IMG_3368

FYI.

This story is over 5 years old.

JUL

Derfor bruger jeg min juleaften på at lave folkekøkken på Nørrebro

"Det er ligegyldigt, om man spiser risalamande eller flæskesteg. Eller lam med humus. Om man er lille eller stor, hjemløs eller bankmand."

Christian F. Puglisi er indehaver af restauranterne Relæ, Manfreds, Mirabelle og Bæst samt landbruget Farm of Ideas. Men i år skal han hverken tilbringe juleaften i et michelinkøkken eller hjemme hos familien. Han skal lave mad i Nørrebrohallen i samarbejde med foreningen Send Flere Krydderier, som inviterer 200 borgere til julefest i fællesskabets tegn. Her fortæller han hvorfor.

Julen er glædens tid, siger de. Julen er hjerternes tid, julen er gavernes tid, men ikke alle er med til at danse om juletræet.

Annoncering

Jeg var engang barn i et fremmed land – min far er fra Italien, og min mor er norsk – og jeg har mange holdninger om danskerne og deres traditioner. I 1990 flyttede min familie fra Sicilien til Islandshøjparken i Nivå, hvor første stop var den indhegnede fodboldbane. Med fodbolden under armen som eneste bagage og en fræk hælaflevering som eneste indspark til samtalen var det nu engang mere tyrkerne og kurderne, der lignede mig med mit mørke hår. Langt mere end danskerne med deres lange lyse hår og slidte Iron Maiden t-shirts.

Jeg faldt til. Jeg elskede Danmark og de grønne græsplæner. Jeg elskede min skole, mine klassekammerater og at cykle hjem op ad bakken mod Islandshøj. Min verden åbnede sig op, men som immigrant holder man også godt fast. Det er for mig nemt at forstå, hvorfor så mange immigranter er stokkonservative - man holder nemlig rigtig godt fast. På en del af sig selv, en del man ikke vil miste.

Jeg kom fra Italien for helvede, der hvor pasta og pizza kommer fra. Og her i Danmark sad de sgu og spiste lyserød leverpostej med rødbeder.

Tydeligst var det, når traditionerne virkelig blev spillet på fuld plade i December. Julen. Nisser? Hva’ faen er nisser? Her kom min norske mor til hjælp og holdte mig i hånden igennem en skov af gran, risengrød, kogler og musetrapper.

I min familie var vi bare tre. Vi var en lille falanks, der passede på hinanden og skærmede danskheden af så godt vi kunne. Jeg spiste ikke risalamande eller flæskesteg. Og slet ikke and. Jeg elskede jo stadig Italien. Så i julen var det tydeligt for mig, at jeg var anderledes. Vi gjorde bare noget andet, og i mangel på hårdt mejslede juletraditioner blev det til lidt af en potpourri af ting, vi bare godt kunne lide. Der var nogle artiskokker, der blev fyldt med rasp, der var nogle blæksprutter, der blev fyldt med rasp og braiseret i tomat. Der var nogle kødruller – braciole – som også blev fyldt med rasp.

Annoncering

Engang var der også lasagne, noget der for danskerne var så hverdagsagtig en ret, at jeg skammede mig en lille smule over at sige, at vi fik det juleaften. For os var det noget helt særligt, en process der tog flere dage, og hvis smag står så tydeligt i mine smagsløg, at den vel sagtens kan måles på min dna nogle generationer frem.

Først og fremmest var det tydeligt for mig, at jeg kom et andet sted fra, og jeg var kun til dels med til festen - vi var jo bare os selv og vores egne traditioner juleaften.

Senere har jeg dog fået lov at opleve de danske familietraditioner: Turene til Jylland og besøg hos store, søde svigerfamilier. I dag er jeg en fraskilt far med en lille familie og kan ikke byde min dreng den store sicilianske familie, jeg ikke har. Efter flere år med et program pakket med InterCity-tog og fætre og kusiner er vi tilbage til bare at være os og vores helt egne traditioner. Nu med skiftende børnefordeling sat i skema.

Julen samler familier om juletræet d. 24, men for nogle af os minder den os også om de store afstande, der er kommet imellem os. Og det er ikke altid nemt. Så kan man slås for, at man har lige så gode traditioner på den ene side som på den anden? Man kan holde fast. Eller også kunne man måske skabe nogle helt nye?

Juleånden handler vel i bund og grund om, at man giver noget til dem, der ikke har. Har man ikke med udspilet mave set utallige film med det samme budskab igen og igen? Noget med generøsitet? Det er værdier, der samler og inkluderer, men hvordan er det blevet til noget, der deler os op og skaber afstande?

Annoncering

Traditioner er noget, vi skaber, og ritualer er til for at minde os om, hvem vi er. Hvor vi er fra. I dag tror jeg, det er vigtigere end nogensinde, at vi minder hinanden om, at der kan laves lidt om på dem. At intet er stationært. At traditioner ikke har været der altid. At der er plads til nye ansigter, nye farver og nye ideer omkring bordet. Om det så er til hverdag eller til jul.

Så i år vil jeg prøve noget andet. Nu vil jeg prøve at byde på noget for at gøre julen bedre. Gøre den gladere og imødekommende. I år laver jeg bare mad i Nørrebrohallen. Og alle er velkomne. Jeg vil åbne en dør og lade duften brede sig. Det er ligegyldigt, om man spiser risalamande eller flæskesteg. Eller lam med humus. Om man er lille eller stor, hjemløs eller bankmand, barn eller gammel. Alene eller mange.

Jeg vil lave mad med folk, jeg ikke kender, som måske har deres egne traditioner, deres egne minder og ritualer. Som laver mad, som jeg ikke kender og måske ikke engang forstår. Og vi skal hygge os og måske skabe nye venner, nye familier, nye fællesskaber og nye traditioner i stedet for at holde så skide meget fast.

For i år har jeg brug for at genfinde glæden ved julen. Måske kan jeg gøre det ved at tænde julelys, hvor de ikke tidligere har lyst. Her på Nørrebro.

Og lave risalamande. Og and. Og humus. Og alt muligt andet.