Artiklens forfatter (forest i midten) ryger i mad-trance på Gemyse i Tivoli.

Jeg tog i Tivoli og lærte kunsten at spise alene

Vi vil så gerne være sammen om maden, men med hjælp af meditationsmusik kan man faktisk nyde sit eget selskab og holde kæft.

|
06 februar 2019, 9:14am

Artiklens forfatter (forest i midten) ryger i mad-trance på Gemyse i Tivoli.

Jeg sidder på Restaurant Gemyse i Tivoli og er i gang med at tage høretelefoner på. Det er tid til middag i mit eget selskab uden anden stimuli end den, jeg finder på tallerkenen, i glasset foran mig og i lyden i mine ører. Jeg fumler lidt med den lille mp3-afspiller, mens jeg bliver meget opmærksom på min egen vejrtrækning. Den er lidt uregelmæssig, ikke? Jeg bliver stakåndet, men heldigvis kommer der lyd i mine ører. En sensuel kvindestemme fortæller mig, at jeg skal trække vejret dybt. Det gør jeg. To gange.

Jeg kan mærke, hvor lang tid siden det er, jeg har siddet ret op og ned og trukket vejret dybt ned i maven. Jeg bliver næsten svimmel først, og dernæst bliver jeg ramt af træthed som en skovl i baghovedet, samtidig med at den utroligt beroligende stemme fortæller mig, hvad jeg skal spise og drikke lige om lidt.

Den her middag på Gemyse hedder Nuet og er inspireret af det koreanske fænomen honbap. Det blev jeg fortalt, inden jeg satte mig til rette. Honbap er en sammensætning af de koreanske ord for ”alene” og ”ris”, og egentligt er det bare et udtryk for, at flere og flere bor, spiser og fornøjer sig alene i Sydkorea. Det har restauranterne derude naturligvis set sit snit til at konceptualisere og tjene penge på. Men honbap betyder ikke ”sidde med hørebøffer på og lytte til sensuel stemme”. Det burde det måske betyde, for det har en voldsom positiv effekt på mig.

Jeg er en af dem, der har fandens svært ved at slippe mobilen og være til stede, der hvor jeg er. På den måde ligner jeg de fleste andre moderne mennesker. Det der med at være tilstede i nuet, som det hedder i de glittede livsstilsmagasiner, det er svært.

I de samme magasiner er der masser af gode råd til at blive bedre til det med nærvær ved for eksempel at bruge 20.000 kroner på en uges silent yoga retreat på en privat tropisk ø. Skide godt, alt sammen.

Men tænk, hvis der er en nemmere og billigere vej?

Tænk, hvis det eneste, der skal til, er at tage på restaurant alene, tage et sæt hovedtelefoner på, lytte til afslapningsmusik i bedste massagesalonstil, og lade en blid og venlig stemme guide dig gennem din mad og dine drikkevarer? Tænk, hvis det var så nemt?

Solo dining i Tivoli
Knasende kartoffel ”spaghetti” med æggeblomme ... og massagemusik.

Tilbage til middagen. Kokken Mette Dahlgaards første ret er en knasende kartoffel ”spaghetti” med æggeblomme og en sauce på Vesterhavsost og kyllingeskind. Det lyder helt utroligt højt, når man på én gang slubrer og tygger halvsprød kartoffel med hørebøffer på, og det er en oplevelse af terapeutiske dimensioner at røre den rå æggeblomme rundt i retten akkompagneret af massagemusik.

Jeg forestiller mig, at Enya spiser sådan her tre gange om dagen. Det er lun honning i øregangene, lav puls, langsomme bevægelser, fokus på åndedrættet. Eller også gør hun ikke.

Enya er sikkert veganer.

Til retterne har bartenderen Michael Hajiyianni lavet en række cocktails på rom og vermouth. Og selv om de ikke er særligt stærke, har de – iblandet lydsporet i mine ører – samme effekt på mig som valium. Jeg er et meget behageligt sted.

Næste ret er en hel vagtel med årstidens tilbehør.

Normalt ville jeg starte med kniv og gaffel. Skære brystkødet af og spise det først, dernæst skære lårene fra. Men noget er sket. Jeg ænser ikke, at der er andre i lokalet. De betyder ikke noget, for de sidder også med hørebøffer på og den beroligende stemme, der fortæller mig om den lille fugl på tallerken. Jeg griber fuglen med hænderne. Vrider lårene af og sutter dem i mig, og nu ænser jeg ikke den høje suttelyd i mit hovede længere. Kun fuglen. Jeg gør det samme med det andet lår, inden jeg griber skroget, flækker det med mine hænder og gnaver brystkødet af. Jeg er komplet ligeglad med, hvad der sker omkring mig.

Til sidst ligger en flad bunke fugleknogler tilbage på den mørke keramiktallerken.

Dining solo event i Tivoli

Jeg ved ikke hvorfor, men min hjerne arbejder pludseligt meget hurtigt, og jeg skal virkeligt koncentrere mig for at holde den i snor. Det er ikke som et dårligt trip, men tæt på. Der er mange ting, jeg har skubbet ud foran mig det sidste stykke tid, som nu melder deres ankomst: pengesager, skal også skifte bank, brugte sgu for meget på de vine til vinterferien, det var også tåbeligt, og nu er de drukket. Øv. Min ven ringede i går, det gik ad helvede til med ham og konen, var jeg nærværende nok? Kiggede jeg ikke på computeren, imens jeg talte med ham? Og hvorfor havde jeg ikke opdaget, at hun var alkoholiker? Det er da også pissesvagt af mig.

Det her er, hvad der sker, når man ikke skal være social. Når man ikke er omgivet af en kakofoni af stemmer og ikke skal lytte til sine egomasserende venner, imens man spiser. Det her er, hvad der sker, når man ikke har noget at forholde sig til, tænker jeg let febrilsk, mens jeg klapper mig på lommen. Jeg har lyst til at tage den mobil op. Et splitsekund. Men jeg gør det ikke. For det vender. Det vender i takt med stemmen i mine ører, der spørger, om ikke jeg har det rart. Jeg trækker vejret dybt ned i maven og mærker, at det har jeg faktisk. Det andet var bare en automatreaktion. Min svitsede hjerne, der skreg efter mere stimuli.

Til sidst får jeg en vaffel med sesamis, der smager helt fantastisk. Michael har lavet en cocktail på rom og fernet, og den er så god, at al min fokus pludseligt ligger der og kun der. Jeg drikker den langsomt, i små mundfulde, hvilket er i stærk kontrast til den måde, jeg spiste min is på.

Da jeg har drukket den, lukker jeg øjnene og lader mig flyde med musikken. Jeg ønsker, at middagen aldrig stopper.

Solo dining i Tivoli

Men det gør den. Og da vi tager høretelefonerne af, er det skrækkeligt. Som når lyset på dansegulvet bliver tændt klokken fem om morgenen på Diskotek Galaxy i Sønderborg, og ingen kan skjule deres tilstand længere. Jeg bliver pludseligt meget opmærksom på de andre i restauranten, for en udenforstående må det have set totalt åndssvagt ud. Tyve mennesker med ryggen til hinanden, med hver deres sæt høretelefoner på. Spisende som i trance.

Næste morgen sidder oplevelsen stadig i mig. Jeg prøver at efterligne den derhjemme over havregryn og morgenkaffe. Jeg finder noget antistressmusik og sætter mig til rette. Det virker ad helvede til. Antistressmusik er enormt stressende, og efter fem minutter er jeg tilbage på mobilen, mails fra i går aftes, kommentarer til de artikler, jeg arbejder på for tiden. Hvor var det nu, jeg skulle til møde henne? Hvad har jeg lovet? Kan jeg mon nå at stikke forbi vinbutikken?

Selvom middagen på Gemyse er langt væk, har den åbnet for en temmelig vigtig viden: det er muligt med få hjælpemidler at holde fokus, være til stede og alt det der magasin-pladder. Og det er vigtigt. Men det hele skal spille sammen, og maden og drikkevarerne er mindst lige så vigtige.

For den morgen kunne jeg i fem minutter kun fokusere på, hvor hæsligt havregryn egentligt smager.