Torskehoveder på havnen i Reykjavik. Alle fotos af Arnaldur Photography.

Det er kvinderne, der sørger for torsk og bajere i Island

Jeg rejste til Island for at finde ud af, hvad danskere kan lære af islændinge om ligestilling i køkkenet, på bryggeriet og på fiskekutteren.

|
03 maj 2018, 9:45am

Torskehoveder på havnen i Reykjavik. Alle fotos af Arnaldur Photography.

På havnen i Reykjavik ligger der hvide og grønne fiskehytter. Tagene er buede, så bølgerne kan skvulpe over uden at hive hele hytten med sig i havet, hvis det skulle blive uvejr. Og det gør det ret ofte i Island. I én af de gamle hytter har Eirny Sigurdardottir åbnet butikken Burid, hvor hun sælger islandske oste, hestepølse og skyr.

Skyr har eksisteret længe før nogen fandt på at blande det proteinrige, syrnede mælk med mangoessens og sælge det til smarte træningstyper. Før i tiden malkede kvinderne i Island kvæget og hang den syrnede mælk op i stalden, så vallen kunne drive ud. Når massen var drænet, kunne det blandes op med vand og mælk og kød, og de fleste kvinder havde deres egen hemmelige opskrift på at holde familien i live vinteren over. “Vi islandske kvinder er opdraget uden grænser og med den filosofi, at alle er lige,” siger Eirny. “I mit barndomshjem hjalp alle til, men når der skulle tages vigtige beslutninger, var det min mor og min mormor, der bestemte.”

I Island lever feminin elegance og naturens urkaft ikke side om side, men er smeltet sammen og er blevet til én og samme ting. I Island findes skønheden i naturens vildskab, på de sorte strande med vulkansand, i den voldsomme brænding, hvor vandfaldet rammer vandoverfladen, og ikke mindst i de grove, men varme sweatre. Om landets kvindelige indbyggere siges det, at deres sind er formet af vejret og den rå natur, og at de derfor besidder en speciel energi og en evne til at stå imod de udfordringer, vejret og livet fører med sig.

For niende år i træk er Island blevet kåret som det mest ligestillede land i verden af World Economic Forum. Hvert år udgiver de en Global Gender Gap Report, hvor det bliver vurderet, hvor langt hvert enkelt land i verden er med ligestilling, når det kommer til uddannelse, økonomi, sundhed og politik. Danmark tager listens 14. plads, hvilket er langt bag de øvrige nordiske lande.

Som kronen på ligestillingsværket trådte der 1. januar 2018 en ny lov i kraft i Island. Loven kræver, at private og offentlige virksomheder med 25 ansatte eller flere skal dokumentere, at mænd og kvinder i den samme stilling får den samme løn uanset køn, seksualitet eller etnicitet. Hvis virksomheden ikke lever op til kravet, får de en bøde. Det er første gang i verden, at et land ved lov indfører et krav for at reducere lønforskelle mellem mænd og kvinder.

I Danmark er politikerne ikke helt friske på den slags ændringer, og selvom der er sket meget indenfor restaurationsbranchen, halter den stadig bagud, når det kommer til kønsdiversitet i køkkenerne. Hvis man for eksempel zoomer ind på lønforskellen i de danske køkkener, viser tal fra Danmarks Statistik, at kvindernes løn “kun” er 1,8 procent lavere end deres mandlige kollegers, men lønforskellen udvides i takt med, at man rykker op i systemet. Mandlige køkkenchefer tjener 13,4 procent mere end de kvindelige køkkenchefer, og når det gælder lederstillinger inden for hotel, restauration, detail- og engroshandel, er der en lønforskel på 18,2 procent.

Derfor er jeg taget til Island sammen med Food Organisation of Denmark og Nordisk Ministerråd, der sammen vil sætte fokus på et bedre arbejdsmiljø, mere diversitet og større tolerance i køkkener og i fødevareindustrien. I Island skal jeg høre kvinders historier og opleve, hvordan loven har ændret deres liv og position.

Men jeg bliver hurtigt klogere.

Gejseren, Geysir, bobler under jorden ved Haukadalur.

Hvad der i Danmark ville blive set som en sejr for den feministiske dagsorden, virker for de islandske kvinder til at være en fuldkommen selvfølge. Kvinderne, jeg møder, trækker på det og siger, at det mere er en formalitet, at der endelig kommer lovgivning på området, men at det i realiteten har fungeret sådan i mange år. Ifølge Eirny Sigurdardottirer er samfundet formet af en kultur, hvor man var afhængig af, at alle hjalp til med alle former for arbejde uanset køn. Det virker pludselig latterligt at spørge til ind til, hvordan det er at være islandsk kvinde i et mandefag, og jeg bliver lidt pinlig og undskyldende, når jeg med mine forcerede spørgsmål spørger, hvordan det er at være kvinde i fødevareindustrien i Island. “Mange af os er vokset op med hårdt arbejde, og alle blev nødt til at hjælpe til uanset køn," siger Eirny. "Ellers blev tingene ikke gjort."

Ved en havn ni kilometer vest for Reykjavik ligger fiskeriselskabet Codland. Himlen er grå over den lille havneforstad, og vejene mellem de ens parcelhuse er tomme. Alle er på havet eller står i trimmelinjen og fileterer fangsten. Med kystlinje hele vejen rundt er Island en af verdens største fiskerinationer, og fiskeri er for Island på mange måder, hvad landbrug er for Danmark. Codland ligger helt ud til vandet, hvor røde, grønne og blå plastkasser står stablet fyldt med is, klar til at nedkøle store mængder frisk torsk.

Da døren til kontorbygningen åbnes, spreder en fed lugt af fisk sig. “Man vænner sig til det,” siger sekretæren og smiler. I cafeteriet lige indenfor døren drikker mænd i fleecetrøjer kaffe med fløde. Erla Ósk Pétursdóttir tager imod os på krykker og byder indenfor i det familieforetagende, hendes farfar startede.

Erla Ósk Pétursdóttir er bestyrelsesformand i Codland.

Når fiskerne ikke drikker kaffe med fløde, kaster de 40.000 kroge sat på en line ud i Nordatlanten og bruger så de næste 22 timer på at hale linen ind igen med alt, hvad der måtte hænge ved. “Da jeg var lille, løb jeg rundt på fabrikken og hjalp med at salte torsk og hellefisk,” siger Erla. I dag sidder hun som bestyrelsesformand for firmaet.

Den klassiske opdeling, hvor mændene er på bådene og kvinderne bliver hjemme og trimmer de fangede fisk, findes også i Island. Det betyder, at der er masser af kvinder i fiskeindustrien, men stadig meget få, der ligesom Erla arbejder i den øverste ledelse. Opdelingen mellem job og køn ville også virke retfærdig, hvis det ikke var fordi, det betalte bedre at sejle end at trimme fisk.

Kan kvinderne så ikke bare hoppe med ombord, fange nogle fisk og tjene flere penge? Det sker, at Codland har en enkelt kvinde på en af deres både, men det er ikke ofte, at rollerne byttes om, fortæller Erla. Hun mener, at kvinder skal have mulighed for at arbejde på bådene, men hun vil ikke lave kvoter eller bestemme, at der nødvendigvis skal være mindst én kvinde på hver båd. “Der er en bestemt jargon, og de er lang tid væk," siger hun. "Det er et mandsdomineret univers, og man skal have erfaring. Desuden er det bådens kaptajn, der ansætter fiskerne." Hun er glad for den nye ligelønslov og synes, at alle skal have de samme rettigheder, men ikke nødvendigvis have de samme jobs. “Men muligheden skal selvfølgelig være der,” siger hun.

Tilbage i Reykjaviks bymidte, ligger der, ligesom i alle større byer med respekt for sig selv, en bar, der sælger sin egen mikrobryggede øl. ‘Kaldi’ hedder baren efter det islandske ord for ‘kold’. Ordet har en helt særlig betydning for islændingene. Ikke kun fordi der er koldt det meste af året, men også fordi kulden symboliserer mod. Og det havde Agnes Anna Sigurdardottir brug for, da hun begyndte at brygge sin egen øl.

Kaldi er ligesom mange andre forretninger i Island også et familieforetagende, og i front for det hele står Agnes.

Vi kommer forbi til en fadøl i den fyldte bar en torsdag eftermiddag, hvor studerende, forretningsfolk og turister får en lokalbrygget fyraftensøl i et af barens mange mørke rum.

Agnes mand var fisker. Men da han under en sejlads ødelagde sit knæ og ikke længere kunne sejle, var der ikke arbejde til ham i den lille fiskerby Árskógssandur, hvor de boede. Hvis de ikke kunne fiske, måtte de finde en anden måde at tjene penge på, så det gjorde Agnes. En dag så hun et tv-program om mikrobryggerier i Danmark og den stigende interesse for specialøl verden over. På det tidspunkt fandtes der kun to store bryggerier i Island, så Agnes øjnede en forretningsmulighed. Ligesom danskerne godt kan lide at tale om, hvor gode vores nye kartofler er, kan de fleste Islændinge finde en lejlighed til at tale om, hvor godt og rent deres grundvand er. Og Ifølge Agnes fås vandet ikke bedre end fra den lille kilde i bjergene over Árskógssandur. Selvom hun på det tidspunkt ikke vidste noget om at brygge øl, var der ikke langt fra tv-inspiration til handling. I dag – 12 år senere – brygger Kaldi fem forskellige slags øl og har åbnet et "beer-spa", der er lige præcis, hvad det lyder til at være. “Måske åbner vi også et hotel næste år," siger Agnes. "Hem ved?”

Island er verdens mest ligestillede land, og det er de islandske kvinder, jeg mødte, naturligvis glade for. Men der er også en tendens til, at vi tager det, vi er vokset op med, for givet. Ligestilling er for de islandske kvinder en selvfølge, og dem, jeg mødte, så den nye lov mere som en formalitet end som en praktisk ændring, “for sådan har det altid været”.

I Danmark har vi en ligelønslov, men det er ifølge Peter Lykke Nielsen, der er forhandlingssekretær i den del af 3F, der beskæftiger sig med privat service, hotel og restauration, ikke nok til at øge ligestillingen i den danske fødevareindustri.

”I teorien har vi alle muligheder for at skabe mere diversitet og ligeløn i fødevareindustrien," siger han. "Vi kan i princippet gøre brug af ligelønsloven, men der kun et par sager om året, selvom LO leder efter dem. Det er helt vildt."

Forskel i løn kan selvfølgelig skyldes, at der er forskel på arbejde. Men ifølge forhandlingssekretæren skyldes det også, at vi har en tendens til at gemme, hvor meget vi får i løn. “Vi ikke har mulighed for at sammenligne os med kollegerne i køkkenet og slet ikke med kollegaer på andre arbejdspladser i fødevareindustrien."

Løsningen på problemet er ifølge Peter Lykke Nielsen enkel: “Indfør den islandske lovgivning i Danmark.”

Den danske kok Kamilla Seidler, der også har besøgt kvinderne på den islandske madscene, mener nu ikke, at der er så lang fra kvinderne i de islandske køkkener til kvinderne i de danske. “De islandske kvinder er ikke seje, fordi de stræber efter det. De er det bare, mens de lever det liv, de nu engang altid har gjort. Og der er ikke noget mærkeligt eller usædvanligt i, at de er CEO, kok eller ejer et mikrobryggeri, for de var bare den dygtigste til jobbet," siger Kamilla. "Og det kan jeg godt lide."

På Islands sorte grusveje foregår alt transport i biler med dæk, der som minimum går mig til navlen. Dækkene kan holde til, at det er snestorm, forår og tåge i løbet af et par timer, og når jeg ser dem, kan jeg ikke undgå at tænke på, hvor rå Islands natur er for os mennesker.

Det er en udfordring bare at leve her, og det er en endnu større udfordring at gøre det til sin levevej at udvinde fødevarer fra øens naturen. Men det er en udfordring Islands kvinder har taget op, og som de ikke opgiver lige med det samme.

-

Munchies var inviteret til Island og har fået turen betalt af Food Organisation of Denmark, Promote Iceland samt Nordisk Ministerråd. Organisationerne har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.