Restaurantgæst påstår, at kokken blev beordret til at spytte i hans burger

Den hemmelige sauce ingen bad om.

|
jun 27 2018, 10:30am

Sammensat billede; original billede via Flickr-bruger Scott Ableman

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Det burde ikke være nødvendigt at bede tjeneren om at få serveret sin burger uden spyt i den. Men tingene er tilsynelandene ikke, som de burde være på restauranten Bohemian Hall and Beer Garden i Queens, New York. Her bør du virkelig skære tingene ud i pap for din tjener, for ellers kan det sagtens være, at der er en kok, der krydrer din frokost med menneskesafter.

En mand ved navn Curtis Mays fejrede for nylig fars dag på restauranten sammen med sin datter og barnebarn. Alt gik godt. "[Tjeneren] var meget sød," fortalte han stationen ABC7 . "Hun kom op til bordet og sagde, 'Hej gutter, hvordan har I det?'"

Mays bestilte en burger - well-done - med cheddarost, karameliserede løg og mayo på en ristet bolle. Indtil videre kørte det for ham (bortset fra det der med well-done ... Lad os holde os til medium-rare, folkens.) Han fortalte tv-stationen, at der var gået rod i hans ordre, så han spurgte tjeneren, om han kunne se bestillingen til køkkenet, før han betalte. Da han modtog bon'en og gennemgik alt, der var trykt på den, bemærkede han noget, han ikke havde bedt om: "Vær sød at spytte i den", stod der tydeligt med røde bogstaver.

"Jeg havde allerede spist min burger," sagde han. "Jeg havde det som om, jeg skulle kaste op."

Mays sagde, at restaurantchefen havde give ham måltidet gratis, og at tjeneren straks var blevet fyret. (MUNCHIES har kontaktet Bohemian Hall for at få en kommentar, men restauranten er ikke vendt tilbage til os med et svar.) Ifølge Mays sagde chefen også, at han ikke skulle bekymre sig, for kokken havde sandsynligvis ikke spyttet i burgeren.

ABC7 påpeger, at restauranten har den gladeste smiley fra de lokale fødevaremyndigheder, men selvfølgelig har dens omdømme fået et par slag på nettet. Restaurantens Yelp-side er i øjeblikket utilgængelig, og dens Google-anmeldelser indeholder nu svar som: "Spis ikke her, medmindre du kan lide spyt."

Selv om vi normalt ikke læser kommentarerspor, har nogle af @-svarene til den reporter, der tweetede om spyt-kvitteringen, indikeret, at tjeneren ikke var ondsindet. Måske har hun bare begået en virkelig dum fejl, mens hun tastede bestillingen ind i systemet.

"Det er meget tænkeligt, at der skulle have stået 'split in two' på kvitteringen, eftersom han spiste der med sine børn," skrev en optimist. (En anden sagde: "Hvis du er så respektløs at bestille en burger well-done, så fortjener du respektløs behandling.")

Udover at det selvfølgelig er virkelig klamt, så ser loven også stramt på, at man spytter i folks mad. I 2009 lagde en embedsmand, Edward Bylsma, i staten Washington sag an mod både Burger King og en lokal franchiseejer, efter at en medarbejder efterlod en kæmpe snotter oven på en Whopper. Edward Bylsma bemærkede spyttet, før han tog en bid, men hævdede stadig, at dens tilstedeværelse forårsagede "følelsesmæssige traumer fra hændelsen, herunder opkast, kvalme, madangst og søvnløshed".

Sagen gik helt til statens højesteret, som blev bedt om at afgøre, om Bylsma kunne sagsøge for følelsesmæssig smerte, selvom han ikke havde lidt fysisk skade. Retten voterede 6-3 i hans favør.

"Det siger sig selv, at fødevareforbrug er et personligt anliggende, og forurenet mad er tæt forbundet med afsky og andre former for følelsesmæssig uro," skrev dommer Steven Gonzalez.

Og regel nummer et, hvis du absolut skal spytte i folks mad: Efterlad ikke bevismateriale på kvitteringen.