Pepe spiser pølser. Alle billeder af Amanda Hjernø

Vi spiste pølser og hørte klamme backstage-historier med guitaristen fra HateSphere

Det glamourøse liv som dødsmetalmusiker byder også på knödel i et tysk ungdomshus og tvivlsomme sanitære forhold i Kina.

|
aug 10 2018, 6:39am

Pepe spiser pølser. Alle billeder af Amanda Hjernø

Currywurst mit pommes langs den tyske autobahn. Blævrende vandmænd i Japan. Tyndskid i Kina. Som guitarist i bandet HateSphere har 39-årige Peter ’Pepe’ Lyse Karmark smagt og prøvet alle turnélivets kulinariske glæder.

Livet som turnerende musiker kan umiddelbart virke glamourøst. Men når man begår sig i en nichegenre som dødsmetal, hvor det kun er de største navne, der får lov at skære i kagen for alvor, er realiteten for de fleste bands en anden. Lange turnéer i stinkende busser rundt i Europa, hvor du indimellem spiller for to ludere og en lommetyv i et gustent forsamlingshus, hvor du må tage til takke med minimal betaling og elendig forplejning.

Sådan er det stadig indimellem for Pepe og HateSphere, som igennem de sidste knap 20 år har kastet bandets heftige signaturcocktail af rageknivsskarp thrash og dødsmetal ud over scener i USA, Japan og Kina og på størstedelen af det europæiske kontinent.

”Hvis man spiller på en punkerfestival i et eller andet tysk ungdomshus, kan man være uheldig at blive spist af med knödel,” fortæller Pepe. “Og det har vi selvfølgelig prøvet flere gange. En vandet bolle af mel og kål, som er så kedelig, at jeg næsten ikke kan klare det. Bare tanken om det der vand, de ligger og svømmer rundt i. Det er så hjerteskærende ringe en spise. Det er blandt andet på grund af knödel, at vi har det som et krav i vores rider, at vi skal have kød. Man bliver så ked af det, når man får ringe mad.”

På Johns Hotdog Deli dresser man selv sin hotdog.

Vi er taget med Pepe på Johns Hotdog Deli i Kødbyen – formentlig landets ypperste lokation, når det kommer til pølser. Det er ikke en tilfældighed. Død og ødelæggelse er nemlig ikke det eneste, der optager Pepe. Udover at være en Steppeulvsnomineret guitarist har han sideløbende med musikken plejet en årelang lidenskab for pølser og hotdogs. Om det er på havegrillen, ved bagagebåndet i lufthavnen eller langs det tyske motorvejsnet spiller ingen rolle. Pepe er altid klar på en pølse.

Begejstringen fylder selvsagt luften, da vi står foran deliens store tilbehørsbuffet. Indehaver John Michael Jensen – bedre kendt som Hotdog-John – får specialfremstillet pølserne, som man efterfølgende selv pynter med et hav af hjemmelavede lækkerier som syltede radiser, rødkål og chiliremoulade.

Det er noget andet helt end i Rusland, hvor HateSphere senest spillede i 2012. Her led guitaristens pølsebegejstring et decideret knæk.

”Rusland er på mange måder et mærkeligt land, men vi blev glade, da vi så fik serveret de her store pølser,” siger Pepe. “Det viste sig bare, at de var fyldt med de største fedtklumper, som gjorde det umuligt at spise dem. Det var så uappetitligt.”

Livet på landevejen med HateSphere begyndte for alvor i 2001, hvor de udgav debutalbummet og efterfølgende arbejdede sig op til at blive et af Europas stærkeste livenavne. De turnerede konstant, og var på landevejen med Mastodon, Gojira, Behemoth og mange andre af metalverdenens topnavne.

Det store kulturchok kom dog først, da bandet i 2007 blev inviteret til at turnere i Kina som det første danske band og det første vestlige metalband nogensinde. Her spillede de på en mafiaejet natklub og fik et show aflyst af myndighederne, som vurderede, at Aarhus-bandets musik ville være i stand til forstyrre den offentlige ro og orden. Det gik dog lige omvendt. Det var Kina, der endte med at forstyrre den interne ro og orden i HateSpheres systemer.

”Vi var inviteret ind på en restaurant, hvor vi var decideret bange for at spise. Man skulle ud gennem køkkenet for at gå på toilet, og det viste sig, at det bare var et hul i jorden, som ikke var adskilt fra køkkenet. Ingen turde spise særlig meget, men Kina fik alligevel ram på os. Vi fik alle sammen meget alternativ mave. Allerede på andendagen gik det galt. Vi faldt én efter én. Vi lærte derfor også lidt om kinesisk toiletkultur på offentlige toiletter, fordi vi måtte løbe i tide og utide. Man skider for åben dør og kan sidde og kigge lige over til sidemanden. Det var meget fedt at komme hjem og blive normaliseret igen.”

Kinesernes vaner havde ikke ændret sig synderligt, da bandet knap ti år senere vendte tilbage.

”Mike, vores trommeslager, stod ved en kumme, da han så en mand, som bare hev dyret frem og begyndte at pisse, mens han gik hen imod kummen. Selv i lufthavnen så vi et barn, der bare stod og pissede midt på gulvet i afgangshallen.”

I Europas kulinariske højborge er der som regel gode sanitære forhold, forklarer Pepe, men til gengæld svinger backstage-cateringen fra det virkelig gode til det decideret sørgelige.

”I Frankrig kan man opleve, at der bliver dækket op til en backstage, og så kommer man ind og får et godt glas rødvin og et par gode retter, mens der render en madmor rundt og sørger for en, så der er helt familiær stemning. Men det bliver ikke altid prioriteret, heller ikke i de lande, hvor man forventer noget godt. Sidste gang vi var i Italien, fik vi bare en halvkold mikroovnslasagne. Og i England består cateringen ofte kun af chips. Chips og øl! Det er simpelthen så ringe. I England er de generelt nærige med alt. Der er heller aldrig noget sprut.”

Pepe har været med siden 1993, hvor nogle af de langhårede knægte, der senere skulle blive til HateSphere, startede med at spille covers af Slayer, Sepultura og Entombed i ungdomsskolen i Odder.

Når han ikke er ude i verden og sprede musikalsk død og ødelæggelse, passer den garvede metalmusiker pligterne som familiefar og skolelærer i Aarhus.

Men hvordan føles det egentlig at blive ældre indenfor sit fag, når man i snart 20 år har turneret Europa tyndt og for længst har parkeret drømmen om at kunne leve som musiker på fuld tid?

”Jeg kan godt mærke alderen engang imellem,” siger Pepe.

“Før i tiden turnerede vi virkelig meget og festede hele tiden. Det kan vi ikke på samme måde i dag. Dengang betød det heller ikke så meget, at der ikke var de store penge i det. Men pludselig fik folk børn og begyndte at forlade bandet, fordi de godt kunne tænke sig lidt flere penge end det, HateSphere kunne kaste af sig.”

Samtidig har musikbranchen udviklet sig sådan, at medmindre man tilhører det absolutte toplag, må man i dag på landevejen konstant for at holde gryden i kog, forklarer Pepe.

”I dag har du et stort mellemlag af bands, som er nødt til at turnere hele tiden for at få nogle penge ind. Hvis man ikke har noget, man skal hjem til, så kan det godt fungere. Men med tiden får man ting, der skal betales, og det er bare svært at blive ved at tage ud at spille, når man får små børn.”

Vi er to store hotdogs inde i interviewet, da Hotdog-John har held til at presse os ud i også at prøve hans bøfsandwich. Bøffen er behørigt lyserød i midten, og der er smagsmæssig bund og kødkraft i sovsen, som breder sig ud over tallerkenen som klistret brun magma. Kødsveden driver, mens vi kæmper os igennem.

3D Bøfsandwich

Pølseentusiasten er i knæ, men han er stærkt begejstret.

”Det er fede omgivelser, og der dufter jo af kød herinde,” siger Pepe. “Og så er det fantastiske pølser. Jeg kan virkelig godt lide, at de går op i at lave tingene af gode råvarer. Jeg er helt forelsket i de syltede rødløg og chiliremouladen. Og jalapeñospølsen. Der er mange idéer til næste grillaften her.”

Pepe vender sammen med resten af HateSphere tilbage til København den 25. august, hvor bandet spiller en gratis koncert i Pumpehusets Byhave.

Udover en omgang live metal kunne det være alletiders mulighed for få en mere uddybende snak om autobahnens kulinariske fortræffeligheder, kødkorrekte pølser og sanitære forhold i Kina.