Quantcast
Pizza

Har du, hvad der skal til for at blive professionel pizza-tester?

Her er et jobopslag, som du nok ikke finder på Jobnet - måske det fedeste arbejde i verden.

Nick Rose

Nick Rose

Foto via Flickr-bruger Matthew Blouir

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Det lyder ret fedt, at skulle leve af at smage på mad, men ligesom med alle andre jobs kan det blive ensformigt og kedeligt efter et stykke tid. Både pickles, is og hashkager er vidunderlige af og til, men det er hårdt, hvis man skal spise dem hver eneste dag.

Men alligevel er der noget mad, man aldrig bliver træt af - selv ikke efter 25 år - og det er pizza. Takket være Bath Pizza Co. fra England vil én heldig person nu få sin lykke gjort og blive professionel pizza-tester.

Restauranten lavede seriøst et jobopslag under titlen "Pizza Tester", hvor de skrev, at de søger "en erfaren pizza-connoisseur, der elsker en aroma af trækul". Vedkommende skal teste pizzaer, der endnu ikke er kommet på markedet, og give Bath Pizzas kokke konstruktiv kritik. "Du vil få kultiveret dine smagsløg og få mulighed for at dele din professionelle mening med vores køkkenchef, og du vil få chancen for at prøve alle vores pizzaer og være med til at påvirke menuen," står der i opslaget.

Bath Pizza sparer ikke på noget i jagten på den "ægte pizzaelsker" og vil endda betale for, at personen kan rejse frem og tilbage, så ansøgere, der ikke kommer fra det bakkede Sydvestengland, også har en chance. "Det er lige meget, hvor du bor. Vi skal nok betale dine rejseomkostninger - fly, tog, benzin - hvis du er den rette kandidat." De lover også en konkurrencedygtig løn og "seriøse pizzafrynsegoder".

Selve jobbeskrivelsen er ret vag. Det forventes, at den ideelle kandidat kender sit stof: "Du kan kende forskel på en Margherita og en Marinara." Det forventes også, at kandidaten er en god kommunikator, som kan give gode råd til firmaets kok, at man har "kultiverede smagsløg", hvad end det betyder, og så skal man "elske alt, der har med pizza at gøre".

Hvis du synes, det lyder som dig, skal du bare udfylde dette skema og bede til pizzaguderne. Men du skal nok ikke sige dit nuværende job op, for det er kun deltid – og ikke mere end to timer om ugen.