Fra Røgsystem til fiskeri og rygeovn med Eaggerman

Dwayne McFarlane fra EaggerStunn og Bikstok Røgsystem fortæller om sin passion for fiskeri og om Anker Jørgensens waders.

|
maj 6 2016, 6:54am

Dwayne_crop

Illustrationer af Mikaela Saletti
Dwayne McFarlane – også kendt som Eaggerman - er den ene halvdel af duoen EaggerStunn og en tredjedel af Bikstok Røgsystem. Han bor på Vesterbro i København. Og så er han glad for at fiske.

At fiske er blevet en besættelse for mig. På den rigtige dag fylder det alt i mit liv. Du vågner om morgenen med en lille pivert på. Du tænker, 'forholdene er perfekte!', og så får du en endnu større pivert på.

Du sender en føler ud til kammeraterne, og I taler om, hvor I skal tage hen. (Jeg siger ikke noget konkret her, for så kommer der en eller anden nybegynder og kaster sig over mit hemmelige spot.) Man kigger på strøm- og vindforhold, før man lader sin lygte og gør klar.

Så håber man, at det hele stadigvæk spiller, når det bliver aften. For det er et helvede at komme ud i den der dragt midt om natten i kulde. Vi mødes ved ti-ellevetiden, når det er ved at blive mørkt, og så kører vi af sted. Så er det bare om at få dragten på ved en hemmelig kyst.

Min interesse for at fiske startede for lang tid siden i Værløse, hvor jeg spillede basketball. Jeg fiskede engang imellem med min mor og lillebror i den lokale mose efter gedder og aborrer, men min kammerat Rune var mere ambitiøs. En dag sagde han til mig: "Hvis du lærer mig at blive bedre til basket, så lærer jeg dig at fluefiske."

Vi meldte os ind i en forening, hvor man kunne lave sine egne fluer, og så tog vi op i Runes mors sommerhus oppe i Nordsjælland ved Melby, hvor Anker Jørgensen også havde sommerhus.

Jeg havde ikke været der før, men jeg fik at vide, at jeg kunne låne Anker Jørgensens waders. Vi gik gennem krat og buske, og så sad Anker der i haven, og Rune sagde, 'hey Anker, må vi låne dine waders?'

'Jaja', sagde Anker.

dwayneMcfarlane002_fisk

Nu har det med at fiske udviklet sig til en besættelse. Fluefiskeri handler om perfektion, og der er altid noget særligt ved at blive god til noget. At blive god til at løbe hurtigt, at synge, at skrive eller til at lave det perfekte kast. At lave det perfekte loop, at kaste langt, at præsentere fluen perfekt.

Jeg dyrker mest kystfiskeri og UV-jagt – undervandsjagt med harpun - og for mig er oplevelsen vigtigere end fangsten. Når jeg dykker, kan man godt ryge ind i nogle store fisk, men jeg lader gerne en fem-kilos havørred gå. Jeg gider ikke fange havørred med harpun. Det er en trofæfisk, som man fanger med spinner eller flue.

I stedet dykker vi efter pighvar, tunge, multe og torsk.

Det er fedt at fange pighvar til ungerne, for det ryger direkte ned. Hvis du køber sådan noget vakuumlort i supermarkedet, så gider de ikke spise det. Men når du fanger din egen pighvar og står klar med rugmel og rasp og tørret dild? Fuck mand!

Når jeg kommer jeg hjem til Vesterbro med fisk klokken tre om natten, kommer jeg gående med halvvåde bukser, og så tror folk, at man har pisset i bukserne. Hjemme i køkkenet flår og fileterer jeg fiskene. Der er blod og skæl ud over det hele, og det kan godt gøre konen lidt sur. Hun er vegetar.

På et tidspunkt troede jeg, at fiskeriet gav mig noget meditativt, men det er bullshit. Jeg vil jage. Jeg er endnu mere perfektionist, når jeg er ude at fiske, end når jeg er i musikstudiet. Jeg skal hele tiden have en større fisk.

På vej ned i besættelsen kan man godt nyde landskabet. Men når først du er derude, er der tunnelsyn.

Det moderne menneske har en tendens til at være over det hele. Man sidder med en iPhone, en laptop, et tv, to børn, og har en samtale med konen, mens maden er i gang. Der er for mange synapser, der kører samtidig. Men når man er på UV-jagt og er i zonen, så er alt bare zoomet ind på en rød prik. Det er fandme vildt. Det handler ikke om natur. Det er instinkt. Det giver mig næsten jern på bare at tænke på det.

Nu har jeg fået en Weber-grill og er begyndt at røge mine fisk. Men jeg spiser det ikke. Jeg kan ikke lide, at fisken ikke er frosset ordentligt, og jeg har ikke styr på, hvornår jeg røger den godt nok til, at parasitterne bliver dræbt.

Jeg foretrækker at filetere fisken, panere den, stege den i smør og en lille klat olie, og så lave en hvidvinssauce med fløde. Med remoulade og økologiske kartofler skåret i både. Og groft salt og aïoli.

Andre gange har vi smidt en fisk på bålet på Møn. Man fisker hele dagen, dækker stort bord op med sprut og det hele, og så står man der og blærer sig. Det er helt primitivt og dejligt dumt. Jeg elsker det. Man skærer fisken op i ryggen, bøjer den ud, sætter en gren op og laver et såkaldt sejl, som man lægger ned på bålet, som står og knitrer. Så smager havørred godt. Det gør det sgu ikke derhjemme.

DwayneMcFarlane003_profil

Første gang, jeg var på UV-jagt, brændte mit ansigt af kulde. Men når man har en skræk, skal man konfrontere den. Jeg har været vandskræk, men det gad jeg ikke længere. Jeg så min frygt i øjnene og begyndte at dykke. Det var en kamp mod angsten.

Jeg har den største sceneskræk af alle, jeg kender. At stå på scenen er lidt som at have højdeskræk (det har jeg også), men når man først har gjort det, så kommer suset. Jeg vænner mig dog aldrig til at optræde.

Jeg var engang ude og natdykke oppe på nordkysten med en af de helt seje gutter. Pludselig fandt jeg to pighvarrer, og jeg kom længere og længere ud. Jeg løftede hovedet, og kysten var virkelig lang væk. Der gik jeg i panik. Det var klamt.

Nu har min dykkerdragt fået en snabel, så der er plads til at få en pivert på. For det gør man nogle gange, når man ligger der i vandet, og bølgerne rammer på en særlig måde. Men snablen er der, så der er råd for det, når vandet er otte grader, og du bare skal pisse.

Man skal ikke pisse i sin våddragt, for så bliver den ved med at lugte af det.

Som fortalt til Niklas Roar