FYI.

This story is over 5 years old.

Restaurant Confessionals

En buffet-restaurant byder på skamløs opførsel og sørgelige sjæle

Folk spiser ualmindeligt grimt, når de får buffet. De stjæler maden og mener ikke, de skal give drikkepenge - selv efter at jeg har ryddet deres madrester op.

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne udgave har vi talt med en tidligere medarbejder fra en travl motorvejs-buffet.

Buffet-restauranten, jeg arbejdede på i ni år, var over standard. Vi havde sektioner med kold mad, varm mad, salater, og endda en hibachi sektion. Men vi var mest kendte for vores udvalg af fisk og skaldyr. Vi havde kæmperejer, østers, kongekrabber fra Alaska, sushi og sashimi. Vores kokke var dygtige, og vi serverede kvalitetsmad, men efter at have arbejdet der i to år havde jeg svært ved overhovedet at kigge på maden.

Annoncering

Vores klientel bød på alt fra langturschauffører på udkig efter et uhøjtideligt måltid, til direktører der afholdt forretningsmøder. Kort sagt, alle slags mennesker. Vi havde regelmæssigt besøg af folk, der havde noget at fejre; bryllupper, fødselsdage og dimissioner. Men der blev også afholdt gravøl.

Selvom det er umuligt at beskrive den gennemsnitlige buffet-spiser, så er de alle som én motiveret af det samme: muligheden for at spise så meget som muligt. Det er ikke ensbetydende med, at alle vores gæster var overvægtige. Det betyder bare, at mange besøgte restauranten for at proppe sig med så meget mad som overhovedet muligt. De blev til uciviliserede vilde, der ikke havde spist i en uge, det øjeblik de trådte ind ad døren.

Og hver gang hun blev taget, skyndte hun sig at tømme indholdet af sin taske ud på gulvet, inden hun strøg væk i sin Mercedes.

Vi havde også nogle besøgende, der spiste alene. Vi havde løbere, der lige havde gennemført en maraton, og andre sportsudøvere der kom direkte fra træning. Det var en fornøjelse at se dem spise, fordi de ligesom havde gjort sig fortjent til det.

Men vi fik også besøg af folk, der tydeligvis led af spiseforstyrrelse. De ankom alene iført joggingbukser. Jeg kunne altid identificere dem med bulimi, da de var papirtynde på en rigtig usund måde, på trods af at de spiste så meget. De spiste mere end den gennemsnitlige kunde, og så gik de på toilettet ualmindeligt ofte. De løb frem og tilbage mellem toilettet og maden i løbet af et besøg. Vi havde ikke noget seperat medarbejdertoilet, og jeg har derfor hørt om nogle, der har kigget ind under toiletbåsene blot for at se fødder, der vendte den forkerte vej. Nå ja, og så kunne man selvfølgelig også høre dem ørle.

Annoncering

Vi havde også en stamkunde, der var berygtet for sin trang til at stjæle mad. Hun kørte en Mercedes, gik i designertøj og havde flere Louis Vuitton-tasker. Hendes foretrukne mål var kongekrabbekløer. Hun blev taget i at stjæle det flere gange. Og hver gang hun blev taget, skyndte hun sig at tømme indholdet af sin taske ud på gulvet, inden hun strøg væk i sin Mercedes.

Folk spiser som svin. Og det gør de i særdeleshed, når de får buffet.

Og hun var ikke ene om at stjæle fra buffeten. Nogle mennesker har absolut ingen skam i livet. De kan for eksempel bede om at få udleveret et overdrevent antal servietter, eller også går de ud på toilettet og stjæler servietterne. Derefter dækker de tasken med de mange servietter for at lave en lille papirlomme, hvor de kan have maden liggende. Det er så klamt at overvære folk, der stjæler mad. Hvad gør du med de dér østers, efter de har ligget i tasken?

Der er også rigtig mange mennesker, der ikke anser buffeter for at være rigtige restauranter. Oppe i deres hoveder er det en helt anden måde at spise mad på. Bare fordi de har frihed til at vade rundt i restauranten, så tror de også, at de har frihed til at opføre sig som de lyster - og at de kan slippe for at give drikkepenge, da de selv skal hente maden. Men de bør fakstisk give mellem 18 og 20 procent.

Nogle folk spiser som svin, når de får buffet. De er virkelig ligeglade med, hvordan de gebærder sig, og det er hér, personalet træder til og sørger for at udøve en utaknemmelig service. Vi sørger for, at de spisende hele tiden har noget i glassene, for at rydde bordene for beskidte tallerkener, og for at rydde gulvene for de madrester folk bare elsker at efterlade.

Kunderne var også altid utilfredse med, hvor længe de fik lov til at spise. På vores restaurant var tidsgrænsen to timer, hvilket er meget generøst. Man venter jo ikke på, at maden skal tilberedes. Det hele er tilgængeligt fra det øjeblik, man træder ind ad døren, og to timer burde være mere end nok tid til at spise sig mæt. Når vi en gang imellem havde kunder, der havde spist i mere end to timer, og vi henvendte os til dem for at gøre dem opmærksomme på det, kunne de finde på at skrige: "Jeg spiser stadig!" De kunne godt lide tanken om, at de havde fået noget for pengene.

For den slags mennesker er det ikke nok, at de har muligheden for at spise god mad, indtil de er ved at eksplodere - det skal også gøres så billigt som muligt. Det udmønter sig for eksempel i, at nogle af gæsterne hiver en af os til side for at fortælle os, at de ikke spiser så meget. Og om det derfor er muligt kun at betale halv pris. Der er også dem, der hævder, at de har fået foretaget en fedmeoperation, eller at de skal opereres inden for den nærmeste fremtid, og at de derfor ikke skal betale fuld pris. Vi havde også en særlig pris til børn under 18, der blev fastsat efter barnets højde. Men der var altid nogle voksne, der var lavere end maxhøjden, som hævdede, at de var børn, og at de skulle betale derefter. Og de mente det helt alvorligt. Du er jo tydeligvis 30 år gammel - prøver du helt seriøst at udgive dig for at være mindreårig?

Der er et eller andet ved ad libitum-konceptet, der får folk til at opføre sig mere eller mindre skamløst. Det er som om, vores indre hulemand får frit spil.

Som fortalt til Tae Yoon.