Opskrift: Græsk pizza

Det er ikke fyldet, der gør den her pizza græsk. Det er dejen (som er fedtet af olie og lidt sej) og måden den er tilberedt på (i en støbejernspande), der gør, at den skiller sig ud.

|
12 juni 2017, 1:00pm

Foto de Farideh Sadeghin

Opskriften er nok til 2 pizzaer
Tilberedning: 20 minutter
Tid i alt: 3 timer

Ingredienser

Til dejen:
1 teskefuld aktivt tørgær
1½ deciliter vand, opvarmet til 50 grader
140 gram hvedemel
90 gram semolina
1 spiseskefuld olivenolie, plus ekstra til at smøre med
1 teskefuld salt
½ teskefuld sukker

Til sovsen:
2 dåser flåede tomater
2 spiseskefulde olivenolie
1 spiseskefuld chilifrø
2 ansjoser, duppet tørre
1 fed hvidløg
1 spiseskefuld sukker
1 spiseskefuld sojasovs

Til pizzaen:
450 gram revet ost (en blanding af mozzarella, provolone og cheddar fungerer godt)
60 gram pepperoni

Vejledning

1. Lav dejen: Opløs gæren i vandet. Lad det stå, til det begynder at boble lidt – det tager omkring ti minutter. Tilføj mel, olie, salt og sukker, og tænd for en røremaskine på medium hastighed. Lad den ælte, til du har en klistret dej. Hæld dejen ud på en melet overflade, og ælt den et par minutter i hånden, til den er blød og glat. Læg dejen i en skål smurt med olivenolie, og dæk den til med husholdningsfilm. Stil den til hævning et varmt sted i et par timer, eller indtil dejen er vokset til dobbelt størrelse. Den må ikke hæve for længe, for dejen må ikke komme til at smage af gær.

2. Lav sovsen: Blend tomaterne til en lind konsistens. Opvarm olien ved middel varme i en mellemstor gryde. Tilføj chili og steg i 30 sekunder. Tilføj ansjoser og hvidløg og steg det i 1 minut. Tilføj tomat, sukker og sojasovs, og lad det simre ved middel varme i omkring en time. Smag til med salt. Lad sovsen køle helt af.

3. Lav pizzaen: Opvarm ovnen til 250 grader. Når dejen er hævet, skal den deles i to og formes til to boller. Smør støbejernspanden med rigelig olivenolie. Der skal ikke ligge en sø af olie i bunden, men der skal være nok til at dække hele overfladen, så man er sikker på, at bunden bliver stegt over det hele. Tryk dejen ud i panden. Smør dejen med omkring 1 deciliter tomatsovs, og hæld omkring halvdelen af osten udover (sørg for at få ost helt ud til kanten... der skal ikke være en bar yderskorpe, men i stedet en sprød, ostefyldt kant hele vejen rundt). Læg pepperoni på toppen, og lidt mere ost. Bag den i 20 til 25 minutter, indtil osten begynder at brune og pepperoniskiverne begynder at krølle sig sammen og danne små kødskåle. Voila! Gør det samme igen med resten af ingredienserne til den anden pizza.