Quantcast
teknologi

Med en 'crotch pot' kan du bruge skridtet som komfur

Nu kan du endelig (endelig!) opfylde din drøm om at lave fettuccine i underbukserne.

Jelisa Castrodale

Alle afbeeldingen via Gossamer Gear

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Har du nogensinde taget en pause fra strabadserne nede i fitnesscentret, følt dig selv i skridtet og tænkt: Hold da fast! Jeg burde virkelig bruge noget af al den kropsvarme til et konstruktivt formål? Det har jeg heller ikke, men det har Glen Van Peski tilsyneladende.

Van Peski, der har grundlagt Gossamer Gear, som producerer udstyr til friluftsnørder, har opfundet noget, han kalder en Crotch Pot. Det er et apparat, der udnytter kropsvarmen fra dit skridt til at tilberede mad, som man efter sigende kan spise bagefter.

Posen, der er lavet af Cubenfiber og koster 120 kroner, vejer næsten ingenting, og så går vi ud fra, at materialet heller ikke gnaver, når du laver fettucine al testikolo. (Crotch Pot kan fores med en plastikpose, "så din mad er hygiejnisk forseglet". Hvis du finder hår i suppen, ved du imidlertid, hvor det kommer fra.)

En Crotch Pot (nej, det er ikke en gryde, som navnet måske ellers antyder). Billede via Gossamer

Crotch Pot-målgruppen er friluftsnørder og backpackere, der er så forhippede på at pakke let til vandreturen, at de ikke har noget imod at lade aftensmaden marinere i deres egne bukser. "Infrarøde billeder bekræfter, noget vi allerede godt ved om menneskekroppen, nemlig at skridtet er det varmeste område på kroppen," skriver Gossamer Gear på deres website. "Din krop genererer naturligt varme, når du er ude og vandre, så hvorfor ikke bruge den opsparede energi til at lave mad med?" Ja! Hvorfor ikke?

En utroligt indbydende illustration fra Gossamer Gears reklamemateriale.

Det er forholdsvist enkelt at bruge en Crotch Pot. Man fylder posen med sine yndlingsingredienser, hælder vand over og så stopper man ellers posen ned i bukserne, så "den har direkte kontakt med huden". Efter en vandretur på et par timer er aftensmaden enten klar til servering, eller også har du haft tid nok til at tænke tingene igennem, smidt det lunkne indhold ud i en busk og spist en Snickers i stedet.

LÆS MERE: San Franciscos nye rottecafe er pop-up-restauranten, ingen har bedt om

"Man kan ælte måltidet (på diskret vis), så ingredienserne bliver blandet ordentligt," foreslår Gossamer. (Jeg er ikke friluftsmenneske, men hvis jeg ser en i skoven, der går og ælter sine kønsdele, så er det første, jeg tænker ikke: Han er sikkert i gang med at lave havregrød.)

Sådan bruger man en Crotch Pot. Billede via Gossamer

Da MUNCHIES kontaktede Gossamer for at få en kommentar, blev alle skeptiske spørgsmål om produktet modtaget med ophøjet ro. "Der var mange folk, som troede, det en aprilsnar, men når man først prøver den, bliver man helt vild med den," fortæller en talsmand fra firmaet. "Vi har endda hørt fra kvinder, der har haft held med at bruge Crotch Potten i deres BH."

LÆS MERE: Vi talte med kvinden, der er afhængig af at mase sit ansigt ned i brød

Gossamer lover derudover, at der er en opskriftssamling på vej – indtil videre kan man kun finde to opskrifter online – og opfordrer Crotch Pot-brugere til at poste billeder af vidunderet på Instagram. Verden venter i spænding på instaposts af basmatiris, der simrer i en eller anden fyrs boksershorts. Rigtig god tur!