Dansk

The VICE Channels

    Jeg skraldede gourmetfritter og kylling på Papirøens madmarked

    Engang gik jeg bagstiv rundt på Roskilde Festival og rodede i beskidt madpapir for at finde nogle efterladenskaber, jeg kunne spise. Specifikt ledte jeg efter hvidløgsbrød. Man fik tre for 100 kroner, så der lå altid halve brød rundt omkring og flød. Pludselig kom en skægget irer til syne mellem tomme flamingobokse og bøjede nachosbakker. ”You eat garbage too?” råbte han begejstret. Han havde dressing i mundvigen og et smil helt op til ørerne.

    Og ja, det gør jeg. Altså spiser skrald. Det er efterhånden blevet socialt acceptabelt at besøge supermarkederne efter lukketid og supplere sine indkøb med hvad, der findes i baggårdens containere, men man bliver stadig set skævt til, hvis man kaster sig over den durum, som ligger efterladt på et bord.

    Forfatteren ude foran Papirøens street food marked. Foto: Rosa Lembcke
    Artiklens forfatter ude foran Copenhagen Street Food på Papirøen. Alle billeder af Rosa Lembcke

    Man ved aldrig, hvor ejermanden sidst har haft sin tunge henne (især ikke på Roskilde), men det er nu alligevel de færreste, der bærer rundt på herpesinficerede åbne sår i mundhulen. Jeg spiser uden problemer mine venners efterladenskaber, når de ikke kan spise op, og mine venner er sgu ret klamme, så jeg har ikke noget problem med, at det er en fremmed, der har levnet.

    Det har hovedsageligt været på Roskilde, at jeg har dyrket denne proaktive kamp mod madspild, men en amerikansk punker på besøg i København fortalte mig for nylig, at Copenhagen Street Food er et slaraffenland for levninger. Så på en solbeskinnet vinterlørdag satte jeg derfor kursen mod Papirøen for at æde mig tyk i turisternes affald.

    Den mest skudsikre metode til at skaffe sig et gratis måltid på Roskilde er følgende: Sæt dig ved siden af den mest petit og mest tilrislede efterskoleelev, og vent på, hun kaster håndklædet i ringen. Den slår aldrig fejl. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun med svømmende øjne kaster resten af sin Buggi-burger fra sig og stavrer ned til teltet. Husk at ønske hende en god festival, inden du kaster dig over dit gratis festmåltid – det er god stil.

    Kristian Nielsen på Papirøens street food marked. Foto: Rosa Lembcke
    Artiklens forfatter inspicerer skraldespandene foran markedet.

    Tricket virker ikke på Copenhagen Street Food, for folk er underligt nok ædru. Og værre endnu: De er velopdragne. De tager simpelthen deres rester og smider dem ud i skraldespanden, inden jeg kan nå at få fingrene i dem.

    Det er ikke i sig selv et problem, at maden er røget i skraldespanden, hvis bare den stadig befinder sig i den lille bakke, den er serveret i. Der er altid tallerkener, som holder balancen på toppen af affaldsbjerget, og de tallerkener er mit mål. Efter at have set halve portioner med tapas og sprød and blive vendt på hovedet i skraldespandene til min store fortrydelse, har jeg endelig heldet med mig: En bakke med pomfritter, krydret med rosmarin og stegt i andefedt.

    Opmuntret leder jeg videre, og nu er der kommet hul på bylden.

    En fin dame rejser sig fra et bord og efterlader det sidste af en burrito. Folk med pels har sjældent mundogklovsyge, så den snupper jeg. Jeg har knap spist op, før jeg bliver velsignet med en halv burger og ekstra ketchup. Det slår ikke dengang på Roskilde, hvor jeg fandt en nylavet burger, som der kun var taget én bid af, men det er stadig okay.

    Kristian Nielsen på Papirøens street food marked. Foto: Rosa Lembcke

    De reaktioner, man får fra folk, når man leder efter rester, er meget forskellige. De fleste rynker på næsen, men siger intet. Andre tømmer demonstrativt deres tallerkener for at signalere: Der er ikke noget at komme efter! Da jeg gik og ledte efter Ski-burger på Roskilde for fem år siden, så en kvinde på mig med et blik, som var en skønsom blanding af foragt og medlidenhed. Hun bad mig om at lade være med at spise skrald og i stedet tage imod en madbillet, hun havde til overs. Jeg forsøgte at forklare hende, at det ikke var fordi, jeg som sådan manglede penge, men lige meget hjalp det. Hun var barmhjertig samaritaner. Senere sad jeg og spiste gratis all-you-can-eat brunchbuffet.

    Og det er ikke fordi, jeg mangler penge. Jeg synes bare, vi skal lade være med at overforbruge.

    Da jeg slentrer rundt i den fjerne ende af hallen på Papirøen, overvejer jeg at købe noget at spise, for jeg er ikke rigtig mæt. I stedet erkender jeg kort tid efter, at jeg endelig har fundet det rette sted. Alle spiser kylling serveret i alt for store portioner, og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tålmodighed. Jeg har knap set mig om, før jeg har en bunke pomfritter og hele to forskellige slags dybstegt kylling. Den med barbecue smager bedst.

    Kristian Nielsen på Papirøens street food marked. Foto: Rosa Lembcke

    Jeg er tørstig efter alt det spicy kylling, og hvad finder jeg to minutter senere? En ensom Albani-pils, hvor der højest er drukket en tår. I min verden er det helligbrøde at efterlade en hel øl.

    Selvom jeg finder mad på Copenhagen Street Food, må jeg erkende, at oplevelsen slet ikke er som på Roskilde. Folk kan bedre vurdere, hvor meget de kan spise, når de er ædru, og priserne er alt for høje til, at man bare efterlader en halv bakke sushi.

    ”Alle staderne kan aflevere deres overskydende madrester i nogle store spande, og indholdet genbruges til biogas.” fortæller Maja Tini Jensen, kommunikationschef for Copenhagen Street Food, da jeg ringer og spørger, hvilke initiativer de har over for madspild. Staderne er endnu ikke medlem af Too Good To Go-appen, men til jul har enkelte stader givet mad til værdigt trængende.

    Papirøens street food marked. Foto: Rosa Lembcke

    ”Internt diskuterer vi konstant, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Vi er et fællesskab, og genbrug er en helt central tanke for os. Det vil vi gerne give videre til gæsterne, så der opstår en kultur, hvor de motiveres til selv at rydde op.”

    Min pauvre høst i skraldespandene på Papirøen er kun en god ting. Min pointe er, at det er synd at spilde al den gode mad, så hvis den for det meste bliver spist, er alt godt. Der virker til at være balance i regnskabet.

    Hvis jeg nogensinde møder den irske skraldekriger med hvidløgsbrød i skægget igen, må jeg huske at fortælle ham, at man spiser godt på Papirøen.

    Man skal bare selv have penge med.

    Emner copenhagen street food, København, Madspild, papirøen, Roskilde festival, skrald, street food