Munchieshttps://munchies.vice.com/daRSS feed for https://munchies.vice.comdaWed, 12 Dec 2018 10:47:06 +0000<![CDATA[Vi friturestegte dansk julemad for at se, om det blev endnu bedre]]>https://munchies.vice.com/da/article/nep9xx/vi-friturestegte-dansk-julemad-for-at-se-om-det-blev-endnu-bedreWed, 12 Dec 2018 10:47:06 +0000Julemad er som et animalsk styrtbad. En syltet lavine af alt det gode i livet: Fedt, sukker og sprut.

Vi spiser kartofler stegt i sukker og overhældt med flydende andefedt. Chips med sovs. Ris med smør, fløde og sukkersovs med et ceremonielt kirsebær. Mindst to slags steg. Det hele skinner brunt og brændt.

Nogle vil have and, mens andre mener, at fjerkræ er bandlyst på denne hellige dag. Nogle elsker at vælte en skål hvidkål med kanel og eddike sammen med deres medister, mens andre ser det som civilisationens forfald.

Men julen bør være en tid, hvor vi samles på tværs og på trods af vores daglige uenigheder og glæder os over, at vi har hinanden. Og snaps. Så frygt ej, for der findes en metode, der gør julen mere spiselig for selv den største julehader. En kulinarisk revolution, som vil få julestemningen til at stige til hidtil uhørte højder:

Friture.

Ligegyldigt om du elsker eller hader julemaden, kan det vel kun være en forbedring at dyppe mad i boblende olie, og derfor har vi valgt at panere og fritere et helt julemåltid.

Setuppet er spartansk: En frituregryde på taget af vores kontor overfor Kongens Have, tre skåle fyldt med henholdsvis mel, pisket æg og panko-rasp, et sortiment af julemad fra klejner til marineret sild, og den susende nordenvind og Den Kongelige Livgarde som soundtrack til oplevelsen. Lad os komme i gang!

Friterede vaniljekranse

Således kom vi et par syvmileskridt tættere på graven. Arterierne stopper, og vores fingre lugter af friture – og ganske lidt af marinerede sild – da vi slikker på dem for at få det sidste med. Hjertet slår anstrengt og uregelmæssigt, men kan vi dø lykkelige, for vi er fedtet ind i beskidt rapsolie.

Julen er hjerternes fest, og måske også hjertesygdommenes fest, men det kan også være friturens fest. Og inden helseapostlene kommer for godt i gang, og du begynder at anklage os for sundhedsskadelig virksomhed, så husk på, hvad der står i juleevangeliet (Lukas, 2 : 9-11):

Da stod Friturens engel for dem, og Friturens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I skal dybstege alle jordens gaver, thi kun således kan I mærke, at I lever.”

]]>
nep9xxKristian NielsenLars Hinnerskov EriksenHedda RysstaddanmarkJULfriturejulemadfedtet julfriteret risengrødsådan friterer man risengrødfriteret flæskestegbrune kartoflbrune kartofler
<![CDATA[Kvinde får dem, hun bor med, til at tage DNA-test for at finde yoghurt-tyv]]>https://munchies.vice.com/da/article/qvqe8b/kvinde-kraever-at-samboer-tager-dna-test-for-at-finde-yoghurt-tyvWed, 12 Dec 2018 09:01:57 +0000Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Med mindre du er enebarn og er blevet hjemmeskolet det meste af dit liv – eller du er vokset op i kongefamilien – så har du sikkert skulle forholde dig til irriterende roomies, der ikke har nogen skrupler, når det kommer til at lænse køleskabet for mad, du har købt til dig selv. I bedste fald æder din sambo den der halvklamme pizzarest, du alligevel havde tænkt dig at smide ud, fordi den har stået i en uge. I værste fald stjæler de den sidste sjat mælk og hælder den udover den sidste rest cornflakes for så at stille alting tilbage på plads, så der venter dig en slem skuffelse.

Det stinker, men vi ved alle, hvordan det skal håndteres: man efterlader en passiv-aggressiv besked i køkkenet og taler lort om ham eller hende, man mistænker, overfor de andre samboer. Men en studerende i Taiwan har taget smålighed til helt nye højder: Hun har anmeldt et yoghurttyveri til politiet, og hun forlanger, at de åbner en efterforskning af sagen.

Ifølge tv-stationen TVBS er den anonyme kvinde studerende ved Chinese Culture University i Taipei og deler hus med fem andre kvinder. I sidste måned gik hun ind i sit køkken og fandt i skraldespanden en tom flaske yoghurt, hun selv havde købt. Hun fiskede flasken – der efter sigende kostede omkring 13 kroner – ud af skraldet, konfronterede sine samboer og opfordrede tyven til at indrømme forbrydelsen.

Men da bofællerne nægtede sig skyldige, gik kvinden til den nærmeste politistation og tog den tomme flaske med sig. Her talte hun med en betjent, forklarede situationen og forlangte, at man søsatte en større efterforskning af den grusomme forbrydelse. Vi ved ikke helt, hvad det siger om myndighederne i Taiwan, men politiet tog hende åbenbart alvorligt.

Man kunne ikke finde fingeraftryk på flasken, så derfor bad man kvinden og hendes samboer om at troppe op på politistationen for at få taget DNA-prøver. Sådanne prøver koster i omegnen af 3.300 kroner og afslørede prompte gerningskvinde, der nu er sigtet for tyveri.

I mellemtiden er lokale skatteydere vrede over at skulle betale regningen for det her nonsens – og de er også vrede over, at politiet overhovedet er gået med til det. ”Det er et spild af ressourcer,” siger en borger til Apple Daily. ”Hvis jeg var politibetjent, havde jeg bare købt hende en ny flaske yoghurt med det samme. Det koster alt for meget i tid og penge.” (En anonym betjent har beskrevet hele miseren som ”at skyde fugle med en kanon”, som jo sagtens kan være noget, man gør på den politistation).

Det er virkelig en nederen ting at stjæle andres snacks, men vi håber, at kvindens samboer udnyttede vennens tur på politistationen til at slubre al den yoghurt, de kunne finde i huset, i sig.

]]>
qvqe8bJelisa CastrodaleHilary PollackyogurtfridgeYoghurtkriminalitetMorgenmadkollegieliv
<![CDATA[Berlusconi og dårlig løn driver unge italienske kokke til København]]>https://munchies.vice.com/da/article/qvqxzd/berlusconi-og-daarlig-loen-driver-unge-italienske-kokke-til-koebenhavnTue, 11 Dec 2018 11:01:04 +0000På sin højre underarm har 29-årige Antonio Fattoruso to flag tatoveret. Det italienske og det danske. Han elsker sit hjemland Italien, men har ikke i sinde at vende tilbage foreløbigt.

Her i køkkenet på den italienske restaurant Famo Metro ved søerne på Østerbro taler kokkene ikke godt om Italien. Spørger man hvorfor, trækker de blot på skuldrene og arbejder videre med store armbevægelser.

“Vi er bare glade for, at vi er kommet ud af Italien,” siger Antonio Fattoruso, mens de andre nikker i baggrunden.

Tag et land med lave lønninger og en arbejdsløs ungdom. Tilsæt en tidligere premierminister med efternavnet Berlusconi og en skrantende økonomi, og så har du opskriften på folks udvandring. Halvanden million italienere har forladt landet siden finanskrisen, skrev Financial Times sidste år, og ifølge Danmarks Statistik er antallet af italienere i Danmark mere end fordoblet siden 2008.

Italiensk olivenolie
Billede af Hedda Rysstad

Ivan Del Sordo er taknemmelig for de muligheder, han har fået i Danmark. Han har blandt andet haft en pastabod i Torvehallerne og en italiensk restaurant på Nørrebro. De seneste år har han arbejdet på den italienske restaurant Rudo på Nørrebro, men har netop forladt jobbet for at starte sin nye restaurant i 2019.

“For mig er Danmark mulighedernes land. Her har jeg haft mulighed for at købe en lejlighed, sørge for mine to døtre og låne penge til at starte min egen forretning," siger han.

"Det var aldrig sket i Italien."

]]>
qvqxzdAmalie ThiedenLars Hinnerskov EriksenRestaurantimmigrationEuropaItaliendanmarkbraceItaliensk madLa Banchinarestaurant brace i københavnera orafamo metro
<![CDATA[Sådan kom jeg videre, da min restaurant brændte ned]]>https://munchies.vice.com/da/article/4397j3/saadan-kom-jeg-videre-da-min-restaurant-braendte-nedMon, 10 Dec 2018 11:04:48 +0000 Den danske kok Kenneth Hansen oplevede enhver restauratørs værste mareridt i 2016, da det historiske Svinkløv Badehotel, som han forpagtede, brændte ned for øjnene af ham. Han fik troen på tilværelsen tilbage, da han meldte sig til Bocuse d’Or – verdens hårdeste kokkekonkurrence – hvor han skal repræsentere Danmark til januar. Her fortæller han sin historie.

Det var den 25. september 2016, og det havde været en stille søndag med omkring 80 spisende gæster den aften, så jeg kunne gå tidligt hjem. Det havde været en fantastisk sæson. Jeg har været kok på Svinkløv Badehotel i mange år, men dette år var noget særligt, for nu var der kun 14 dage tilbage, før min kone Louise og jeg kunne lukke ned for vores første sæson som forpagtere af Svinkløv Badehotel. Jeg kan huske, at jeg kom hjem til Louise og sagde: “Nu skal vi bare koncentrere os om at gøre det godt de sidste to uger, og så kan vi sige: ‘Vi gjorde det sgu’.”

Når man ser tilbage, er det jo ret absurd i forhold til, hvad der skete bare to en halv time senere. Louise falder i søvn på sofaen, og jeg sidder og ser et eller andet i fjernsynet, da der går en teknisk alarm til min telefon. Det sker tit, og det er typisk, at der er problemer med ‘kloakpumpe tre’, og så skal jeg ned for at se, hvad det er. Lige den aften spurgte Louise, om hun skulle køre med. Det plejer hun ellers ikke.

Vi kører ned til den lokale kloakpumpe, og da vi har parkeret bilen, bruger vi parkeringslyset til at lyse op i teknikken. Der er ekstremt mørkt i Svinkløv på denne tid af året. Pludselig kan vi i det fjerne høre nogen råbe om hjælp. Jeg kigger i retning af hotellet, som ligger cirka 200 meter derfra, og jeg undrer mig over, at der ikke er lys deroppe. Da vi kommer derop, kan vi se, at der kommer røg ud af kælderen. 'Vi har glemt en gryde på komfuret! Den skal jeg have fjernet,' tænker jeg med det samme. Men da jeg kommer derned, kan jeg godt se, at der er mere end almindelig røg i køkkenet. Louise ringer 112 med det samme, og jeg får fat i gæstelisten og løber igennem alle værelserne for at sikre mig, at vi får alle gæster med ud. Det lykkes heldigvis, selvom folk selvfølgelig er chokerede.

Kenneth Hansen til Bocuse d'Or europamesterskabet
Kenneth Hansen til Bocuse d'Or i Torino. Billede via Bocuse d'Or Danmark

For den brand var en voldsom oplevelse. Mest på grund af alt det, der, der hørte med. Alle de mennesker, man vidste, der ville blive berørt af konsekvenserne. Svinkløv betød meget for en masse mennesker, og det gør det stadig. Det gav et voldsomt tryk fra pressen, der ville have os i både ’god morgen, god aften og god middag’. Men jeg havde ikke behov for at skulle ind og sidde og græde i en sofa.

Det var ikke det, det handlede om for os. Selv om ingen kom noget til, havde det jo været en forfærdelig aften for gæsterne. Og der var også al personalet, som blev berørt på deres levebrød. Svinkløv ligger uden for lands lov og ret, så heroppe går folk ikke bare ned ad gaden og får et nyt job. Heldigvis er folk nu i arbejde igen, og vi er begyndt at genansætte personale.

Vi satser på at kunne genåbne Svinkløv Badehotel til maj. Det bliver det sidste led i den lille tretrinsraket, jeg står overfor i den kommende tid. Vi skal være forældre for første gang til januar. I samme måned gælder det Bocuse d’Or i Lyon. Og så kommer åbningen af hotellet.

Jeg glæder mig som en besat.

]]>
4397j3Kenneth HansenLars Hinnerskov EriksenLars Roest-MadsendanmarkkokkeBocuse d’OrRestaurantersvinkløv badehotelkenneth hansenkokke-vm i Frankrig
<![CDATA[Her er vores grusomste erfaringer med at spise ude alene]]>https://munchies.vice.com/da/article/7xy79d/her-er-vores-grusomste-erfaringer-med-at-spise-ude-aleneFri, 07 Dec 2018 10:12:59 +0000De fleste af os nyder at sidde alene derhjemme foran skærmen og fortære en omgang spaghetti bolognese. Skal vi derimod spise alene ude i den virkelige verden, forvandles vi til savannedyr - lette ofre for andres fordømmende blikke og mærkværdige tilnærmelser. Eller sådan føles det i hvert fald. På Munchies-redaktionen deler vi her vores mest akavede oplevelser, når vi en sjælden gang imellem har vovet at spise alene.

Det er en sikker vej til en uværdig brandert

Jeg vidste ikke, hvad frygt var, før jeg satte mig ned for at spise en 12-retters gourmetmenu alene. ‘Hold nu kæft,’ siger du. ‘Det er da et privilegium.’ Og ja, selve måltidet på en smuk restaurant i Aarhus var privilegeret og genialt, med ‘falske’ trøfler lavet af elgkød og en spiselig glødepære lavet af isomalt. Der var ikke meget mere end 20 mennesker i restauranten, og de fleste andre gæster sad i små grupper, med deres fine håndtasker placeret på små polstrede skamler. Jeg sad i midten af restauranten, og der var ingen steder at gemme sig. Pludselig føler man sig ikke bare alene. Man føler sig beskuet. Overvåget. Du føler, at hver en mundfuld, hvert et lille grynt, hver en ansigtsbevægelse bliver beamet op på en storskærm. Og så begyndte jeg at drikke. Rigtig meget og rigtig hurtigt. Champagne, vinmenu, avec: jeg slugte det hele råt og kunne mærke, hvordan det var med til at opbygge et riesling-marineret socialt skjold.

Bivirkningerne af sådan en solo-tørst er bare, at tjenerne ikke længere er der for at servere mad og vin. Man synes pludselig, at de er dine bedste venner. Bedste venner, du virkelig har behov for at snakke med. Især sommelieren den dag. Vi skulle bonde. Jeg skulle fortælle, hvor meget jeg satte pris på, at vingården havde lagt deres marker på den nordvestlige skråning, mens min stemme lød mere og mere som en desperat bodegarotte, der bad om at nasse en Cecil. Men i mine øjne var det os – sommelieren og jeg – mod resten af de socialt overlegne gæster, der sad og skålede og grinte af hinandens vittigheder. Der blev fyldt op med riesling. Der var dessertvin. Det resulterede i upassende mange ture til toilettet, hvor jeg nedstirrede mig selv i spejlet med samme frygt, som når Larry David har røget sig skæv og været til baseballkamp med en sexarbejder.

Den middag i Aarhus står i dag for mig som et af de mest mindeværdige måltider, men dengang – da jeg væltede hjem fra restauranten – var der kun en bismag af skam. Siden da har jeg sjældent spist ude alene. Bortset fra hjørnepladsen på McDonald’s, hvor jeg kan overbevise mig selv om, at der absolut ikke er en eneste sjæl, der gider at se mig fortære tre cheeseburgere og ugens Coinoffer.
Lars, 41

Du møder folk, du slet ikke har brug for at møde

Da jeg rejste alene i New York, satte jeg mig en dag ned på en café for at spise og arbejde på min computer. Da jeg var halvvejs igennem min sandwich, satte en ung mand sig ned overfor mig. Han havde krøllet hår og så egentlig meget sød ud. Han begyndte at snakke, og jeg svarede kort, fordi jeg mest havde lyst til at nyde min mad i fred.

Han blev ved med at snakke, så til sidst lagde jeg min computer fra mig og involverede mig i samtalen, som indtil da havde været meget ensidig. Han fortalte, at han var søn af en verdenskendt kvinde i modebranchen, så han var vældig rig, havde dyre biler og et stort hus ved vandet, som jeg gerne måtte låne.

Snakken fortsatte om alt muligt - om hans kæreste, hans rejser til Europa, hvor han mødte så meget gæstfrihed, at han nu vil give noget tilbage. Og så kunne han godt forstå, at det var svært for kvinder at stole på fremmede mænd - særligt efter 9/11, som han hviskede til mig, mens han lænede sig ind over bordet.

“Ehm.. Hvad?” tænkte jeg. Jeg fik en skidt følelse i maven, og det hele begyndte at blive lidt for intenst.

Inden jeg nåede at tænke over det, oprettede han sig selv som kontakt på WhatsApp på min telefon og forklarede det med, at han ikke var på sociale medier. Jeg vidste, at hele caféen kunne høre vores samtale, og jeg følte mig skidt tilpas, så jeg sagde, at jeg blev nødt til at tage på arbejde. Jeg sagde, at jeg nok skulle skrive til ham, hvis jeg skulle få lyst til en køretur, en aften på en jazzklub, eller en middag hos ham i hans luksusvilla.

Jeg rejste mig op og begyndte at pakke mine ting, da han pludselig gav mig et kys på kinden og gik. De andre gæster kiggede måbende på mig og uden helt at forstå, hvad der lige skete. Jeg forlod caféen med en vished om, at jeg aldrig ville tage kontakt til den mærkelige fyr. Efter en uge tjekkede jeg WhatsApp og kunne se, at fyrens konto var slettet.

Der er noget shady ved en fyr, som sletter sin WhatsApp, og som heller ikke findes på sociale medier. Jeg gætter på seriemorder. Måske kunne han bare ikke lide at spise alene.
Hedda, 24

Du ender med at forhandle om forplantning

Jeg har ikke mange livsregler, men en af dem er, at jeg aldrig nogensinde spiser alene eller i et selskab kun bestående fremmede mennesker. Hverken på restaurant eller nogen som helst andre steder. Faktisk vil jeg hellere være sulten, for hverken det at begrave sig ned i en quinoa-salat eller det nyeste nummer af Cosmopolitan kan redde mig fra følelsen af, at jeg er et socialt udskud med rabies i udbrud.

Den livsregel blev udfordret, da jeg for små syv år siden havnede til et middagsselskab på en meget dyr restaurant med en perifær veninde, hvor vi endte med at sidde ved forskellige borde. Så udover at være alene, var jeg pludselig også den eneste single ved parforholdsbordet, hvor alle i øvrigt lod til at være mindst 8-10 år ældre end mig. Der blev serveret virkelig dyr champagne, og jeg tænkte, at alkohol ville gøre det hele bedre, men fire ægteskaber tilsat promiller og et fremmed menneske gjorde i det her tilfælde bare mine eksotiske sygdoms-fornemmelser endnu mere udtalte. Et amerikansk par, der havde stirret mærkeligt på mig igennem hele forretten, spurgte pludselig til min alder for umiddelbart derefter at begynde at spørge ekstremt indgående ind til min baggrund. (“Har du noget etnisk i dig?” “Har du fået kortlagt dine gener?” "Har du allergier? Astma? Eller andre arvelige tilstande?”)

Da jeg til sidst, selv i min moderate champagne-brandert, havde svært ved rent fysisk at krybe meget længere tilbage i min stol uden at få overbalance, blev der stille i et par minutter, før kvinden gik i gang med en maraton-monolog om barnløshed, IVF, og hvad har vi. Vanvittigt nok nåede jeg ikke at koble noget som helst sammen, før manden afbrød og fortalte, at de var på jagt efter en donor – en ægdonor, forstås – og at de havde et budget på en kvart million dollars til “den rigtige kandidat”. Jeg fik fremstammet noget med at være beæret, for derefter meget hurtigt at stirre ned i min mobiltelefon og påtage mig en alvorlig mine. Jeg gravede en dårlig undskyldning om “family emergency” frem og forlod stedet i al hast – hvilket dog ikke forhindrede mine nye venner i lige at stikke mig deres visitkort i farten.
Isabella, 28

Du lærer, at det ikke er høfligt at glo

Hver gang jeg i mit voksenliv er blevet single, får jeg et uforklarligt behov for at gøre ting alene. Et behov for at vise verden (og mig selv), at livet er fedt uden mænd. Jeg startede med at gå alene i biografen og opdagede til min begejstring, at min alligevel-eksisterende-frygt for, hvad folk tænkte om mig, forsvandt, så snart reklamerne startede, og salen blev mørk. Så udviklede det sig til kaffedates med mig selv på diverse københavnske cafeer. Når jeg tog min computer frem og massevis af egentlig ligegyldige dokumenter fra min taske, tænkte jeg tit, “jeg må se vigtig ud lige nu,” og min americano smagte pludselig bedre.

Først da en kærestetur til Irland blev til en singletur til Irland, prøvede jeg at spise alene på en vaskeægte restaurant. Sådan et sted hvor jeg blev nødt til at sige “et bord til én”, og det gjorde jeg.

Selvfølgelig var kun ét bord tilbage på en lille restaurant, og jeg blev placeret mellem døren og et bord med et dusin fulde rugbyspillere. I min egen forestilling om det kommende måltid ville jeg sidde fuld af overskud, læse min James Joyce-bog, drikke min IPA og nyde min burger i ro og mag. Men ret hurtigt begyndte de mange fulde mænd ved siden af mig at sidde og glo mig. Ikke på en “du ser da sød ud” måde, men som om, de simpelthen ikke forstod, hvad jeg lavede der alene på en lørdag aften: Hvad var der dog galt med mig? Var jeg blevet brændt af?

Jeg kunne mærke mine egne bevægelser blive mere og mere akavede, jeg spildte gorgonzola på siderne i min bog, som jeg slet ikke fik læst og følte mig alt andet end tilpas alene. En ung tjener kom over til mig med en pose vingummier, som han rakte mig. Det var egentlig en sød gestus, men tanken om, at selv den bumsede teenager havde ondt af mig, blev for meget, og jeg gik. Siden har jeg kun spist alene på fastfoodkæder, hvor folk alligevel dømmer hinanden for bare at være der. Til gengæld har jeg fået stor respekt for de mennesker, der spiser alene på restauranter, og jeg gør nu mit ypperste for ikke at sidde og glo på dem.
Amalie, 25

Du skal ikke gå på Burger King

Jeg spiser gerne alene, går i biografen alene, rejser alene. I de fleste tilfælde tænker jeg, at folk der ser mig der, alene, de tænker, at det er cool. Jeg tror ikke, de tænker, jeg er ensom, og hvis de hører til dem, der tænker, at jeg er stakkels, så tænker jeg, at det er dem, der er nogle svage flokdyr i modsætning til mig, der er stærk og individuel.

Der er dog ét tilfælde, hvor jeg ikke kan svinge de store stærke empowering følelser om min selvvalgte alenehed op. Det er, når det drejer sig om fastfood. Jeg føler mig elendigt til mode, hvis jeg sidder på en Burger King alene eller står og kværner en durum alene, eller de få gange mit fulde jeg har overtalt mig til at spise flæskestegssandwich på Isted Grill alene. Jeg trækker hætten godt op og håber, at jeg ikke møder nogen, jeg kender, for det mest triste i min verden er åbenbart at spise fastfood alene.
Lene, 28

]]>
7xy79dMunchies RedaktionenLars Hinnerskov EriksenNicolai BruundanmarkRestauranterrestaurantbesøgat spise ude alenesådan er det at spise ude alene
<![CDATA[Hader du syltede agurker i din burger? Rudi i Herning har en løsning]]>https://munchies.vice.com/da/article/qvqeb5/hader-du-syltede-agurker-i-din-burger-rudi-i-herning-har-en-loesningFri, 07 Dec 2018 08:45:37 +0000Da jeg arbejdede på en burgerbar i provinsen, kunne jeg aldrig finde på at spytte ned i bollen, hvis folk bad om at få deres cheeseburger “uden pickles”. Men jeg overvejede det. Og jeg tænkte mit, når disse fortabte sjæle takkede nej til den største glæde i en burger, for den syltede agurk er det essentielle modspil til fedt, kød og snask. Det er agurkens sprøde bid af eddike, der vækker dig til live som en hjertestarter, så snart farsbomben sender dig i koma.

I Herning er der en fyr, der hedder Rudi Eriksen, som er medejer af restauranten Dirty Ranch Steakhouse. Rudi har også tænkt sit, når det kommer til folks pickle-vaner. Så meget at han i denne uge lagde en video op på Facebook, hvor han med veloplagt schwung forklarer, at han kan løse problemet for agurke-kræsne gæster. Til at starte med ligner videoen en ligeud-ad-landevejen opskrift, men lige efter der ryger to syltede agurker i burgeren, planter Rudi resolut en 450-gram flammegrillet ribeye og en håndfuld knust bacon ovenpå. Med svært skjult harme proklamerer han til kameraet: “Så er der ikke en chance i helvede for, at man kan smage de der sure agurker. Overhovedet. Ikke en chance.”

Vi var nysgerrige over, hvad der lå til baggrund for denne virale opskrift, så jeg ringede til Rudi for at blive lidt klogere på pickle-situationen i Midtjylland og for at høre, om der er noget, han aldrig vil smide i en burger.

Hej Rudi. Hvordan går det i Herning?
Jamen det går da fint. Jeg har lige været i gang med at spise en wienerschnitzel på 1,5 kilo, så jeg er fyldt godt op. Der skulle tre mand til at komme igennem den.

Jøsses. Er det en almindelig frokost på jeres restaurant?
Ja da. Vi har to typer schnitzel: En lille til dem, der ikke kan spise noget eller kommer fra det østlige Danmark. Og så har vi en til dem, der bor vestpå, og her starter vi på et kilo. Vi kører schnitzel-aften i dag, så vi har været i gang med at teste. Man kan se, at bordet giver efter, når man lægger den her schnitzel på en tallerken.

Hvorfor lavede du den her video?
Jeg har lige set filmen The Founder, som handler om, hvordan McDonald’s blev til, og her går de meget op i, at det skal være “two pickles, not three”. Så kom jeg på den her idé. Jeg synes, pickles er fantastiske, især når man selv har syltet dem og gjort lidt ud af det. Men uanset hvad man gør, så er der nogen, der synes, at de der syltede agurker er helt forfærdelige, og andre synes, de er helt fantastiske. Så jeg tænkte, at hvis man nu bare puttede så meget kød i den burger, at man overhovedet ikke kan se eller smage dem, så er der ikke noget problem i det for de sarte sjæle.

Er folks holdning til syltede agurker et problem for jer?
Mine gæster er gode nok til at sige, hvis de vil undgå en agurk. Men det er en udfordring, når man kører 150 gæster igennem en restaurant. Man skal være opmærksom på, at tempoet er så højt, og det står på den her lille bon - “minus pickles” - og man har typisk otte bonner i hovedet, så der er stor chancen for, at man kan glemme den. Så sidder gæsten og surmuler og sender bøffen retur i stedet for bare at hive agurken ud selv. Ellers må de gøre som i videoen og smide en ordentlig bøf ovenpå.

Et halvt kilo ribeye er jo en pæn sjat kød…
Jo, men her på restauranten sælger vi 432 gram kød i snit pr. gæst. Det er Herning. Vi kan bare godt lide nogle ordentlige bøffer.

Så jeg går ikke ud fra, at I har så mange veganere på besøg?
Det sker, men så drikker vi dem altid lidt fulde. Jeg starter med at gå ned og give dem et par lakridsshots bare for at peppe dem lidt op. Nej, det er helt fint. Veganere er hjertelig velkommen, og vi laver da også en vegetarbøf på hørfrø. Det er måske hver anden måned, der kommer en, der bestiller det. Og der er selvfølgelig pickles i.

Laver I selv jeres pickles?
Ja, det er en helt almindelig syltelage, hvor vi tager et par kilo sukker, fem liter eddike og nogle peberkorn, koger det op og hælder det over agurkerne.

Og har I den her ribeye-burger på menuen?
Ja. Den på videoen er en “two pickles extra rib” og serveres med cirka 400 gram ribeye-filet og 200 gram dry-aged oksebøf med cheddar. Den koster 419 kroner.

Er der noget, du ikke ville proppe i en burger?
Ærter og majs. Det duer ikke. Det skal du ikke putte i en burger. Der skal selvfølgelig være lidt grønt for, at det ser godt ud, men det er sgu da for fanden ikke en salatbar. Jeg kan godt lide burger med sovs. Med en god whiskysovs henover. Det har vi også kørt på menukortet, og det var folk vilde med.

Tak for snakken, Rudi.

]]>
qvqeb5Lars Hinnerskov EriksenMunchies RedaktionendanmarkHerningBurgeresyltede agurkersamfundsproblemerskal der syltede agurker i en burger
<![CDATA[Mohamad steger sild i Hundested og drømmer sig tilbage til Syrien]]>https://munchies.vice.com/da/article/nep49x/mohamad-steger-sild-i-hundested-og-droemmer-sig-tilbage-til-syrienThu, 06 Dec 2018 09:36:36 +0000Sild er noget, man spiser med rugbrød. Med et skud brændevin på siden. Marinerede, røgede, stegte. Det er da noget af det mest danske, og nu står kokken Mohamad Buzum så her i køkkenet i et alment boligbyggeri uden for Hundested og er i gang med at lave sildesalat. Syrisk sildesalat.

Den slidte opgang er ikke noget at skrive hjem om, men Mohamads lille toværelses lejlighed ligger øverst oppe på fjerde sal, så himlen vælter ind. På en skillevæg, som Mohamad har sat op for at adskille det lille køkken fra stuen, hænger fiskeforfang, han selv har lavet. ”De færdige er alt for dyre,” siger han.

I køkkenet rører olien på sig i en dyb pande, mens Mohamad har svøbt hele sild i grahamsmel krydret med salt og peber og stødt koriander. Den første sild bliver nænsomt sænket ned i olien, og dens sandfarvede frakke ændrer farve til gylden. Duften af en sen sommeraften ved Middelhavet breder sig i det lille køkken i Nordsjælland.

Stegt sild og syrisk sildesalat
Syrisk sildesalat.

Vi sidder bænket i hjørnesofaen omkring kakkelbordet for at spise Mohamads syriske sildesalat: sprøde friterede sild serveret på bredbladet persille med de to forskellige dip. Der er tarator (tahini, citronsaft, presset hvidløg, kruspersille og lidt vand) og en citron-chilisovs. Friturestegningen gør ikke silden federe. Tværtimod. Det er, som om frituren har brændt fedtet af. Skindet er knasende sprødt, og vi spiser hovederne med. Der er langt til den stegte sild på det danske julebord, og så alligevel ikke.

På himlen udenfor svæver en måge. Bag skyerne bryder et gyldent lys frem.

Er du glad for at bo i Hundested?

”Ja, selvfølgelig. Jeg kommer fra Jaffa og Latakia. Jeg boede i Tripoli, og jeg kom med båd fra Libyen til Europa. Nu bor jeg i Hundested.

“Jeg drømmer om at købe en motorbåd her. Og når jeg snakker med min far, siger jeg til ham, at jeg er som en fisk.”

]]>
nep49xMalin Kristina WesterlundLars Hinnerskov EriksenCæciliie Philipa Vibe PedersenimmigrationdanmarkSyrisk madfisknordsjælland
<![CDATA[Seruminstitut smider salmonella-advarsel midt på julebordet]]>https://munchies.vice.com/da/article/a3mn8k/seruminstitut-smider-salmonella-advarsel-midt-paa-julebordetWed, 05 Dec 2018 15:02:18 +0000Hvis du troede at hovedpine, skam og forstoppelse var de værste bivirkninger efter en julefrokost, er der foruroligende nyt fra Statens Serum Institut: Et udbrud af en specifik type af salmonella, der formentlig stammer fra svinekød, har ramt danskernes maver.

Det skriver DR, som har snakket med en epidemiolog fra instituttet. Siden midten af oktober er 28 udbrud af salmonella blevet rapporteret, og de ramte er både børn og voksne landet over. Ifølge Statens Serum Institut har 18 af de ramte været indlagt på hospitalet.

Salmonella kan resultere i diarre og opkast, og i slemme tilfælde kan patienten også få feber, kvalme, hovedpine og muskel- og ledsmerter.

Normalt er der mellem 10 og 20 tilfælde af salmonella om året, oplyser epidemiolog ved Statens Serum Institut Luise Müller til Ritzau, så i et dansk perspektiv udgør 28 tilfælde et regulært udbrud.

“Vi arbejder på at finde ud af, hvad der er skyld i udbruddet," siger hun. "Vi ved, at det er en type af salmonella, som vi normalt ser i svinekød."

Sidste udbrud af samme kaliber ramte Danmark i 2014, hvor der blev fundet 25 tilfælde af salmonella-typen monofasisk Typhimurium. Den samme slags, der nu raserer, skriver DR.

Inden du smider fars, medister og flæskesteg i skraldespanden for at hellige dig en vegansk jul, er der hjælp at hente. Statens Serum Institut minder om, at det er vigtigt at stege og koge kødet ordentligt, hvis du vil undgå udbrud af salmonella ved julebordet. Det er essentielt at holde det rå svinekød væk fra andre fødevarer – og husk nu at vaske dine hænder, inden du laver den der kålsalat med brændte appelsinskiver.

Det er uvist præcis hvor mange danskere, der er ramt af udbruddet, da ikke alle søger lægehjælp, men Statens Serum Institut advarer, at salmonellaen stadig er i omløb. At danskerne først nu har fået besked om udbruddet skyldes, “at der har været så stor en ophobning af det, at vi er nødt til at gå ud og advare,” siger Luise Müller til DR.

“En af grundene til, at vi advarer nu, er, at vi står overfor en masse julefrokostborde, hvor der bliver serveret meget svinekød."

]]>
a3mn8kAmalie ThiedenLars Hinnerskov Eriksenjulefrokostfrikadellerflæskestegjulemadsvinekød
<![CDATA[Harvard-professor siger, at vi kun må spise seks pomfritter]]>https://munchies.vice.com/da/article/vbayyb/harvard-professor-siger-at-vi-kun-maa-spise-seks-pomfritter-af-gangenWed, 05 Dec 2018 11:44:37 +0000 Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Næste gang du er på restaurant og kigger ned over menuen, så prøv at proklamere højlydt: ”Jeg vil gerne bede om seks pomfritter, tak.” Hvis du har gode venner, så vil de spørge dig, hvad fanden der er galt med dig. Hvis du ikke har nogen venner, så kan det være, du er Eric Rimm. Han er professor i epidemiologi og ernæring ved Harvard University.

I en artikel i New York Times for nylig – med rubrikken "You Don’t Want Fries With That" – er den stolte avis chokeret, ja, nærmest rystet, over at finde ud af, at friturestegte kartofler er ”stivelsesbomber” og en trussel mod vores helbred. I det, der kun kan betegnes som et uprovokeret angreb på verdens mest vidunderlige kulhydratsservering, kommer Eric Rimm med et fuldkommen uhyrligt forslag: Vi skal nøjes med en portion på seks pomfritter af gangen.

”Der er ikke mange mennesker, der sender trefjerdedele af pomfritterne tilbage,” siger han. ”Jeg synes, det ville være fint, hvis et måltid kom med en salat ved siden af og så seks pomfritter.”

Fint? Det lyder overhovedet ikke ”fint”. Det lyder lige så "fint", som når man bestikker en otteårig til at spise aftensmad. (”Her min søn. Spis din salat, og så må du få 10 minutter ekstra på din iPad.") Det er lige så "fint" som den slags Yelp-anmeldelser, der bliver slettet på grund af grænseoverskridende og diskriminerende sprogbrug. Det er lige så "fint" som at bo på et Ryanair-fly. Hele tiden.

New York Times formåede at finde endnu et urimeligt menneske at snakke med. En person, som lever et endnu sørgeligere liv end Rimm. Kogebogsforfatter og kostvejleder Elaine Magee udtaler, at vi slet ikke behøver at tygge og sluge de forbandede pomfritter.

”Tag en halv pomfrit, læg den på tungen og luk øjnene,” siger hun til avisen. ”Hvis du spiser pomfritter på den måde, har du sikkert kun brug for ti.”

Hvem har ødelagt de her mennesker? Blev de bombarderet med pomfritter i skolen, mens deres klassekammerater knyttede næverne og råbte: ”SPIS DEM! SPIS DEM! SPIS DEM!”? Eller lever de bare i en verden, der er så blottet for glæde, at de helt oprigtigt nyder at have en halv pomfrit liggende på tungen, indtil den opløser sig i en klump af spyt og udblødt kartoffel, og så længe den ligger der, kan de mærke et eller andet, der minder dem om, at de stadig er mennesker, og at livet er hårdt?

I det mindste virker det til, at Rimm har forstået den smerte, han har forvoldt med sin udtalelse. Efter de voldsomme reaktioner på forslaget om ”seks pomfritter”, fik det ham til at komme med en ny udmelding: ”Det jeg mente, da jeg snakkede med NYTimes, var, at måske skulle restauranterne tilbyde nogle mindre portioner, som en god mulighed til dem, der gerne vil have smagen af pomfritter, men ikke er interesseret i en stivelsesbombe,” skrev han på Twitter.

Hvorfor sagde du ikke bare det med det samme?

]]>
vbayybJelisa CastrodaleHilary PollackSnacksHarvardsundhedPommes fritesbølgefritterpomfritterbad takeskartoffelkur
<![CDATA[Bager Bosse på Østerbro siger, at livet er for kort til bake-off]]>https://munchies.vice.com/da/article/a3mjpg/bager-bosse-paa-oesterbro-siger-at-livet-er-for-kort-til-bake-offTue, 04 Dec 2018 09:25:08 +0000Jimmy Bosse hiver en gigantisk klump smør på to kilo frem. Han giver smørret knytnæver og karatehug for at banke det ned i en udrullet wienerbrødsdej, så det kan blive til spandauere og kanelsnegle. Jimmy er 47 år gammel, og i snart halvdelen af sit liv har han stået op klokken ét om morgenen for at give karatehug til smørblokke og ælte dej til rundstykker. “Jeg har altid gerne ville være bager,” siger han. “Jeg elsker det, jeg laver.”

Det er nye tider for brødmarkedet i Danmark. På den ene side dukker der gourmetbagere op i hver en afkrog af København – med surdejsromantik og michelinværdige croissanter – og på den anden side flyder supermarkeder og døgnkiosker over med bake-off brød.

Jimmy Bosse står midt imellem disse poler. Midt i traditionerne. Sammen med sin kone Linda, som er konditor, driver han Bager Bosse på Østerbrogade i København. Bageriet blev startet af Jimmys svigerfar Peter Bosse i 1971, og sortimentet er klassisk: Fra morgenbrød til konditorkager. Fra gifler og horn og tre slags snegle til rosenbrød og jordbærtærte. “Alle de her ting skal bare være der, for det forventer mine kunder,” siger Jimmy. “De går knapt så meget op i, om de kan få en varm croissant kl. 15. Så kan de komme til mig i stedet for og få en varm linse.”

Traditioner er ikke altid i høj kurs. Ifølge tal fra foreningen Bager- og Konditormestre i Danmark er antallet af bagerfirmaer halveret de sidste 15 år; der var 561 cvr-registrerede virksomheder tilbage i 2017. Omsætningen har holdt sig mere konstant, da der er store kæder med mange filialer, og ifølge Jimmy Bosse er det hverken glutenforskrækkelse blandt befolkningen eller croissant-gastronomi, der er problemet for de gamle bagerforretninger. De små gourmetbagerier – som for eksempel Juno eller Andersen & Maillard – har han stor respekt for. Udfordringen, siger Jimmy, er døgnkiosker og supermarkeder.

“Der er kommet så meget bake-off. Du kan jo få brød alle steder nu. Alt det, vi laver, er fra bunden, og det er jeg sgu stolt af. Hvis folk undrer sig over, hvorfor discountbutikker eller kiosker kan sælge brød så billigt, så er det jo ofte fordi, det er lavet på en fabrik, hvor der bliver spyttet en million snegle og en million spandauere ud. Hvor er kærligheden i det?”

Da Jimmy var seks år gammel, optog han et kassettebånd sammen med sin søster, hvor han proklamerede, at han ville være bager. Efter levnedsmiddelskolen forsøgte han at komme lære i som kok, men endte i stedet i praktik hos en bager i Københavns nordvestkvarter. Via en kollega rendte han ind i Bager Bosses datter Linda, som han blev kæreste med i starten af 90erne, og i 1998 overtog parret butikken på Østerbro.

Jimmy Bosse (til højre) tester wienerbrød med bageren Milton Abel
Jimmy Bosse (til højre) tester wienerbrød med bageren Milton Abel fra Andersen & Maillard.

“Jeg tror på, at de rigtige håndværksbagere, der er her i dag, bliver ved med at være der,” siger Jimmy. “Det er dem, der har know-how og ved, hvad for nogle råvarer du skal bruge.

“Jeg er optimist. Det kan godt være, jeg er lidt træt nogle gange, men jeg lægger aldrig hovedet på puden og tænker, at det her gider jeg ikke mere.”

]]>
a3mjpgLars Hinnerskov EriksendanmarkKøbenhavnbageribagerierbagerebager bossesådan laver du wienerbrød