"Jeg beskytter mig selv ved at være ærlig"
Foto: Emma Matell

FYI.

This story is over 5 years old.

sugardating

"Jeg beskytter mig selv ved at være ærlig"

Sugardateren Gina Jaqueline giver sit første interview efter DR3s nye dokumentarserie om hende.

Hun var 15 år, da hun på vej hjem fra en fest gav en mand i en bil et blowjob for 2000 kroner. Da hun en dag manglede penge, gjorde hun det igen. Efter det var der ingen vej tilbage, fortæller 26-årige Gina Jaqueline i den nye DR3-serie "Gina Jaqueline - En sugardaters fortælling".

Episoden, der ændrede Ginas liv, er dog det eneste, vi hører om hendes fortid i serien. Programmerne fokuserer på Ginas liv nu, hvor hun lever som sugardater, der "dater rige mænd, som sørger for, at hun ikke mangler noget". Hun drikker champagne på hoteller og dyre restauranter med sin Gucci-taske over skulderen.

Advertisement

Alle ved, at der eksisterer sugarbabes eller ludere, eller hvad man nu kalder det, men ingen ved særlig meget om det. Det er der jo en grund til, for folk tør ikke stille sig frem, fordi de er bange for at blive dømt.

Serien er på kort tid blevet set af så mange danskere, at den ligger nummer et blandt "Mest sete" programmer på DRTV over Den Store Bagedyst og det nye søndagsdrama, Herrens Veje. Så Gina er blevet et kendt ansigt – men jeg kendte hende faktisk i forvejen. Og selvom det her er det første interview, som Gina giver, efter serien er kommet ud, så har vi talt sammen mange gange før.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg mødte hende for første gang – vi havde begge to en blog, og til et eller andet PR-event stødte vi ind i hinanden omkring år 2009. Med sin vilde tøjstil, åbne sind og humor fascinerede hun mig, men jeg var også lidt skræmt over at møde en fuldstændig filterløs Vesterbro-pige. DR3's Facebook-kommentarfelt tyder på, at folk der har set serien, har det lidt på samme måde.

Gina Jaqueline i sin Norvest-lejlighed, der leder tankerne hen på et museum. Foto: Emma Matell

Men jeg har altid haft stor respekt for Gina, fordi hun er så ærlig. Det har aldrig været en hemmelighed, hvor hun havde sin nye taske fra. Gina har aldrig skammet sig over sine valg – og det er den ærlighed og ukuelighed, der også skinner igennem på tv.

Og på Snapchat. I løbet af de sidste par år har hun lavet nogle af de vildeste stories, jeg nogensinde har set i mit feed. De kunne udgøre en dokumentar i sig selv, og de bliver da også brugt i tv-programmerne. Det ligner næsten én lang fest med champagne, dyre middage og overnatninger på hoteller, når ikke hun fester til den lyse morgen på en hverdagsaften, ryger joints i sit lyserøde soveværelse eller fremviser endnu en ny Gucci-taske.

Advertisement

Hvis jeg ikke havde mine sugardaddies, ville jeg være afhængig af at skulle gå på arbejde. Det er jo bare en anden slags afhængighed.

Jeg elsker de to første afsnit af DR3-programmerne, som jeg så sammen med Gina, hendes venner og familie for et par uger siden til en premiere arrangeret af produktionsselskabet bag serien. I disse reality-tider er det nemlig ekstremt sjældent, at man får et glimt af noget ægte. Og fordi jeg kender Gina, så ved jeg, at hun er sig selv i serien.

Da første afsnit blev sendt på DR3 onsdag aften, så Gina det endnu engang med sin mor og sin mormor. De drak lyserød champagne og "tog på Floss i lyserødt tøj", som hun fortæller, da vi mødes dagen efter, hvor hun i øvrigt stadig har det lyserøde tøj på, for hun har faktisk ikke været hjemme endnu. Efter de endte på Cosy overnattede hun et par timer hos nogle venner, hvor hun vågnede op til ekstremt mange beskeder og nye Instagram-følgere.

Jeg kender i øvrigt ingen andre end Gina, der kan bære lyserøde spidse veloursko, lyserøde strømpebukser, angora-nederdel i lyserød, lyserød Kenzo-sweatshirt og lyserød Chanel-taske.

Gina Jaqueline gør sig klar i sit lyserøde soveværelse, inden hun skal ud med en af sine sugardaddies. Foto: Emma Matell

VICE: Jeg så på din Snapchat, at du så programmet med din mor og mormor i går. Hvad siger de egentlig til programmet?
Gina: De har taget det enormt pænt, for jeg har altid talt åbent med min familie og venner om det. Der har ikke været den der situation, hvor jeg skulle fortælle dem noget, for jeg har altid været ærlig omkring det. Jeg snakker bare om tingene, som de er, så der har slet ikke været et issue. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg havde en anden familie.

Advertisement

Nu kender jeg dig jo, og jeg synes, serien portrætterer dig meget, som du er i virkeligheden. Men jeg undrer mig over, at du vælger du at stå frem med din historie på den her måde?
Alle ved, at der eksisterer sugarbabes eller ludere, eller hvad man nu kalder det, men ingen ved særlig meget om det. Det er der jo en grund til, for folk tør ikke stille sig frem, fordi de er bange for at blive dømt. Hvis der var flere, der stillede sig frem, ville de unge piger måske være lidt mere oplyste om sugardating. For man bliver fanget i det. De piger, der overvejer det, skal tænke sig rigtig godt om, for det kan ikke gøres om. Det er ubehageligt ikke at kunne gå tilbage, men ikke desto mindre så er det realiteten.

Jeg er ligeglad med, hvad folk tænker. Jeg dyrker det. Jeg er anderledes, og det har jeg altid været.

Jeg er ligeglad med, hvad folk tænker. Jeg dyrker det. Jeg er anderledes, og det har jeg altid været. Jeg er gjort af et helt særligt stof, så til mig passer det egentlig meget godt, men jeg kunne ikke pege på én anden, hvor jeg ville sige, at det ville være en god idé. Men det passer mig fint, og jeg er velvidende om, at jeg er fanget i det, så jeg får det bedste ud af det.

Du fortæller i serien om en episode, der viser sig, at skulle ændre hele dit liv. Du er 15 år, da du på vej hjem fra en fest giver et blowjob for 2000 kroner. Hvorfor ændrede det alt?
Jeg kan huske, at jeg lå i min seng efter den nat og dømte mig selv. Jeg tænkte, fuck, nu er jeg luder. Det vil jeg altid være. Nu kan det sgu være lige meget. Det er lige så afhængighedsskabende som heroin. Det er jo på sin vis rigtig nemme penge. Man skal virkelig have det meget dårligt med det, for at man kan lade være med at gøre det igen. Hvis du føler, du har det okay med det, kan du hurtigt blive trukket ud på det dybe vand. Jeg føler mig i hvert fald mega fanget i det, og det er jeg ked af. I sidste ende kan det jo gøre, at jeg ikke får en familie. Når vi bliver ældre, kan jeg sidde som den eneste uden familie og kærlighed, hvilket vel egentlig er det ultimative mål.

Advertisement

Hold kæft hvor kan jeg elske, det kan jeg virkelig.

Har du nogensinde tænkt over, hvordan dit liv ville være dengang, hvis ikke det var sket dengang?
Så havde jeg ikke siddet her i dag, det ved jeg. Det var skelsættende for mig. Jeg var meget chokeret. Men jeg kom også fra ingenting, jeg havde aldrig haft penge. Jeg blamer ham for at antaste unger piger på gaden midt om natten. Jeg har jo lignet en på 12, det er perverst, og det er virkelig tarveligt. Hvis ikke det var sket, tror jeg, at jeg ville have kæmpet lidt mere for tingene. Prostitution er så nemme penge, at det bliver nemt at springe over, hvor gærdet er lavest. Når alt kommer til alt, så er jeg pisse doven, jeg vil egentlig bare gerne have det lækkert. Kan jeg slippe afsted med at gøre tingene på den lette måde, så gør jeg det.

Gina Jaqueline window shopper i den dyre ende af Strøget i København. Foto: Emma Matell

Hvad drømmer du egentlig om?
Jeg drømmer om at få det hele med, men jeg drømmer også om kærlighed, jeg er en meget kærlig person. I am capable of loving as fuck. Hold kæft hvor kan jeg elske, det kan jeg virkelig. Og hvis nogle tasker skal ødelægge det for mig, skal man jo ikke være professor for at regne ud, at det jo ikke er det værd i sidste ende. Når jeg savner Advokaten (en af hendes 'sugardaddies', red.) nogle gange, får jeg lyst til at smide mine tasker ud. Det betyder så lidt i forhold til ægte følelser.

Tror du, det kan have nogen betydning for din fremtidige sugardating, at du har stået frem med ansigt og fortalt din historie?
Det kan have fatale konsekvenser for mig. Det bliver besværligt med fremtidige sugardates, for jeg bliver et kendt ansigt. Men ellers må jeg bare køre det mere eksklusivt, så jeg bliver inde på værelset på d'Angleterre. Men jeg kommer til at savne mit flamboyante liv med Advokaten, vi plejer at spise på Michelin-restauranter i hvert fald én gang om ugen.

Advertisement

Nu ved jeg jo, at du har haft nogle kærester. Hvordan er det egentlig at have en kæreste, når man sugardater?
Det er meget besværligt. Jeg har haft en kæreste, imens jeg sugardatede, men det skabte dårlig stemning. Det fungerede ikke for mig.

Tag op på Strandvejen og spørg, hvor mange der ville være sammen med deres mand, hvis de ikke boede i det hus. Gik han fallit, ville de finde en anden. Men det kalder man jo ikke sugardating.

Men du siger, at du drømmer om kærlighed, og hvis sugardating gør, at du ikke kan få kærlighed, hvad så?
Det er det, der gør det besværligt. Det er den sørgelige del af det.

Nu er du jo så blevet forelsket i manden, du kalder Advokaten, der er en af dine sugardaddies. Hvordan er det så?
Det er rigtig svært for os begge to. På mange måder er det en ulykkelig situation. Men tag op på Strandvejen og spørg, hvor mange der ville være sammen med deres mand, hvis de ikke boede i det hus. Gik han fallit, ville de finde en anden. Men det kalder man jo ikke sugardating.

Hvordan oplever du dine følelser for Advokaten i forhold til tidligere forelskelser?
Han kommer fra whiskybæltet, jeg kommer fra Vesterbro, det har taget røven på mig, at vi har den connection. Han får det bedste frem i mig. Jeg har ikke mødt nogen, jeg kan lide så godt som ham. Det er ærgerligt, for jeg ville gerne have mødt ham i en anden sammenhæng.

Hvad siger han egentlig til programmet?
Han kan egentlig godt rumme det. Men én ting er, hvad han siger, én anden ting er, hvad resten af verden tænker.

Advertisement

Gina Jaqueline på Assistens Kirkegård på Nørrebro, der er et af hendes yndlingssteder at hænge ud. Hvis man ser bort fra de dyre hoteller. Foto: Emma Matell

Føler du dig nogensinde afhængig af mændene?
Ja klart, det er jeg.

Bliver du aldrig træt af det?
Hvis jeg ikke havde mine sugardaddies, ville jeg være afhængig af at skulle gå på arbejde. Det er jo bare en anden slags afhængighed, hvor man er afhængig af at stå op om morgenen og cykle i regnvejr.

Hvordan er din hverdag?
Jeg gør lige præcis, hvad det passer mig. Jeg ved aldrig, hvad klokken er.

Det lyder på en måde også ret lækkert. Men har du nogensinde dårlige oplevelser med at sugardate?
Ja, der var én, jeg havde set syv gange, og så tog jeg med ham på en rejse. Han tog mig på røven på en rulletrappe foran alle. Vi havde ikke sex overhovedet, vi hadede hinanden, da vi skulle hjem. Det var en forfærdelig oplevelse. Men jeg har aldrig overskredet mine egne grænser. Jeg kan ikke lide analsex, så det har jeg ikke haft for eksempel. Jeg har ikke slået nogen eller ladet mig slå. Hvis man overskrider sine egner grænser på den måde, så er man virkelig ude at skide.

I programmet får vi at vide, at du modtager tasker og middage, når du mødes med dine sugardaddies. Kan du forstå, hvis nogen undrer sig over, hvordan du får penge til at betale din husleje?
Jeg vil ikke tale om min økonomi, ligesom jeg heller ikke ville, hvis jeg arbejdede i en bager . Det synes jeg er en privatsag.

Jeg vil gerne leve et ægte liv, jeg vil gerne have kærlighed.

Hvor længe tror du, at du kan blive ved med at sugardate?
Lige nu er jeg et sted, hvor det passer godt, men der er ingen, der siger, at det stadig gør det om 10 år. Men jeg vil aldrig nogensinde få et normalt arbejde, det har jeg for høje tanker om mig selv til. Det er spild af min kreativitet at lave noget, som andre kan lave. Jeg vil gerne leve et ægte liv, jeg vil gerne have kærlighed.

Du siger i serien, at det er en dyr pris, du betaler for dine tasker, fordi det i sidste ende er dig selv, der kan knække på det. Hvad gør du for at passe på dig selv?
Jeg vil være så ærlig over for mig selv som overhovedet muligt. Jeg vil ikke fortælle mig selv, at jeg ikke er vild med ham, hvis jeg er vild med ham. Og jeg vil ikke fortælle mig selv, at jeg kan stoppe med det her og spise kop-nudler. Jeg vil ikke lade være med at spise tun-tatar hver dag. Det ville være noget rigtig lort, hvis jeg sagde, at jeg kan leve på kærlighed og kildevand, for det kan jeg ikke. Jeg beskytter mig selv ved at være ærlig.