10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en privatdetektiv

Du kender ham fra filmene og bøgerne, privatdetektiven. Den hemmelige type, som altid er iklædt en slidt trenchcoat, mørke solbriller og en solid portion mistro. Den sammenbidte mand i et kontor med nedrullede gardiner, et kartotek fyldt med hemmelige filer og nok tricks i baglommen til at gøre selv de skarpeste knive i skuffen forvirret. Som ikke skyr nogen midler for at løse en opgave, som har en telelinse på størrelse med en mindre rumfærge, og som ikke har et problem med at snage i andres privatliv.

Ingen ved, præcis hvor mange privatdetektiver, der findes i Danmark. En gennemgang viser, at der findes mindst 18 bureauer rundt om i landet, som arbejder med alt fra industrispionage, utroskabssager, forsvundne personer, svind og forsikringssvindel. Mest af alt arbejder de i det skjulte. Væk fra offentlighedens søgelys, og hvor vi ikke kan se, hvad de laver.

Kim H. Larsen er 39 år og privatdetektiv. Han har arbejdet i branchen i 17 år, og han har seks detektiver under sig i det bureau, han kalder Privatdetektiverne ApS. Han tager mod opgaver fra både private og fra erhvervslivet, og af hjemmesiden fremgår det, at "alle opgaver løses under den dybeste diskretion og under iagttagelse af gældende lovgivning". Og han er gået med til at løfte sløret for, hvordan han arbejder, så vi andre kan få et indblik.

VICE: Hvordan blev du privatdetektiv?
Kim H. Larsen: Det hele startede i Magasin, hvor jeg var ansat som vagt til at arbejde med detailsvind – varer, der forsvinder fra butikken. En dag kom der en privatdetektiv ind, som Magasin havde hyret til at undervise os i, hvordan vi skulle arbejde. På det tidspunkt havde jeg allerede prøvet at opspore personer i forbindelse med en klassefest, og jeg var begyndt at tilbyde den slags hjælp til andre på nettet. Hele idéen tiltalte mig, så jeg takkede ja.

Kan alle blive privatdetektiver?
I princippet ja. Det kræver ikke nogen uddannelse eller autorisation – men det er klart, at det kræver nogle færdigheder. Det kræver, at man har en evne til at falde ind, så folk ikke synes, at man falder udenfor, og det kræver, at man kan slappe af med det, man laver, og samtidig er klar til at tage nogle chancer, så man får opgaven i hus. Derfor er det også altid bedst at komme under vingerne på en erfaren privatdetektiv eller på andre måder tilegne sig viden, så man kan lære, hvordan man gør. Hele jobbet baserer sig på erfaring og tillid. Uden de to ting kan du lige så godt dreje nøglen om.

Det giver mening. Hvilke opgaver løser du så?
Det er alt lige fra utroskabssager til sager om forsikringssvindel eller falske sygemeldinger. Jeg arbejder også med at opspore forsvundne personer, og jeg har haft en del sager om svind eller konkurrenceklausuler, hvor virksomheder for eksempel vil sikre sig, at tidligere medarbejdere ikke arbejder med nye ting i samme branche. Jeg har også skullet spore bestemte personer rundt i København eller er blevet bedt om at overvåge den ene forælder i en samværssag. Det er en meget bred vifte – men utroskabssagerne udgør nok det meste. De udgør 80-90 procent af alle privatsager, og det er både unge, gamle, rige og mindre rige, der ringer og vil have mig til at finde ud af, om deres partner er utro.

Det lyder vildt. Er det så noget med blå briller og skæg?
Nej. Når jeg tager ud på en overvågningsopgave, kommer jeg altid i det tøj, jeg går i normalt. Som privatdetektiv handler det om for alt i verden ikke at vække opsigt. Man må ikke blive set. Så det tøj, man tager på, skal også være noget, der falder ind i omgivelserne. Derfor er det heller aldrig noget med store trenchcoats eller alt det andet, man ser på film og i tv-serier, og man tager for eksempel heller ikke en hvid t-shirt på, når det er mørkt. Jeg bruger også kun min telelinse, hvis jeg er på god afstand, og jeg ikke er i risiko for at blive opdaget. Det kan godt være, at jeg har en ekstra jakke med, så jeg kan skifte undervejs, så jeg kan glide bedre ind, hvis jeg er samme sted i mange timer – men som hovedregel handler det om at se så normal ud som overhovedet muligt.

Men er det ikke grænseoverskridende at overvåge mennesker, der ikke aner, at du holder øje med dem?
Det kan det godt være. Og det er også en balance, hvornår man er tæt nok på, og hvornår man er for tæt på. Det dur for eksempel ikke, hvis du synes, at det er for grænseoverskridende at bevæge dig helt tæt på og dokumentere det, som kunden har bedt dig om at undersøge. Nogle gange kan man være på opgave i 12 timer, og så er der måske kun et vindue på tre sekunder til at tage det billede, kunden har brug for. Der skal du være klar. Men man bliver også nødt til at have respekt for folks privatliv og deres personlige grænser. Man må aldrig forfalde til at blive ligeglad. Så det skal altid foregå med størst muligt hensyn.

Er du nogensinde blevet opdaget?
Ja, en enkelt gang. Det var én af de første gange, jeg skyggede nogen, og jeg var ikke så god til det. Jeg skulle skygge en bil i en sag om en konkurrenceklausul, hvor en virksomhed havde bedt mig om at følge en af dens tidligere ansatte. Jeg holdt alt for tæt på huset, hvor han boede, og allerede da han kørte, havde han lugtet lunten. Da vi nåede en rundkørsel, kørte han to gange rundt, og bagefter holdt han ind til siden. Jeg måtte bare fortsætte forbi ham, mens han holdt og kiggede på mig.

Det lyder pinligt.
Det var det også. Det er sådan en slags sag, man ikke ønsker sig to af. Derfor laver man også kun den slags fejl én gang. Og det er heldigvis ikke sket siden.

Er der nogen sager, du siger nej til?
Ja, der er faktisk mange. Der er nogen, der tror, at privatdetektiver kan bruges til at løse alle slags opgaver, og at vi bare tager hvad som helst. Men for det første skal vi holde os til lovgivningen: Vi må for eksempel ikke fotografere på privat område, vi må ikke bryde ind, vi må ikke installere ulovligt overvågnings- og aflytningsudstyr eller skaffe os adgang til andres gemmer – skabe, skuffer og så videre. Vi må heller ikke bruge våben eller hacke os ind på andres Facebook-profiler eller andet.

Men der er også andre opgaver, som jeg afviser: Det kan være sager om pædofili eller om trusselsbreve, som jeg synes er opgaver for politi og myndigheder. Så er der opgaver om prostitution, hvor en mand enten gerne vil vide, om hans partner er prostitueret, eller kende en prostituerets rigtige navn – dem rører jeg heller ikke. Der er også sager, hvor en mand eksempelvis leder efter en bestemt kvinde, og hvor jeg allerede fra første samtale kan mærke, at det ikke er det rigtige at hjælpe ham. Det er hele tiden en vurderingssag – jeg vil gerne hjælpe folk, men jeg skal også kunne stå inde for det, jeg laver.

Det lyder rimeligt. Fortæller du egentlig andre, at du er privatdetektiv?
Mine nære venner og familie ved det. Ellers siger jeg det faktisk ikke. Der er mange mennesker, der ikke ved, hvad det er, og som har alle mulige forestillinger om branchen – og jeg orker ikke at skulle forsvare mig selv hver gang. Så er det lettere at sige, at jeg arbejder i vagtbranchen. Hvilket heller ikke er forkert.

Okay – her til sidst: Får du et kick ud af at snage i andre folks privatliv?
Nej. Jeg vil faktisk sige, at man godt nogle gange kan blive træt af at høre, hvem der går i seng med hvem. Jeg har kontortid fra mandag til torsdag, og når jeg lukker min telefon torsdag eftermiddag, så kan jeg godt få en fornemmelse af, at jeg skal have fri, for jeg gider simpelthen ikke at høre på, hvem der ligger og knalder med hvem, eller hvad der ellers sker. Så interessant er det heller ikke.

Mange folk tror, at privatdetektiver er supernysgerrige, eller at vi ligefrem trives med at skabe splid mellem andre mennesker. Sådan har jeg det ikke. For mig er dét at være privatdetektiv et arbejde ligesom alt andet. Målet er altid det samme: At hjælpe folk med at få afklaring eller vished om noget, hvor ingen andre faggrupper kan hjælpe dem – og hvor det ikke at kende sandheden kan være sværere at rumme end at kende den. Det er en opgave. Hverken mere eller mindre. Og den opgave løser jeg gerne.