Hold din dumme kæft, der er intet overvurderet ved The Beatles

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

En gang imellem er der en, der… Vent, jeg prøver lige igen…

En gang imellem er der en kæmpe nar, der begynder at ævle løs om, at Beatles slet ikke var så gode, som folk tror, eller at de er overvurderede eller noget andet vrøvl i den boldgade, som man kun siger for at provokere. Mit eneste svar er: Hold din kæft. Hold din store idiotkæft, din megaklovn.

Jeg kan godt se, hvad det er, du prøver at opnå. Det kan jeg virkelig. Du prøver at skide højt og flot på folks musiksmag og samtidig give indtryk af, at du ved langt mere om musik, end de gør, eller også prøver du bare at chokere folk ved at jorde deres yndlingsband. Og hør nu her, jeg bebrejder dig det faktisk ikke. Begge dele kan være ret underholdende, og jeg kan heller ikke sige mig fri fra at have gjort det nu og da. Når du nævner et band, du godt kan lide, tænker jeg straks på tusind ting, jeg kan sige for dømme dig på det grundlag. Hvis det er et band, der blandt andet består af en hvid fyr med dreadlocks, kan du gange det tal med tre. Men The Beatles? The fucking Beatles? Du skraber virkelig bunden af tønden, hvis du jorder folk for at kunne lide The Beatles, dit fjols.

Jeg gider simpelthen ikke høre på dine kogte, halvhjernede teorier om, hvordan The Beatles faktisk slet ikke var særligt dygtige musikere, eller om hvordan de stjal med arme og ben, eller hvordan John var den eneste med talent. Du skal bare helt lukke røven, amøbe.

Og det er ikke engang, fordi jeg er særligt investeret i at forsvare The Beatles. Det er ikke mit yndlingsband. Men de er… De er… Hvad er det for en betegnelse, jeg leder efter? Nåh, ja. DE ER THE FUCKING BEATLES, det kunstneriske grundlag for al den musik, du ellers lytter til. Hvorfor skal jeg overhovedet sige det? At være en musikfan, der skider på The Beatles, er det samme som at sidde i din varme stue og sige: "Ja, mursten er i grunden overvurderet. Når man tænker over det, så er mursten ikke noget særligt." Tag fat i din røv og klips den sammen med hæfteklammer, din gøgler.

Det er svært at vurdere ud fra dit åndssvage, smørrede smil, men prøver du bare at være sjov, eller mener du faktisk, at The Beatles er overvurderede? Jeg vil nemlig vædde med, at hvis vi satte "All You Need Is Love" eller "When I'm Sixty-Four" på lige nu, så ville du begynde at græde og pisse i bukserne over, hvor svært det er at holde følelserne tilbage. Hvis vi spillede "Here Comes the Sun", en dag hvor du har nedtur over et eller andet, så er der en chance på 10.000 procent for, at du kommer til at skide i bukserne af ren og skær ærefrygt og glæde, din svagpisser.

Hvis du har brug for forslag til andre ting at pisse på, der får dig til at fremstå som lidt mindre af en klovn, så kan du eventuelt prøve et par af dem her…

Fortæl børn, at Julemanden ikke findes.

Besøg Holocaustmuseet og sig, at Hitler havde nogle gode ideer.

Tag en Big Mac med og spis den på Burger King.

Drenge: Sig til en kvinde, at fødsel ikke er en big deal.

Piger: Sig til en fyr, at så ondt gør det heller ikke at få et spark i løgene.

Vi taler for helvede om et band, der har solgt flere plader og haft flere hitsingler end nogen som helst anden gruppe på kloden. Det er verdenshistoriens mest sælgende band. Det er dét band, vi som et samfund bør være i stand til at enes om er… Vent. Nej! Det er jo lige præcis det, du vil have. Det er den fælde, du vil lokke mig i. Du prøver at hidse mig op, så jeg begynder at forsvare The Beatles. Du kan fandeme tro nej.

I stedet vil jeg hæve mig over dit niveau og citere John Lennon: Love is all you need. Og så kan du ellers rende mig i røven.