​Hvad jeg lærte om mig selv, da jeg identificerede min døde overbo

28-årige Erik Pontoppidan blev forleden bedt om at identificere sin afdøde overbo - en enlig, ældre mand, der var blevet glemt af sin omverden længe før, hans hjerte holdt op med at slå. Her kan du læse Eriks beretning om oplevelsen og de tanker, den afstedkom.

Jeg er lige kommet ud ad badet, og er i gang med at tage tøj på, da det banker på døren.

Jeg fumler med t-shirten, åbner døren, og foran mig står uniformeret betjent på alder med mig selv.

"Det er fra Københavns Politi" annoncerer han, fulgt op af et undskyldende smil, et suk-kende "ja…" og et lille udslag med armene, der skal fortælle mig, at han hverken mistænker mig for at være tungnem eller kriminel.

"Kender du ham, der bor ovenpå?"

Jeg har allerede en bange anelse om, hvorfor han spørger. Tidligere på dagen havde en hjemmesygeplejerske ringet på og stillet min kæreste det samme spørgsmål. Hr. F. Clausen, den pensionerede eneboer med stofnettet, kasketten og den beige forårsjakke, som man en gang imellem overhalede på trappen, havde i lang tid været umulig at komme i kontakt med.

Betjenten bekræfter, at han er død, og alvoren i hans stemme er ikke til at tage fejl af — han synes mærket af situationen. Samtidig fornemmer jeg, at besøget handler om mere end leveringen af en trist besked.

"Han har ingen familie og øøh…"

Det er allerede gået op for mig, før han afslutter sin sætning, at han skal bede mig om en tjeneste. Den undskyldende gestik handlede om mere end bare forstyrrelsen. Det er mig, der skal identificere liget. Uden at tænke for meget over det, beslutter jeg, at jeg gerne vil hjælpe. Betjenten virker lettet, men ser alligevel lidt bekymret på mig.

"Han har jo ligget der nogle dage, såå…"

Der har lige været hedebølge.

"Han ser ikke for godt ud,"

Jeg holder fast i min beslutning, selvom jeg begynder at frygte for gensynet med min overbo. Jeg hopper i mine badesandaler, og følger efter betjenten.

I Hr. Clausens lejlighed bliver jeg omsluttet af en tung, varm luft. Lugten er velkendt — den minder mig om min tid som stikirenddreng for apoteket — det er lugten af alkoholisk, kæderygende ensomhed og forsømmelse af udluftning. Lejligheden er magen til min egen, men døren ud til køkkenet er ikke taget af. I entreen står en kvindelig betjent med et lidt sammenbidt ansigtsudtryk. Vi nikker bare til hinanden. Den mandlige betjent nikker i retning af køkkenet. En anden, mere fæl lugt, trænger nu igennem den røgede indelukkethed. Den tager til, som jeg bevæger mig langs gangen.

"Han ligger lige bag døren."

Betjenten skubber lidt til døren, der allerede står på klem, og Hr. Clausen kommer til syne. Jeg bruger lige et par sekunder på at finde hoved og hale i synet, der møder mig. Der ligger han i badekåbe og tøfler. Jeg tvivler ikke på, at det er ham, selvom det i forvejen vage signalement, jeg gav betjenten for få minutter siden, nu er fuldstændig ubrugeligt. Hans skæg, som i min erindring havde et rødligt skær, er nu kridhvidt. Det har også fået lov at stå i noget tid. Jeg er overrasket over, hvor kraftigt det er. Hans kulør, som jeg havde beskrevet som bleg, bevæger sig nu i et spektrum fra dyb mørkelilla til kulsort. Han ligner næsten et fotografisk negativ. Hans ølmave har grålige, lilla marmoreringer, og synes yderligere oppustet. Torsoen vrider sig, hans ene arm er i en akavet position, og om håndledet har han et patientarmbånd af en slags.

På linoleumsgulvet er der kager af tynd afføring og fedtet snavs. Han har taget nogle ting med sig i faldet; skodder, flasker og papirer ligger, som var de blevet kastet tilfældigt omkring af et jordskælv. I noget tid har kaos regeret her. Jeg forestiller mig, hvordan dø-den indtraf. Det ligner et slagtilfælde, men hvor længe mon manden har ligget i smerter, få meter over vores hoveder?

For en stund er der ingen, der siger noget. Kun en lille brise fra et åbent vindue, der får noget til at blafre, lægger sig ovenpå en næsten ceremoniel stilhed. Stanken er ulidelig.

"Det er ham", får jeg sagt.

Betjenten takker mig, og vi går nedenunder igen. Jeg skal finde noget ID. Jeg fumler.

"Har du lige set et lig?" spørger min kæreste, som har overhørt mig og betjentens samtale fra tidligere. Hun sidder i sofaen med vores nyfødte barn på armen.

"Ja" siger jeg bare, og forsøger at undgå øjenkontakt.

Betjenten noterer navn og CPR-nr., og fortæller mig, at det var dét. Vi smalltalker lidt i døren:

"Det er nogle rimelig store lejligheder, de her… bor du her alene?"

Mit unge udseende snyder ham. Jeg fortæller ham, at jeg bor der med min kæreste, vores datter på to og hendes nyfødte lillesøster. Han fortæller mig, at han også snart skal have nummer to. Vi ønsker hinanden tillykke og en god dag.

Efterfølgende forsøger jeg at samle mine tanker, imens episoden genspiller sig i mit hoved. Jeg har aldrig set min overbo rigtigt i øjnene, aldrig trykket hans hånd. Han har aldrig haft en plads i mine tanker — ikke før nu — hvor han er på vej ud i total glemsel, nu hvor den endelige afvikling af alt, hvad der er ham, er nært forestående. Når rengøringsholdet har været der, når den næste unge børnefamilie er flyttet ind i opgangen, når gulvene er blevet slebet og det nikotingule savsmuldstapet erstattet med grundet glasvæv, vil der muligvis ikke være et eneste spor tilbage fra dette liv.

Det er trist, men kan jeg kalde den følelse, jeg har, empatisk? I så fald er det da en belejlig form for empati, som kun registrerer den døde krop og stanken fra den, men ikke den levende, stakåndede person, som jeg passerede på trapperne, og som rent faktisk ville kræve noget af mig.

Sandheden er, at Hr. Clausen var et spøgelse, længe før stanken indfandt sig; et spøgelse, jeg flygtede fra derude på trapperne. Det endte med at være omstændighederne, og myndighederne der krævede noget af mig. Krævede — eller rettere — bad mig pænt om at se min ligegyldighed overfor min overbo i øjnene. Jeg tænkte, at det ville være for fejt at sige nej. Hr. Clausen, med sin umådeligt langsomme gang, indhentede mig til sidst.

Vi kommer ikke hinanden ved. Vi ved det, vi skammer os over det, men vi lukker døren bag os. Jeg er typen, der sjældent tager skeen i den anden hånd, når det kommer til det sociale — jeg har en kæmpe respekt for folk, der gør — men jeg kan ikke undgå at føle, at det er teater, når jeg endelig forsøger. Jeg kan heller ikke sige, at synet af Hr. Clausens lig, som et andet genfærd fra et juleeventyr, pludselig omvender en tilknappet og socialt akavet type som mig, og får mig til at arbejde med mig selv.

Alligevel begynder jeg nu at se anderledes på den tid, som ikke længere er min egen; den tid som jeg konstant forsøger at stjæle tilbage. Friheden, som jeg misunder alle mine venner, der endnu ikke har fået børn. For meget tid ender jo som en forbandelse. Hr. Clausen havde ikke andet end tid til sig selv. For mig er det næsten mere uhyggeligt at tænke på, hvordan det levende menneske tilbragte sine dage, end at tænke på det rådne kadaver.

Navnet på overboen er blevet ændret i artiklen.

Læs mere fra VICE:

Sådan tjener du penge på dit hvide ansigt i Kina

Vi talte med et offer for klapjagten på kokain-kunder i København

Meet the Danish Boy Who Will Never Leave Home