FYI.

This story is over 5 years old.

The Sick Day Issue

​Tre erkendelser, der gør det nemmere at være kvinde

"Det kan faktisk mere end sagtens lade sig gøre at have sex, når man bløder. Mænd, der påstår andet, er nogle forskrækkede drengebørn."

Den artikel er oprindeligt udgivet i VICE Magazine - The Sick Day Issue

Efter at have været kvinde i nogle og tyve år og seksuelt aktiv i en halv snes af dem, har vi efterhånden gjort os en del erfaringer med at være født i en krop med kvindeligt biologisk udtryk. En del af dem har vi delt ud af på vores blog Kussesumpen, og her følger tre ting, vi ville ønske, at nogen (måske vores mødre) havde fortalt os, da vi var teenagere, og som vi derfor ikke vil lade være usagte.

Advertisement

1. Menstruation skal også på fingrene og på pikken

Det er ikke giftigt, ens fingre bortætser ikke ved den mindste kontakt med den rødbrune, letklumpede væske. Det er ikke et problem at skulle stikke et par fingre op i sin menstruerende kusse, trække en gummikop ud og tømme den i toilettet. Der findes glimrende alternativer til det menstruationsbind, der gjorde teenageårenes menstruationer til et helvede af blenumse og gennemblødte jeans. Og det kan faktisk mere end sagtens lade sig gøre at have sex, når man bløder. Mænd, der påstår andet, er nogle forskrækkede drengebørn (og dem gider man ikke rigtigt – hvordan tror I, de reagerer på børnefødsler og sprækket mellemkød?). De tabuer, der fortsat er forbundet med det at bløde fra underlivet, hæmmer fortsat kvinders udfoldelsesmuligheder i cirka syv år af deres levetid. Det er mange dage at undvære sport, badning, sex og så videre.

2. Mænd vil hjertens gerne have sex med lange kønslæber

Vi kvinder er enormt selvkritiske og hårde ved vores egne kroppe – selv vores kønsorganer skal være smukke. Derfor er intimkirurgi også det nyeste skud på stammen inden for æstetisk plastikkirurgi: Man kan få formindsket både indre og ydre kønslæber og få forsnævret sin skede (hvad blev der af helt almindelige knibeøvelser?). Men hvem gør vi det egentlig for? Vi har til dato aldrig oplevet eller hørt om mænd, der gik med en kvinde hjem, tog tøjet af hende – og gik igen, da han opdagede, at hun havde for lange kønslæber, glemt at barbere ben, appelsinhud på baglårene, strækmærker på brysterne eller fedt på maven. Mænd kan godt lide kvindekroppe i diverse faconer – og din overdrevne selvbevidsthed (for slet ikke at tale om mulige bivirkninger af kosmetiske indgreb) går kun ud over dig og din nydelse.

3. Om man vil det eller ej, så er kvindekroppen stadig fucking politisk

Mens byens busser frit kan bevæge sig rundt i gadebilledet med tilrettede og retoucherede kvindekroppe, så udskammes almindelige kvinder for at amme på cafeer og for at ligge på stranden i bikini eller iføre sig spaghettistropper og korte shorts, hvis de ikke lige er en størrelse 36. Derfor kan du også lige så godt begynde at forholde dig til din krop – for du kan være sikker på, at andre gør det. Du vil sandsynligvis opdage, at du gør mange ting mod din krop, uden du har specielt lyst til dem – og uden du har tænkt synderligt over dem. Din krop udsættes for alt rigeligt i verden, så udskift selvskammen med kærlighed til din krop. Du skal lære at gøre ting, fordi du har lyst til det, og fordi de får dig til at føle dig godt tilpas i din krop, ikke for at din krop skal passe ind i. Om du spiser, hvad du vil; klæder dig, som du vil – også selvom du i nogens øjne ikke har maven til en crop top; hopper i vandet uden en trævl på kroppen; dropper turen på løbebåndet og begynder at danse? Du bestemmer selv. Det vil sikkert føles grænseoverskridende og akavet de første gange, men at føle sig utilpas er et nødvendigt skridt for at gøre op med undertrykkende normer. Så se bare at komme i gang, måske lykkes det dig endda også at gøre nogle andre utilpasse undervejs.

Læs mere fra VICE Magazine - The Sick Day Issue:

Mørkeræd: En fotograf konfronterer sin frygt

Hvis der er nogen, der kan få dig til at gå op i ballet, så er det ham her

Kan man være muslim og dansker samtidig? Vi spurgte Pernille Vermund, hvad hun egentlig mener