Natasha Al-Hariri er 27 og uddannet jurist. Hun arbejder som community organiser hos foreningen Medborgerne og er derudover medlem af Rådet for Etniske Minoriteter og sidder i bestyrelsen for Refugees Welcome. Hun er vokset op i Hellerup og bor i dag i Valby med sin mand og søn.

Den evige debat er virkelig trættende. Og den er sårende. For jeg føler mig kontant offergjort. Og debatten er kun med til at sætte den muslimske tørklædebærende kvinde i en kasse, som hun ikke selv har valgt. Vi spørger meget sjældent den kvinde om noget, når det handler om tørklædet. Vi spørger kulturen, vi spørger imamen, vi spørger arbejdsgiveren, vi spørger politikerne, men det er meget sjældent, vi taler med hende. Ofte godtager vi faktisk ikke hendes svar, vi tager dem ikke for gode varer, og det er skideprovokerende. Hvis en kvinde bliver undertrykt og tvunget i et tørklæde, så er det ikke tørklædet, der er problemet, så er det de strukturer, der er i den familie, som er problemet, og så det er dér, vi skal sætte ind.

Jeg mødte for nylig en ung pige, som fortalte mig, at det er hårdt at stå op hver eneste dag og ikke blive set for andet end sin hudfarve. Hun vil virkelig gerne bære tørklæde, men hun er bange for, hvordan samfundet vil tage imod det; at hun måske ikke kan få et arbejde. Det er et fucking problem. Det er et problem, når homoseksuelle ikke kan få lov til at udleve deres rettigheder, det er et problem, når kvinder ikke tør bære tørklæde, det er et problem, når mænd ikke tør gå ned ad gaden med kalot. Og det er en konsekvens af, at vi konstant dehumaniserer hinanden, at vi konstant sætter paraderne op overfor hinanden – vi vil ikke lytte, vi vil ikke forholde os til hinanden, vi har behov for at sætte hinanden i kasser, for det er så meget nemmere end alt det, vi ikke forstår.

Selvfølgelig er der noget religiøst i at bære tørklæde, men for mig er det lige så meget en kulturel ting og et sted, jeg føler mig hjemme. Jeg må indrømme, at jeg lidt har opgivet at forklare det, for det er svært at forklare, og det er svært at forstå. Jeg havde egentlig svoret, at jeg ikke ville medvirke i noget igen, hvor jeg blev spurgt, hvorfor jeg bærer tørklædet. Jeg er så mættet af det spørgsmål, at jeg ikke længere ved, hvad jeg skal svare. Og det er måske svar nok i sig selv. Vi skal have modet til at drikke kaffe med dem, vi tror, vi hader. Det er så banalt, så simpelt, men jeg ved, at det virker. Vi bør tale om, hvor godt vores pædagoger gør det, hvor godt de tager sig af vores børn. Vi bør tale om, at kvinder banker på krisecentrenes døre, men at der simpelthen ikke er plads til dem. De er overbelagt. Vi bør tale om, at menneskerettigheder ikke kan gradbøjes, og at de er for alle.

Uswa Nissar Anjum bliver færdiguddannet læge til januar. Hun arbejder som underviser for Aspiri og MentorDanmark og er tilknyttet Dignity, Dansk Institut mod Tortur, hvor hun beskæftiger sig med traumatiserede flygtninge. Derudover er hun medstifter af den danske NGO Hopes Foundation, som driver en skole i det nordlige Pakistan, og frivillig hos UVU, Udlændinge Vejleder Udlændinge. Hun er født på Hvidovre Hospital, men tilbragte sin barndom i Libyen og Pakistan, inden hun som 11-årig vendte tilbage til Danmark.

Jeg kan huske, at min klasselærer i sjette klasse tog alle pigerne ud i et frikvarter; vi skulle sidde i rundkreds, og så skulle de alle sammen prøve at binde tørklæde, og jeg sad bare og krummede tæer. Jeg har aldrig været fan af særbehandling. Da jeg fra barnsben har været lidt stædig af natur, endte det heldigvis med et kompromis; jeg skulle bære det på vej til skolen og kunne tage det af i klassen.

Folkeskolen var en ret turbulent tid for mig, men da jeg så skulle begynde i gymnasiet, tænkte jeg: Ny start, nu kan jeg være mig selv. I mellemtiden var jeg blevet mere moden, og jeg var faldet til i Danmark og kunne være i mig selv, og der traf jeg så, efter flere års refleksion, selv beslutningen om at tage tørklædet på.

Jeg har da tænkt over, om det var, fordi der var så meget stimuli hjemmefra. Man kan godt blive i tvivl om, hvornår et valg er ens eget. Men det føltes som det rigtige, og jeg kan huske, at jeg var så lettet, da jeg endelig turde tage det på. Turde være tro mod min egen overbevisning.

Jeg ser ikke mig selv som en 'tørklædepige', når jeg træder ud af døren om morgenen. Debatten har tvunget mig til gang på gang at tage stilling til det, men det fylder så lidt af den, jeg er, at det næsten ikke fylder noget. Jeg er så mange andre ting. Da angrebet på Krudttønden fandt sted, følte jeg, at det var noget, jeg skulle tage stilling til, og i en periode på mange måneder var jeg virkelig aktiv på de sociale medier og debatterede med alle og enhver. Men jeg kunne mærke, at det ikke førte til noget. Jeg tror, jeg fik en fornuftig dialog med en eller to ud af mange hundrede. Det er da lidt af en lav nytteværdi. Jeg har trukket mig væk fra det igen, jeg har nærmest trukket et gardin for debatten på de sociale medier. Jeg kan ikke bruge min energi på det længere. Nu kører jeg sådan et one-woman-show med fokus på mit arbejde, hvor jeg stræber efter at brillere. Som en slags bonus får jeg sikkert brudt en del fordomme om tørklædebærende kvinder. Jeg tror, debatten fortsætter, fordi politikerne tænker, at der er stemmer i det. For mig er det vigtigt at være proaktiv i stedet for at være reaktiv, for folk kan jo blive ved med at trykke på mine knapper. Jeg vil hellere sige: Hvem er jeg i kraft af min faglighed? Og her skal det pointeres, at det slet ikke er for at kompensere for tørklædet – det er bare sådan, jeg er anlagt og trives bedst. Multikultur er et underligt diffust begreb, synes jeg. Det er jo under konstant udvikling. For mig er det mere meningsgivende at snakke om begrebet 'danskhed', som jeg selv er en del af, og som jeg præger til daglig. Danskheden er ved at udvide sig, heldigvis. Jeg synes, vi skal omfavne udvidelsen frem for at rive i den fra alle sider og kanter. Ellers ender vi jo netop dér, hvor vi startede, der hvor jeg igen vil føle mig hæmmet i at træffe frie valg, som dengang jeg ikke følte mig hjemme i Danmark.

Shazia Mughal er 47, hun kommer oprindeligt fra Pakistan og flyttede til Danmark som 20-årig. Hun bor på Frederiksberg og arbejder som koordinator for organisationen Bydelsmødrene. Hun har tre voksne børn og to børnebørn.

Når jeg tænker på, at vi bruger så meget tid at diskutere sådan et lille stykke stof, bliver jeg ked af det. Vi er så moderne, vi har så meget teknologi, vi er velintegrerede, vi taler om lighed og rettigheder, så hvorfor skal sådan en lille ting tage så meget tid, så mange kræfter og så meget energi – som vi kunne bruge på noget andet og vigtigere? At bære tørklæde er mit eget valg, det er min religion, det er min frihed, jeg bestemmer selv, hvad jeg vil med min krop, og det tror jeg, at de, der taler om det her, godt ved. Vi burde hellere fokusere på integration af indvandrere, så de bliver en del af det danske samfund og kan bidrage til samfundet.

Jeg møder mange kvinder med anden etnisk baggrund, som går med tørklæde. De, der ikke har været længe i Danmark, føler sig ofte isoleret. De har nærmest fået et kulturchok, der er en sprogbarriere, de har ikke hele deres familie her… Og jeg kan mærke, at den her debat er med til at skubbe dem ind i den isolation – de tænker, at alle danskere måske er imod deres tørklæde, at danskerne ikke kan lide dem.

Det er ikke forbudt at tale om religion. Når vi bor i et multikulturelt samfund, er det meget vigtigt at lære hinanden at kende, så vi kan få udryddet fordomme og misforståelser. Jeg tror, at grunden til, at vi taler så meget om det her tørklæde, er misforståelser og manglende viden. Men vi bør også snakke om, at der er mange ligheder mellem os. Vi skal fokusere på de ligheder i stedet for vores forskelligheder. At nogle af os går med tørklædet, er for andre en indikator af, at vi er meget forskellige – men det er vi ikke. Vi ønsker alle som forældre en tryg fremtid for vores børn og som mennesker lige rettigheder og muligheder for alle.

Inaam Nabil er 26 og uddannet journalist. Hun arbejder som netværkskonsulent hos Altinget. I 2015 vandt hun de journaliststuderendes pris, Kravling-prisen, og blev nomineret til Publicistklubbens fortællerpris for sin artikelserie "De syriske flygtninge" bragt i Fyens Stifttidende. Hun er opvokset i Vollsmose og bor i dag på Frederiksberg.

Jeg betegner mig selv som en stædig, stærk, skarp kvinde, uanset hvad livet gør ved mig – men når jeg oplever, at nogen synes, de skal begrænse mig på grund af mit tørklæde, så kan jeg godt, i øjeblikket, blive rigtig ked af det, fordi jeg er meget umiddelbar. Langt de fleste af mine venner er ikke religiøse, og jeg har en rigtig god ven, som kalder det, jeg tror på, for lala-land, fordi ja, det at tro på Gud, det er lala. Det er uhåndgribeligt, det giver ikke mening, man kan ikke tale om, at der er evidens for det, det er ikke rationelt – det er en irrationel følelse eller forestilling om, at der en højere magt, og jeg påstår ikke, at det er sandhed, men det er virkelighed for mig, det er mit lala-land. Og lad mig være i det, respekter, at jeg har et andet syn på tilværelsen. Tørklædet er en del af mit lala-land, hvor følelserne har sin plads. Og følelser er en stærk ting, dem skal man respektere. Min ven behøver ikke acceptere mine valg, men han må respektere dem, for at vi kan være venner, og for at vi kan have en dialog. Det er politikerne, der bestemmer, hvornår vi skal tale om tørklæder – for eksempel når Nye Borgerlige går ud og foreslår et forbud, så skriver medierne om det – og det bliver ofte på politikernes præmisser. Jeg synes ikke, vi skal stoppe med at debattere tørklædet, men vi skal holde op med at hive tørklædedebatten frem hver anden weekend. Vi skal debattere det, når det giver mening. Lige nu er vi i en lille pause, men der går ikke længe, før vi er på den igen. Nu har vi debatteret det her i 25 år, så er det da på tide, at vi nuancerer debatten. Det har politikerne ikke formået, og det bør journalisterne så gøre – simpelthen tage bladet fra munden og spørge; hvorfor er det, vi skal høre på det gang på gang? Sommer efter sommer? Eller… før var det sommer efter sommer, nu er det nærmest hvert kvartal. Nogle gange når man lige at tænke; 'hov, har vi glemt tørklædet?', og så er debatten i gang igen.

Hanna El-Gourfti er 26 og studerer informationsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet. Ved siden af studiet arbejder hun hos KVINFO som bibliotekar og som studentermedhjælper på et mentorprojekt, der hedder PIFT, og så er hun bestyrelses medlem hos Foreningen for Dansk-International Kulturintegration (FDIK) og oplægsholder og frivillig hos Udlændinge Vejleder Udlændinge (UVU). Hun er vokset op på Frederiksberg, hvor hun stadig bor.

Jeg vil helst ikke kun se det negative, så jeg ser ikke kun debatterne i tv, for der er en masse ting, som ikke bliver vist i medierne – og i den virkelige verden ser jeg en udvikling, der peger i retning af, at vi bliver mere og mere åbne overfor, at der findes forskellige typer kvinder med tørklæde. Muslimske kvinder er så forskelligartet en gruppe, som man overhovedet kan være. De, der debatterer, må se at komme ud i den virkelige verden. Efter jeg blev student, søgte jeg job i en 7/11 og blev blankt afvist på grund af mit tørklæde, jeg fik at vide, at jeg ikke en gang behøvede at lægge min ansøgning. I dag ser jeg kvinder med tørklæde arbejde i 7/11, Føtex, H&M og mange andre butikker. At vi kan blive ansat på baggrund af vores kompetencer og ikke bliver afvist på grund af det ydre, det er for mig en positiv udvikling, som sker til trods for, at vi politisk over hele verden ser en højredrejning. Jeg synes, at vi hellere bør diskutere den ulighed, der er i samfundet. Der eksisterer ulighed på så mange niveauer – både bevidst og ubevidst i forhold til blandt andet køn, etnicitet, religion, seksualitet… Og det er det, jeg synes, vi bør diskutere. Vi skal se på, hvordan vi kan skabe en verden, der er tryg for alle. Ikke kun dem, som føler, at deres trygge boble er ved at briste. Og så skal vi arbejde for at vise et mere nuanceret billede af 'virkeligheden' og huske at se på det, der går godt.

Zainab Nasrati er 20 og læser medicin på Københavns Universitet. Ved siden af sit studiet arbejder hun som svømmetræner og livredder i Hovedstadens Svømmeklub. Hun har som redaktør været med til at udgive bogen "Drømme fra Danmark", der udkom tidligere i år. Hun bor i Vanløse.

Vi vil gerne have religionsfrihed i Danmark, indtil den drejer sig om en frihed, som vi ikke selv ønsker. Vi vil gerne have religionsfrihed, hvis det er en religion, vi kan genkende. Du må gerne bede, hvis det er yoga, men ikke hvis er den muslimske bøn. Du må gerne bære et tørklæde, hvis du er nonne, det er der ikke nogen, der rynker på næsen over – men når det er islam, så er det noget andet. Der er en narrativ, som er meget fremmedfjendsk og segregerende.

Man kan enten vælge at blive aktiv og involvere sig, prøve at rykke debatten i en positiv retning og gøre det bedste, man kan, for at ændre forholdene til det bedre, hvilket er det langt de fleste danske muslimer gør. Eller man kan vælge at sige: 'Det her er et samfund, der ikke vil mig, nu trækker jeg mig.' Og det er desværre dem, som oftest er i rampelyset, de her vrede unge mænd, som holder sig blandt folk, de er trygge ved, og så opstår de her grupper af fyre i kæmpe North Face-jakker og en bestemt måde at snakke på. Det er deres måde at udtrykke, at de er anderledes og ikke vil et samfund, som de tror, ikke vil dem. Det skaber en ond cirkel, hvor vi oplever, at jo dårligere og jo hårdere man er over for de her unge, desto flere ekskluderer vi fra samfundet. Det sker oftest, når unge ikke har ressourcerne og styrken til at sige fra overfor eller ændre den tone, der er.

Der er et hav af ting, som er langt vigtigere at tale om end tørklædet. Hvor skal man overhovedet begynde? Vi har en klimakrise, som ingen har lyst til at snakke om, vi har enormt store velfærdsdiskussioner og pres på gymnasieelever – og rigtig mange andre ting, som jeg i øvrigt som muslimsk kvinde også er interesseret i. Vi er alle sammen en del af det her fællesskab, men vi er ikke så repræsenteret i det samlede politiske billede af Danmark, af Danmarks interesser, værdier, kampe og fællesskab.