Jeg deltog i 150 konkurrencer på en måned for at undersøge, om jeg kunne snyde mig mere heldig

Da jeg gik i folkeskole, var jeg gode venner med en, der hed Mads. Mads var typen, der deltog i konkurrencer, og som vandt. Jeg kan huske, at han både vandt et års forbrug af Stimorol, en slags M&Ms-dispenser, og da den lokale legetøjsforretning i Padborg afholdt en LEGO-bygnings-konkurrence, som vi begge to deltog i, var det selvfølgelig ham, der løb med sejren.

Jeg, derimod, har aldrig vundet en skid. Eller, det passer faktisk ikke helt, men jeg har i hvert fald aldrig vundet noget af betydning. Da jeg var 12 år, deltog jeg i en tip-en-13'er på et museum, og jeg vandt et kaffestel, som jeg solgte videre til mine forældre for et par hundrede kroner. Jeg har også engang vundet en snooker-kø, fordi jeg i en sen nattetime havde tilmeldt mig et nyhedsbrev. Det er stort set, hvad det er blevet til på 31 år. Ikke videre imponerende.

Jeg har altid undret mig over, hvordan nogen kan vinde stort set alting, de deltager i, mens andre altid ender med at altid at trække nitten og gå tomhændede hjem. Der er ét eller andet uforklarligt i psykologien bag held – hvem vinder, og hvem gør ikke? Og er held noget, man fødes med? Eller er det noget, vi alle kan opnå, hvis bare vi er ivrige nok?

Der findes talrige sider, der handler om, hvordan man vinder i konkurrencer, og lige så mange om de mennesker, der gør det. Det er tilsyneladende easy peasy og good business. Så jeg besluttede mig for at prøve det selv. Hvis jeg bare tilmeldte mig nok konkurrencer, tænkte jeg, måtte jeg da for helvede vinde et eller andet, jeg kunne bruge til noget. Det skulle i hvert fald komme an på et forsøg.

Det første, man skal gøre, er at oprette en mailadresse. Jeg var godt klar over, at mængden af konkurrencer, jeg skulle tilmelde mig for at have en reel chance, ville medføre mindst lige så store mængder lort og spam i min indbakke. Så jeg satte mig til tasterne og bad Google-guden om en god-karma-mail:

Dernæst satte jeg mig rette og begyndte at gennemsøge nettet for konkurrencer. Jeg fandt hurtigt ud af, at der er ret mange. Virksomheder, der udlover alt fra rejser til natur-kikkerter for at få folk til at tilmelde sig deres nyhedsbrev, og andre, der udlover et års medlemskab til CrossFit eller et par valgfri hjemmesko. Som dem her:

Jeg fandt også hurtigt ud af, at nogle hjemmesider har sat sig for at skabe overblik over den jungle, der er online-konkurrencer. Blandt andet hjemmesiden vinderliste.dk, der på en enkel og overskuelig måde guider én de steder hen, hvor guldet ligger gemt:

I det hele taget følte jeg mig fortrøstningsfuld. Jeg havde kun været i gang i et par timer, og jeg havde allerede tilmeldt mig 27 konkurrencer. Jeg begyndte at forestille mig, hvordan pakkebudet ville svede ved tanken om alle de iPhones, soveposer og trendy bycykler, jeg skulle have leveret. Det her kunne godt gå hen og blive rigtig godt.

Held er en forunderlig størrelse. Da den britiske professor i psykologi Richard Wiseman for år tilbage satte sig for at undersøge heldets mekanismer, fandt han ud af, at succesrige mennesker ikke er født under en heldig stjerne. Held er ikke en appelsin, der pludselig dumper ned i turbanen, som han forklarede det i en artikel i Illustreret Videnskab, men et tagselvbord, som du er med til at dække.

"Heldige menneskers succes skyldes ikke, at de arbejder specielt hårdt, er påfaldende talentfulde eller utroligt intelligente. I stedet synes de ganske enkelt at have en mystisk evne til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og at få mere, end de egentlig har krav på, af held og medgang i en række situationer," forklarede han i 2008 til Politiken.

I løbet af hele den første uge føler jeg mig meget optimistisk. Jeg er relativt hurtigt løbet tør for store bunker af konkurrencer – de lister, jeg havde fundet, var åbenbart akkumuleret over lang tid og blev kun opdateret sporadisk – men det lykkes mig alligevel hele tiden at finde nye små ting, jeg kan deltage i. Da ugen er slut, har jeg tilmeldt mig 51 konkurrencer, og hver gang jeg går ind og tjekker min mail, er det med en hvis form for spænding, som jeg normalt ikke oplever, når det kommer til den slags. Også selvom de fleste mails bare minder mig om det seneste kampagnetilbud, en skøn ny Arganolie eller det sidste nye fra Favrskov Posten. Eller det her stykke design, som jeg på ingen måde kan leve uden:

Det går stille og roligt op for mig, hvor meget konkurrencer er en kamp om informationer. Det er big business, og hvis man ikke læser det med småt, risikerer man, at Gud og hver mand får éns informationer og kan kime én ned i tide og utide. Nogle af de konkurrencer, jeg er faldet over, sender ens kontaktinformationer videre til en liste af virksomheder, der er lige så lang som Jønkes synderegister. Jeg beslutter mig for, at jeg ikke vil deltage i konkurrencer, der beder mig om mit telefonnummer.

Jeg bliver også nødt til at tilpasse min nye konkurrencelivsstil mit normale arbejde. Det betyder, at jeg ikke kan tilmelde mig konkurrencer lige så regelmæssigt, som jeg gerne ville det. Nogle dage tilmelder jeg mig 16 konkurrencer, andre dage når jeg kun én. Men så længe, jeg bare holder kadencen nogenlunde oppe, skal det nok gå, tænker jeg.

Det er også på anden-ugen, at det går op for mig, hvor meget nogle folk faktisk går op i de her konkurrencer. En stor del af dem foregår på Facebook, hvor man skal skrive én eller anden kommentar til ét eller andet billede for at vinde en havelampe eller en plæneklipper eller noget helt andet, og det fører til kommentarer som den her:

Eller den her:

Jeg beslutter mig for, at et unikt svar må være vejen frem:

De første to uger er gået, og jeg har ikke vundet noget endnu. Men jeg lader mig ikke slå ud. Jeg ved fra diverse artikler, at det er et numbers game, og at jeg bare må klø på.

I løbet af de første par uger har jeg tilmeldt mig 84 konkurrencer. Men det bliver sværere og sværere at finde nye konkurrencer, jeg kan deltage i. Vinderliste.dk er ikke blevet opdateret i mindst en uge, og det er, som om virksomhedernes iver efter at udlove fladskærmsfjernsyn og cruise-ophold har ramt et all time low. I desperation tilmelder jeg mig en fødselsdagskonkurrence hos Super-Brugsen, som man kan deltage i dagligt. Jeg googler også nettet tyndt for nyhedsbreve, der lover én eller anden form for månedligt guld:

Eller det her:

Jeg begynder også at tænke over, hvor mange mennesker, der mon bruger deres tid på at deltage i online-konkurrencer. I Danmark har jeg ikke fundet nogen message boards, men i England er der hele debatforaer og hjemmesider helliget det at være "comper" – én, der ser det som en livsstil at deltage i så mange konkurrencer som muligt. De taler alle sammen meget om systemer og lister og om at holde styr på, hvilke konkurrencer man har deltaget i. Jeg har kun min mailadresse og et enkelt opslag i et notesbogsprogram, hvor jeg skriver ned, hvor mange konkurrencer jeg deltager i på en given dag. Den 16. marts tilmeldte jeg mig tre.
Jeg beslutter mig for virkelig at gå til stålet i den sidste uge. Og prøve at give det her et sidste skud – og tage det så seriøst, som comperne mener, at man bør. Det må kunne lade sig gøre.

Den fjerde uge starter godt. Jeg er faldet over en hjemmeside med konkurrencer, jeg ikke tidligere har set, og JYSK holder en slags lykkehjulskonkurrence, som man kan deltage i hver dag. I løbet af ingen tid får jeg banket mit samlede konkurrence-antal op på over 100.

Jeg føler, at jeg endelig har fundet mig tilrette i mit konkurrence-game. Hver formiddag bruger jeg 20 minutters tid på at sætte mig ind i, hvilke konkurrencer der er blevet oprettet, og jeg skriver ned, hvad jeg har deltaget i, så jeg kan holde styr på det.

En enkelt gang tror jeg endda, at jeg har vundet noget:

Men det viste sig at være falsk alarm:

I løbet af ugen kan jeg se enden på det mål, jeg i løbet af min tid som konkurrence-entusiast har sat for mig selv: At tilmelde mig 150 konkurrencer i løbet af en måned. Jeg er ude i alle afkroge på nettet: På Vejle Musikteaters hjemmeside tilmelder jeg mig en konkurrence, hvor jeg kan vinde billetter til blandt andet en Shubidua-musical. På Yarnliving skriver jeg mig op for at få muligheden for at vinde for 500 kroners garn. Jeg finder også en konkurrence, hvor jeg kan vinde en kasse frisk fisk:

Det er tirsdag den 23. marts, at jeg endelig når mit mål. Den sidste konkurrence, jeg tilmelder mig, giver mig muligheden for at vinde et kursusværdibevis til en værdi af 15.000 kroner. Jeg føler mig helt tom, da jeg en sidste gang sender mine kontaktoplysninger af sted. I fire uger har jeg drømt om både rejser, forbrugsgoder og alle mulige former for vulgære gavekort. Om alle de vindermails og -opkald, jeg ville modtage, og om alle de ting, jeg ville blive nødt til at stille i mit i forvejen ret spækkede loftsrum for at få plads til det hele. Nu er det slut. Nu er der bare tilbage at vente.

I fire uger har jeg ikke vundet noget som helst. Jeg har sammenlagt brugt mellem to og fire timer om ugen på at finde og tilmelde mig alle de konkurrencer, jeg kunne komme i nærheden af. Foruden den tid, jeg har brugt på at registrere det hele.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det kunne betale sig. At der efter de fire uger kom en syndflod af mails, der gjorde op for den tid, jeg havde brugt. Det skete bare ikke.

Jeg er sikker på, at det for nogen virker at opsøge heldet på den måde. At der sidder folk som Mads eller Peter eller Louise, som casher ind på konkurrencer, og som næsten ikke kan indtaste en mailadresse på en hjemmeside uden at få en designersofa smidt i hovedet. Nogen må jo for helvede vinde alle de ting. Jeg er også sikker på, at professorer som Richard Wiseman har ret, når han siger, at held ikke er noget, vi er født med – men at det er noget, vi selv kan påvirke via vores tilgang til livet. Spørgsmålet er bare, om det også gælder online-konkurrencer. Det gør det i hvert fald ikke for mig.

Skal jeg summere det hele op, har jeg fået lov til at drømme i fire uger. Og at få et indblik i en verden, jeg ellers kun tidligere har set et glimt af.

Men jeg har stadig ikke vundet en skid.