“Det var ikke et råb om hjælp - det var bare et råb”

Ak, min due / Alt ville du opleve i livet / Så inderligt og dybsindigt / Dit sorte, filtrede hår er mig stadig så frisk i erindring / Skulle jeg blot have kunnet være der for dig / I min ungdom måtte jeg gå blind gennem livets falske lykke uden dig ved min side / Måske kunne jeg ikke rumme tomheden / Det er svært at efterrationalisere sin ungdom / Måske var det min måde at dø på / Tilgiv mig da min fejhed / Jeg var ikke stærk som du / Jeg måtte fødes på ny / Jeg måtte først gå døden i møde

Sådan lyder indledningen på bogen Mysteriet om et Menneske. Ordene er skrevet af en mand, som ikke længere er i live. Da undergrundsforlaget Baggaardsbaroner i 2015 modtog et kaotisk manuskript fra en anonym forfatter, var forlæggerne ved at kassere det. Men der var alligevel noget dragende i de rodede sætninger, som slog rod i dem, så de indledte en kontakt til forfatteren i håbet om, at teksten en dag kunne blive til en bog. Kort efter begik den unge mand selvmord, og forlaget stod tilbage med et spøgelses ufærdige værk. Forfatterens navn var Lasse Nissalovitz.

Jeg tog fat i de to forlæggere, som sammen har færdiggjort bogen, for at forstå, hvordan man takler, at kunstneren tager sit eget liv, når værket kun lige er begyndt sin rejse, samt hvordan man er tro mod en kunstner, som ikke kan sige fra.

Mens de fortæller, er de som ét sind, et gammelt ægtepar, der konstant fuldender hinandens sætninger, men uden at afbryde. Eller måske er de mere som to begejstrede brødre, fyldt med modsætninger, som i dag er fuldstændig tunet ind på hinandens energi. De supplerer og komplimenterer hinanden konstant, så meget, at jeg hurtigt dropper at citere dem hver for sig. Derfor bliver deres udtalelser her kombineret til én dobbeltstemme, der fortæller historien bag bogen Mysteriet om et Menneske.

VICE: Goddag, de herrer. Kan I starte med at forklare, hvordan hele projektet begyndte?
Baggaardsbaroner: Vi fik en meget mærkelig mail uden emnefelt eller præsentation. Der var bare et dokument på 120 sider. Intet forfatternavn, ingen kontaktinformation. Vi tog os ikke rigtigt af det. Så gik der et par uger, og så begyndte personen at sende billeder, hvor han stikker sig selv i hånden med en kniv, billeder af en død skade, gammelt baconfedt i en stegepande. Vi anede ikke, hvordan vi skulle forholde os til det, men hvis ikke han havde været så mystisk, var vi nok slet ikke begyndt at læse det, han havde sendt. Men det gjorde vi, og det viste sig, at nogle af teksterne var så gode, at de var helt færdige. Dem har vi stadig ikke rørt ved i den færdige udgave. Det havde en klar Dostojevskij-feel, en form for tabt tid, og et gammeldags sprog, som man ikke bruger længere. Han går for eksempel ind på en bodega, hvor man skal betale kontant, og så skriver han: "Det var sådan et sted, hvor man kun kunne betale med rede penge, og det er, hvad jeg kalder raffinement." Han snakker om, at hans sind er "utidigt", og det gjorde det så tidløst, at det var svært at forstå, at det var en knægt på 27 fra nutiden og ikke Hemingway.

Hvordan indledte I så et samarbejde?
Hovedpersonen i bogen drikker mange elefantbajere, så vi tog et billede af en elefantøl, som vi sendte til ham med ordene: "Vi er i gang". Vi googlede hans navn og fandt ud af, at han var en fucking klippe, en kæmpestor fyr, der står lænet ind over et billardbord. Taget ud af en vikingesaga. Han har sat pigehjerter i brand. Så vi var lidt nervøse, da vi skulle mødes med ham en sen aften i november 2015 ude på Refshaleøen. Det var pissekoldt og mørkt, og vi skulle sidde og forklare det her brød, at der var noget af hans bog, der var fedt, og noget af det, der var noget rigtigt bræk. Der var stykker i bogen, hvor han tæskede folk, og vi anede ikke, hvor selvbiografisk det var. Jeg-fortælleren var en rigtig ilter fyr, og det lugtede lidt af, at det var forfatterens eget liv, han beskrev. Da vi endelig mødte Lasse, lignede han en, der hele tiden var ved at græde. Der var noget i hans øjne - som glas, der smadrede inde i ham.

Det regnede, og natten var helt stille, og vi sad og drak bajere og slivovitz sammen med udsigt over byen, og dér blev vi enige om, at vi skulle lave det her. Men det hele sluttede meget brat. Han rejste sig bare op og sagde, at han havde fået for meget. Jeg ved ikke, om det var fuldskaben, eller fordi han havde ladet to fremmede komme lidt for tæt på, men lige pludselig var han bare ude af døren. Det var første og sidste gang, vi så ham. Man kunne godt se på ham, at han havde det hårdt. Vi fornemmede dog, at han var en mand, som havde det af helvede til, men brugte det at skrive som en redningskrans. Det var så åbenbart ikke nok for ham. Der var nogle ret brutale scener, som vi i dag kan se var en opskrift på, hvordan hans liv skulle ende.

Hvad skete der?
Vi skrev til Lasse og forklarede, hvad han skulle ændre, men vi hørte ikke noget fra ham. Til sidst fik vi en besked, hvor han bare skrev: "Mine dage forsvinder i druk og fortvivlelse".
I januar 2016 fortalte han endelig, at han var i gang med at skrive, og at han nok kunne have noget klar to uger senere. 4-5 dage efter fik vi en mail, fra hans ven Morten, som bare skrev helt kort: "Kære Baggaardsbaroner. Jeg beklager at måtte fortælle, at natten til fredag har Lasse taget sit eget liv. Lad os tage et møde, hvor vi snakker om bogens videre skæbne." Det var sådan en mail, hvor man er fuldstændig lamslået bagefter. Det var en kæmpe lussing. Den forfatter, vi arbejder med, er her ikke mere til at lave det her rod færdigt. Der manglede så meget, at vi ikke på nogen måde kunne lave bogen færdig med det indhold, vi havde. Vi fik så kontakt til Lasses tvillingesøster, som brugte en uge på at gennemgå alle hans notesbøger og hans computer. På computeren fandt vi et dokument med titlen 'Til Baggaardsbaroner', der var skrevet et par timer før, han tog sit eget liv. Der lå en omrokering af hele bogen, og en omskrivning af nogle af stykkerne, og selvom der stadig manglede rigtig meget, så kunne vi se, at han havde forstået, hvor vi gerne ville hen, og var enig. Det var en håndsrækning fra graven.

Hvad krævede der for, at I kom derfra til en færdig bog?
Vi havde et dogme om, at vi ikke måtte skrive nogle sætninger selv. Det skulle være et remix af alle hans ord. Derfor tog vi kontakt til alle mennesker, der kendte ham, og som kunne give os breve, sms'er og andre af hans ord. Vi havde meget dybe og svære samtaler med hans mor og andre familiemedlemmer. Det var så tungt, og vi sad alle sammen og græd på skift.

Hvis vi havde vidst, hvor meget arbejde, der ville være i det de næste to år – hvis vi havde haft erfaringen til at vide, hvor meget et andet menneske kommer ind under huden, når man arbejder med det på den måde - så tror jeg, vi havde takket nej til projektet. Jeg er begyndt at se ham på gaden, på byens bodegaer. Jeg møder ham, selvom jeg ikke kender ham. Men det gør jeg alligevel, for vi har været i hans beskeder, hans kærestebreve, hans notesbøger, alting. Vi kender ham meget mere intimt, end vi kender nogle af vores bedste venner. Vi har set karakteren i hans håndskrift forandre sig i notesbøgerne, når det hele blev for meget, og det til sidst opløste sig i en rasende kradsen med kuglepennen. Vi begyndte at forstå, at den mand, som vi troede, brugte skriften til at bearbejde nogle ting, ikke havde fundet nok trøst i sine ord. Det var ikke et råb om hjælp, det var bare et råb. Det var tekster, der bare skulle ud. Der er noget, der gør ondt hele tiden, og det kan man mærke i bogen. Vi andre kan få det forkerte ben ud af sengen om morgenen, og jeg tror, han har fået det forkerte ben ud af mors mave. Han passede bare ikke til den her verden. Det prøver han at retfærdiggøre gennem sin skrift.

Hvordan reagerede venner og familie på at blive kontaktet?
Lasses ven, som havde overbragt os den frygtelige nyhed, sagde god for os, og vi blev enige med forfatterens tvillingesøster om, at bogen skulle blive til noget, og at det ville blive en hudløst ærlig fortælling. Vi forklarede fra starten, at vi ikke ville skjule noget. Det skulle ikke være hans gravsten, men hans testamente.
Familien har været uvurderlige, især hans søster, som midt i den her sorgperiode har siddet og læst alting igennem. Hun læste hvert et ord, han havde skrevet, før hun sendte det til os. Bogen var aldrig blevet til noget, hvis ikke det var for hende.

Fortæl mig lidt mere om selve processen med at få gjort bogen færdig.
Vi har brugt over to år på det her, og det har været en opslidende omgang. Den udgave, vi sendte til tryk, var niende udgave, så den er virkelig blevet gennemarbejdet. Ved sjette udgave måtte vi lave hele lortet om. Vi var taget i sommerhus og tog lidt svampe og røg nogle joints for at prøve at se bogen i et nyt lys. Vi troede, vi skulle op og lægge sidste hånd på den, men det gik ret hurtigt op for os, at vi havde lavet en lortebog. Vi var rigtig langt fra mål. Så vi brækkede den i stykker og ledte på kryds og tværs efter en rød tråd, sproglige ligheder og struktur. Vi sad der med alle puslespilsbrikkerne. Hele sommerhuset var fyldt med papir, som lå overalt på gulvet og var hængt op på alle vægge og vinduer med tråde imellem, der bandt ting sammen.

Det lyder næsten som detektivarbejde. Hvordan fandt I det afgørende spor?
Klokken var fire om natten, og vi sad egentlig og spillede brætspil og røg joints, da åbenbaringen pludselig kom. Så fløj vi op og snakkede i munden på hinanden. Det var et totalt eureka-moment, hvor erkendelserne kom væltende. Klokken 6 om morgenen sagde jeg: "Ring til hans søster! Vi skal høre, om hun kan følge det," men det kom vi heldigvis fra igen. Vi blev nødt til at være sikre på, at det ikke bare var skævheden, der talte. Da vi havde sovet, røg vi 1000 smøger og kom frem til, at vi havde ret. Der var noget uforklaret i alle teksterne, en kilde til sorgen, som vi ikke tidligere kunne spore, og nu kunne vi se det for os. Lige pludselig gik det fra en gal mands værk til at være et stykke litteratur med sammenhæng. Nu var trådene samlet, og vi kunne bevæge os mod målet. Nøglen til bogen havde hele tiden ligget foran os, men vi kunne ikke bare spørge forfatteren, hvad han egentlig mente, for han var væk for altid.

Alle jeres bøger bliver udgivet under pseudonym. Bliver det også sådan denne gang?
Det her bliver den første bog, der er udgivet under forfatterens rigtige navn. Det, vi er imod, er den biografiske læsning, hvor forfatterens rigtige liv hele tiden bliver trukket ned over teksten, for det forstyrrer, og det kan man selvfølgelig ikke undgå med den her bog. Men det gør ikke noget, at Lasses navn står på den, for han er død. Der er ingen litterære eksperter, der kan spinde en stor PR-maskine på det her, og sidde og spille pik i Go' Morgen Danmark over dem selv. Det kommer ikke til at ske.

Det her er Lasses bog, hundrede procent, selvom vi nok har brugt næsten lige så lang tid på den som ham. Han skylder fandeme en bajer. Jeg er stolt af, at det sidste kapitel i bogen også er det sidste, han skrev, inden han døde. Det er Lasses sidste ord. Jeg tror, vi har skrevet den bog, som vi også var endt med, hvis han havde været med os. Det gode og det dårlige ved den her bog er, at det ikke bare er hans første værk. Det er også hans sidste værk, det er hans bedste værk, og det er hans dårligste værk. Det er det hele. Der kommer ikke mere.

Jeg ville fucking gerne have haft en enkelt brandert med ham og vise ham hans færdige bog. For vi har jo også mistet ham nu. Vi kendte ham ikke så godt som person, men vi kender ham gennem hans tekster. Det føles som et venskab, selvom det var en monolog. Vi har sparret med et usynligt væsen. Der er en æstetisk og etisk grænse, som vi har balanceret på, men den er ude af vores hænder nu. Det er angstprovokerende at sige farvel til den, for nu ved vi, at vi aldrig kommer tættere på ham. Der er ikke mere tekst. Vi har udtømt et forfatterskab og har læst det sidste ord. Det er et endegyldigt farvel.

Der er officiel bogrelease for "Mysteriet om et Menneske" fredag d. 27. oktober fra klokken 16 på Esrom Kroen på Nørrebro i København.