FYI.

This story is over 5 years old.

Music

Danmarks nyeste boyband har stramt tøj, selvironi og åbenbart flyvetilladelse

De hedder Sharon Stone, og du kan se deres første musikvideo nogensinde lige her.

Hvad skal der til for at lave et nyt boyband i 2017? Kan man overhovedet stadig det, i en post-Bieber, post-folk-der-har-gjort-karriere-på-bare-at-ligne-Bieber æra? Det glæder os at fortælle dig, at ja, det kan man sagtens, og der skal ikke mere til end et pilotcertifikat, navnet på en 59-årig Basic Instinct-skuespillerinde og matchende, tætsiddende sort/hvide outfits. Og noget lettilgængeligt, københavnsk synthpop.

Advertisement

Det er nemlig formlen bag den første musikvideo nogensinde fra "Danmarks nyeste boyband", skudt i et 80'er-nostalgisk 1:1-format. Straight outta København kommer nu Sharon Stone aka. Christoffer Nolsøe (pilot og korleder), Christoffer Winther (forlagsredaktør og copywriter) og David Vang (bassist og producer) med deres debutsingle, "Pretty". Tænk GENTS, hvis GENTS havde selvironi. "Pretty" er et behageligt flyvende (bogstaveligt talt) synthpop-track med et budskab, der på mange måder er et mande-svar på Pussycat Dolls' "Don't Cha".

I videoen for førstesinglen ses de tre Sharon Stoners flyve fra Roskilde Lufthavn til Ringsted Flyveplads, hvor de får sig nogle ispinde, poserer sammen med deres flyver, og generelt bare har det LOL. Derfor har du nu mulighed for at klaske dine mest Saint Tropez'ede shades på, fyre op for videoen herunder og lad dig flyde med på den her nye, skinnyjeans-klædte bølge af, hvad Sharon Stone selv beskriver som "moist ultra-pop". Samtidig kan du så spørge dig selv, om der er nogen som helst udsigt til, at en af dine uduelige venner får taget sig sammen til at tage et fucking pilotcertifikat:

Sharon Stones første single "Pretty" udkommer fredag på alle tjenester. Du kan fange Danmarks nyeste boyband live på Jolene sammen med Motorique torsdag den 2. november.