Vi tog til 'gender bender'-workshop på Roskilde

FYI.

This story is over 5 years old.

køn

Vi tog til 'gender bender'-workshop på Roskilde

"Det gør altså noget ved den måde, man står på at have sådan én i bukserne."

Miss Special K smører et tykt lag blå glimmerøjenskygge henover mine øjenlåg, den passer godt til Roskilde, siger hun, inden hun fortsætter med en meget lyserød læbestift. Mens hun lægger en heftig make-up på mig, fortæller hun, at hun har drag'et som karakteren miss Special K i seks år nu.

"Hun er en viderebygning på min egen personlighed. Miss Special K har været en måde for mig at kunne gøre ting, som jeg ikke kan gøre som mig selv. Ting, som Kevin ikke kan gøre, og det har været rigtig rart, og det har været rigtig godt for min selvtillid at være miss Special K."

Advertisement

Hvorfor er det dejligt at lege med sit kønsudtryk på den måde?

"Som mand er man begrænset, når man går ind i tøjbutikker, og man er begrænset i, hvad man har lov til. Og så er det rart som mand at få at vide, at man er flot."

Og det får du mere, når du er i drag?

"Ja, jeg tror ikke, det er særlig normalt i vores samfund, at man fortæller mænd, at de er pæne."

Sådan; fuck, hvor ser du godt ud i dag?

"Ja, og det tror jeg faktisk, der er mange mænd, der gerne vil høre."

Vi er til gender bender-workshop med Kvinfo og Vesterbros Drag Udlejningsservice på Roskilde Festival. Miss Special K er færdig med at give mig make-up på, og der er mange andre, der skal udsættes for hendes kyndige hænder.

En gender bender er en person, der bøjer sin kønsrolle, og det er det, man kan lege med i dag i Camp Posthuset i Dream City. Der er stativer med tøj, parykker, make-up, briller og neglelak, så man kan udfordre sit kønsudtryk.

"Vi vil på Kvinfo rigtig gerne sætte fokus på kønsnormer," siger Katrine Kladakis, der er vidensmedarbejder hos Kvinfo. Hun er i dagens anledning klædt ud som en mand med påmalet skæg og korthåret paryk.

"Det handler om at gøre det på en legende måde, for man kan sagtens stå og holde en eller anden forelæsning om køn og normer, og hvordan det har en ret stor betydning, hvilke kønnede forventninger drenge og piger mødes med helt ned i vuggestuen, men vi tænker, at det giver mere mening, at man får afprøvet det selv og får kropsreflekteret over de her ting," siger Katrine Kladakis.

Advertisement

Hun får også lov at blive den første, der må forklare, hvad det er, hun har valgt at tage på, og hvorfor, inden vi går på opdagelse blandt de mange andre gender bendere, der er mødt op i Dream City. Du kan se deres svar og billeder fra eventet nedenfor – og der er desuden workshop igen mandag og tirsdag.

Katrine Kladakis, 31, vidensmedarbejder hos Kvinfo

VICE: Du har selv valgt at få malet skæg og tage en korthåret paryk på, hvorfor har du valgt lige præcis det her outfit?
Katrine Kladakis: Til daglig ser jeg nok ret klassisk feminin ud, meget heteronormativ. Jeg er tilfældigvis lesbisk, men det kan folk ikke se på mig, så jeg har nogle privilegier i dagligdagen – der er ikke nogen, der stopper op og undrer sig og lige skal kigge på mig og finde ud af, om jeg er en mand eller en kvinde. Jeg er gået lidt dragking-vejen, og man behøver selvfølgelig ikke holde sig i de her to stereotype kasser, mand og kvinde, men jeg har valgt dragking, fordi jeg til daglig er så feminin og gerne vil se, om jeg opfører mig på en anden måde – tør jeg måske noget mere?

Magnus Ingemann Pedersen, 20, lærervikar

VICE: Hvad har du på i dag?
Magnus Ingemann Pedersen: Jeg har en fin paillet-trøje og en gylden nederdel på – og jeg føler mig meget som en amazone-kvinde.

Hvorfor er det fedt?
Fordi det sætter fokus på, at køn er performativt. Vi har vores biologiske køn, men det samfundsmæssige køn er meget anderledes, og jeg synes, det er en sjov begivenhed, det her.

Advertisement

Går du i helt almindeligt tøj fra herreafdelingen til hverdag?
Ikke så tit. Jeg synes, kvindetøj er pænere. Det er ikke, fordi mit udtryk er så feminint, men jeg synes, at kvinder tit har flottere tøj. Selvom det mest er sweatshirts, så vælger jeg mest i dameafdelingen.

Hanna Fielg, 26, arbejder for festivalen Salaam Shalom

VICE: Hvorfor har du valgt at tage skæg på i dag?
Hanna Fielg: Jeg har taget skæg på i dag, fordi det er én slags diskrimination og begrænsninger, jeg møder, når jeg som kvinde med tørklæde går rundt i samfundet, men når jeg ser på mine brødre eller andre med anden etnisk baggrund, som måske er lidt brune i hovedet og har skæg, så er det en anden slags diskrimination.

Det er svært at forestille sig, hvad de møder af fordomme. Jeg bliver måske set som et offer, men de bliver måske set som nogen, der undertrykker kvinder. Og det er det, jeg gerne vil lege med i dag, både det feminine – normalt går jeg heller ikke med så meget make-up – og så med det maskuline. Der to dimensioner i det; køn og etnicitet.

Olivia Lyhne, 21, læser idehistorie på Aarhus Universitet

VICE: Hvad har du valgt at tage på i dag?
Olivia Lyhne: Jeg har valgt at tage en skjorte på og så skæg og brysthår. Vi gik lidt efter et Dario-look, men måske endte det lidt mere med et it-medarbejder-look. Og så har jeg fået en penis, som egentlig er et tørklæde, men som helt sikkert har spændt mine bukser til bristepunktet.

Hvorfor har du valgt det outfit?
Jeg har valgt outfittet i samarbejde med en virkelig sød dragqueen. Vi blev ligesom enige om, hvilket look jeg gik efter. Og vi valgte slipset, fordi det er en art statussymbol, som mænd har. Det er typisk mænd med magt, der har slips på.

Advertisement

Vi kom herover, fordi vi havde hørt om eventet, og jeg synes, der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved køn, som jeg ikke mener er en konstant eller stabil ting. Køn er omskiftelige, og jeg synes, det er vigtigt at stille spørgsmålstegn ved vores kønsopfattelse.

Og så gør det altså noget ved den måde, man står på at have sådan én i bukserne.

Søren Larsen, 21, laver politisk aktivisme

VICE: Hvad har du valgt at tage på i dag?
Søren Larsen: Jeg har valgt at tage en lyselilla og grøn kjole på med et blåt bælte, der strammer den ind omkring livet, nogle vikarbriller, et hårbånd og lidt make-up og neglelak.

Hvorfor har du valgt det?
Jeg læste om den her workshop på Facebook og tænkte, at det var interessant. Jeg kan godt lide idéen om at bryde de her normer for, hvad man kan, og hvordan man skal tilpasse sig i samfundet. Jeg kan godt lide at provokere og bryde med de her strukturer, som mest af alt fastholder folk i en rolle, som de ikke nødvendigvis føler sig tilpas i.