Så meget koster en universitetsuddannelse i andre europæiske lande

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Det kan godt være, at Lars Løkke lige har foreslået at tage halvdelen af din SU. Det ændrer dog ikke ved, at videregående uddannelse er gratis i Danmark. Til sammenligning betaler britiske studerende den højeste, gennemsnitlige undervisningsafgift i verden.

Men uanset hvor fantastisk det lyder, når man fortæller, at man kommer fra det socialistiske utopia Danmark, hvor man oven i købet får penge for at studere, så kan det selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi Danmark samtidig har et af verdens højeste skattetryk. Med andre ord betaler vi tilbage senere i vores liv. Og hvad kommer omdannelsen af de sidste to års SU til et lån til at betyde for, hvor mange og hvem, der i fremtiden søger ind på de videregående uddannelser?

Vi bad redaktørerne i en håndfuld af de øvrige europæiske VICE-kontorer om at fortælle, hvordan systemet og situationen er i deres land. Hvad betaler man for sin videregående uddannelse – og hvad får man for pengene?

Det er relativt let at tage en uddannelse uden at knokle så hårdt for det i Rumænien – hvis man altså har penge til det og kan gå på et privat universitet for eksempel. For et par år siden blev omkring 100.000 studerendes eksamensbeviser fra et af landets største private universitetet erklæret ugyldige, fordi pensum ikke levede op til kravene, og de studerende nærmest ikke behøvede at møde op til undervisning. Undervisningsafgiften på offentlige universiteter ligger mellem 2.700 og 11.650 kroner om året, hvilket er mange penge sammenlignet med den gennemsnitlige månedsløn i Rumænien på omkring 3.530 kroner. Studielån eksisterer ikke rigtigt, men regeringen uddeler stipendier til over 62.000 af de bedste rumænske studerende hvert år, hvilket dækker den fulde undervisningafgift ved et offentligt universitet og halvdelen af transportomkostningerne. Hvis man er blandt de bedste i sin klasse kan man få et meritbaseret stipendium på cirka 600 kroner om måneden – akkurat nok til at købe bøger, øl og kondomer.

Det rumænske system har gjort, at en masse studerende tilmelder sig University of Agronomic Sciences i Bukarest, som modtager en masse europæisk støtte for at uddanne rumænere til landmænd på grund af den lave pris og de billige kollegieværelser. Efter endt eksamen søger de studerende bedre betalte jobs, som absolut intet har at gøre med landbrug. Der er ikke mange kurser, der undervises på engelsk, og undervisningsafgiften for ikke-EU studerende kan være op til 71.440, men det afholder ikke udenlandske studerende fra at søge. Det er til gengæld ikke dem alle, der evner at omstille sig til det akademiske liv i Rumænien: I 2014 protesterede en gruppe franske medicinstuderende i rumænien, fordideres lærere havde bedt hver af dem om 4.500 kroner i bestikkelse for at bestå deres eksamen.

- Mihai Popescu, VICE Rumænien

Hollandske og EEA-studerende (EU + Island, Liechenstein og Norge) betaler et årligt beløb på 14.920 kroner for at studere i Holland. Udefrakommende studerende skal betale mellem 45.120 (for fag som økonomi eller jura) og 150.400 kroner (for medicin) for en bachelorgrad. Før januar 2015 fik hollandske universitetsstuderende en månedlig udbetaling fra staten, som var en 'gave', hvis den studerende opnåede et eksamensbevis inden for 10 år. Beløbets størrelse afhang af forældres økonomiske situation, og om den studerende var ude- eller hjemmeboende. I værste fald fik studerende, som boede hos deres forældre omkring 3.760 kroner om måneden – eller maksimalt 5.260 kroner, hvis de var udeboende. Oven i det havde de studerende let adgang til et månedligt lån, som skulle betales tilbage over 15 år til en meget lav rente.

De forhold blev ændret i begyndelsen af 2015, da den månedlige udbetaling blev lavet om til et studielån. I november 2014 samledes et par tusind kommende studerende i Haag for at protestere mod det nye system – men forgæves. Regeringen lovede at bruge pengene på at forbedre uddannelseskvaliteten. Uanset, om det rent faktisk sker, så har ændringerne allerede gjort det sværere for hollandske studerende at læse på universitetet. I 2015 faldt antallet af ansøgere til universiteterne med 6,8 procent.

- Charlotte Simons, VICE Holland

Lokale og internationale studerende, der læser på et offentligt fransk universitet, betaler 1.380 kroner om året for deres tre-årige BA-grad og 1.925 kroner om året for en to-årig MA. En PhD koster 2.940 kroner om året – og de studerende kan søge om legater.

De priser er forholdsvis lave, men det er formentlig fordi, man ikke betaler for vedligeholdelsen af bygningerne. Beviser for den teori kan findes på Tumblr-siden Ruines d'Université, som viser franske universitetsbygninger i en tilstand af forværring. Mange unge fra middel- og overklassesfamilier går på private universiteter – handelsskoler, statskundskabsskoler og den slags – hvor undervisningsafgiften er langt højere. En MA ved Sciences Po Paris, den mest berømte statskundskabsskole i Frankrig, koster 105.000 kroner om året. Et eksamensbevis fra en af de skoler øger chancerne for at få job og en højere løn markant. Så selv i Frankrig er nogle bare bedre stillet end andre.

- Romain Gonzalez, VICE Frankrig

Det var gratis at studere i Tyskland i årevis, men det ændrede sig i 2005, da landsretten besluttede, at universiteterne havde ret til at kræve undervisningsafgift fra de studerende. Den beslutning blev mødt med udbredt modstand og protester fra de studerende over hele Tyskland – og med succes. Til at starte med blev undervisningsafgiften bandlyst igen individuelt i deltstaterne og i 2014 besluttedes det på statsligt niveau, at det skulle være gratis at studere på ethvert offentligt universitet i Tyskland. Det gælder både for studerende fra EU-lande såvel som fra ikke-EU lande.

Så det er igen gratis af studere i Tyskland, men selve studietilværelsen er ikke omkostningsfri. Men tyskerne ville ikke være tyskere, hvis de ikke havde fundet en smutvej: den såkaldte BAföG er et stipendium fra staten, der støtter studerende fra lavindkomst-familier, og det udstedes til omkring en fjerdedel af alle studerende i Tyskland. Halvdelen af den månedlige udbetaling er en 'gave', og den anden halvdel er et rentefrit lån.

- Berivian Kilic, VICE Tyskland

Langt størstedelen af italienske universiteter er offentlige – selv de bedste. Det betyder, at undervisningsafgiften er rimelig. Afhængigt af universitetet, fakultet og den studerendes økonomiske situation er undervisningsafgiften mellem 7.500 og 22.500 kroner om året. Det er ikke det billigste i Europa, men det er heller ikke helt dårligt.

Universiteterne er til gengæld dårligt organiseret. Ligesom enhver statslig institution i Italien, så er bureaukratiet på universiteterne meget besynderligt. Italienske universiteter klarer sig også dårligt i internationale rangeringer. En af de primære problemer med systemet er, at det modtager meget lidt støtte fra regeringen – betragteligt mindre end andre akademiske institutioner i Europa. Så hvis man vil studere på universitetet i Italien, er det relativt billigt - du skal bare ikke forvente velbelyste læsesale med wifi og stikkontakter, velassorterede laboratorier eller endda toiletpapir på toiletterne.

- Flavia Guidi, VICE Italien

En bacheloruddannelse ved et græsk universitet er gratis, og de fleste tager fire år at færdiggøre. Det er også gratis for EEA-beboere – der er kun en smule bureakrati og ingen afgangseksamer, man skal bare have en ungdomsuddannelse. Man er til gengæld nødt til at kunne tale græsk ved de fleste kurser og kunne bevise det med et diplom. Studerende udenfor EEA betaler afgifter, som dækker en lille procentdel af omkostningerne og studiebøger – som løber op i cirka 3.760 kroner per akademisk år.

Overbygningsmulighederne er til gengæld anderledes. For en god MA-uddannelse betaler man op til 75.000 kroner. Der findes overbygningsuddannelser, som er gratis, men der er ikke det store udvalg i fag. Derfor rejser mange grækere til udlandet for at tage en MA eller PhD. Det er selvfølgelig heller ikke ideelt, for de rejser ud til langt højere leveomkostninger og markant dårligere udsigter.

- Anna Nini, VICE Grækenland

Da Serbien var en del af Jugoslavien, kunne enhver indskrive sig på et hvilket som helst universitet gratis. Det er en dejlig tanke, men det resulterede i en stort antal dimittender inden for områder, hvor der ikke var efterspørgsel, eller som var blevet totalt forældede. Der er for eksempel et enormt antal serbere, som er arbejdsløse kunsthistorikere. Samtidig har nationalmuseet og Beograds museum for moderne kunst begge været lukkede i over et årti med "renovering" som forklaring.

Efter kommunismens fald forblev staten ejer af otte primære universiteter i Serbien. Undervisningen er gratis for de studerende, der klarer sig bedst i adgangsprøverne – de betaler kun for bøger og registreringsafgifter, som maksimalt udgør 1.880 kroner om året. Undervisningsafgiften på statsligt ejede universiteter kan være op til 7.500 om året og omkring 11.280 til 22.560 kroner for ikke-serbere. Mange af kurserne undervises på serbisk og teknikkerne, der bruges i undervisningen, kan være ret forældede.

Private universiteter – som omkring halvdelen af landets 220.000 studerende er indskrevet på – blev etableret efter kommunismens fald. Man betaler langt mere for dem, og selvom nogle af dem er moderne og veludstyrede, så er andre mest bare en institution, som man betaler for at få et eksamensbevis. Serbien tilbyder også studielån til omkring 525 kroner om måneden – i et land med en gennemsnitlig månedsløn på 3.000 kroner. Lånet kan betales tilbage uden renter efter endt uddannelse. Kun 7 procent af de serbiske studerende bruger lånet, hvilket viser, at mange studerende får finansiel støtte af deres forældre, eller arbejder ved siden af, for at kunne betale for en universitetsuddannelse.

- Jovana Netković, VICE Serbien

Mere fra VICE:

Jeg tog på rustur og endte med at hade mig selv og alle andre

En dansk ghostwriter fortæller, hvordan han scorer kassen på at lave andres eksamensopgaver

Sådan dater du, selvom du er ung og på røven