Kvinden der lever af at redde killinger

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Broadly.

Hannah Shaw elsker katte. Altså som i elsker katte. Den 28-årige begyndte at opdrætte hjemløse katte, efter hun blev færdig på universitetet, og har siden viet sit liv til at tage sig af killinger. Hun opdrætter helt nyfødte katte, som er blevet forladt, og som ellers ville blive slået ihjel på et dyreinternat, fordi det er en stor udfordring at tage sig af dem i det tidlige stadie.

Selvom det kan være krævende og stressende at tage sig af syge, skræmte og skrøbelige killinger, så viser Hannah Shaws Instagramprofil primært de positive sider af jobbet som killingeredder. For eksempel i form af billeder, hvor hun fodrer, bader og kører bil med sine små venner. Vi har talt med hende om hobbyen, der blev til en karriere, hvorfor hun identificerer sig med gnavne katte og hvordan livet som killingeredder er. (Og så er vi gået i selvsving over nogle af hendes mest nuttede killingebilleder på Instagram, og oh my god…)

Broadly: Hvornår og hvordan kom du i gang med at redde killinger?
Hannah Shaw: Jeg har været passioneret omkring beskyttelsen af dyr, siden jeg var 12 år og besluttede at holde op med at spise dyr. Siden da har jeg været involveret i kampagner for beskyttelse af alle mulige slags dyr, for eksempel bedre vilkår for husdyr og fundraising til beskyttelsen af dyrelivet i naturen. Jeg begyndte at redde killinger for omkring otte år siden, og det er altid lykkedes mig, at passe det sammen med andet arbejde. Da jeg var i starten af tyverne og arbejdede på en folkeskole, var det en større udfordring. Jeg havde bittesmå killinger svøbt i mit tøj med på arbejde, og fodrerede dem på toilettet, så ingen ville opdage det. Nu hvor jeg arbejder fuldtid inden for nonprofit dyrebeskyttelse, er folk heldigvis lidt mere large over for killinger på kontoret.

Hvor mange killinger har du cirka reddet indtil videre?
Det er svært at sige, fordi min arbejde med killingerne er så forskelligartet. Nogle gange opdrætter jeg dem fra start til slut, og andre gange finder jeg en anden redder, og bidrager kun med forsyninger og vejledning. Sidst jeg talte, havde jeg opdrættet et par hundrede killinger, men det er over et forløb på otte år. Det er ved at blive svært at holde styr på!

Hvordan er dit arbejde anderledes fra en dyrlæges?
Jeg er mest interesseret i at arbejde for bedre vilkår for killingerne, så jeg skal ikke selv være dyrlæge, men jeg prøver at få dyrlægerne til at fokusere mere på helt nyfødte killinger. Det er overraskende, hvor få dyrlæger, der har erfaring med de nyfødte, men det er selvfølgelig heller ikke almindeligt at folk går til dyrlæge med en killing, som er en uge gammel og ikke har nogen mor. De fleste gange, jeg har haft en nyfødt killing med til en ny dyrlæge, har de sagt "Wow, det er den mindste killing, jeg nogensinde har set!" Det er vildt frustrerende, for jeg vil så gerne have at killingerne har adgang til de eftersyn, de har brug for, men det bliver bare ikke prioriteret på de private klinikker. Jeg så gerne, at der var bedre støtte til hjemløse, nyfødte killinger blandt dyrlægerne, og at der blev forsket mere i livsreddende teknikker, så folk som mig har de bedste forudsætninger for at redde dem selv.

Hvor finder du killingerne henne, og hvordan finder du nye ejere til dem?
Næsten alle de hjemløse, nyfødte katte bliver fundet udendørs, hvor de bliver født af usteriliserede, vilde katte. Når folk finder dem udenfor, bliver de som oftest afleveret på dyreinternatet. Der bliver de dog slået ihjel med det samme, fordi de fleste internater ikke har ressourcerne til at tage sig af dem, og derfor betragtes de som håbløse tilfælde. Det er her killingereddere kommer ind i billedet! Vi kan tilbyde et alternativ, hvor vi selv opdrætter killingerne i stedet for at slå dem ihjel. Det er egentlig ret let at finde hjem til killingerne. Jeg plejer at reklamere for dem et par uger før, de er klar til at blive adopteret. På den måde er der et hjem klar til dem, når de bliver otte uger.

Du bærer tit rundt på killingerne i dit tøj, fordi de er hjælpeløse, når de er så små. Hvordan reagerer folk, når du har en lille killing på skulderen ude i offentligheden?
Halvdelen af gangene lægger folk slet ikke mærke til det. De fleste forventer nok ikke at se en killing på 200 gram sove i ens halstørklæde, så de opdager det ikke. Jeg prøver også at kamuflere det det lidt, når jeg har killinger på slæb. For eksempel bruger jeg en lift, som er designet til at ligne en håndtaske mest muligt. Det er der et par grunde til. For det første er det ikke så godt for killingerne, når fremmede mennesker prøver at røre ved dem i supermarkedet, men for det andet, så er jeg altså en travl dame, og nogle gange vil jeg gerne bare handle ind i fred, okay?

Hvor mange katte har du hjemme hos dig selv?
Jeg har to katte, som er mine egne. Jeg har opdrættet både Coco og Eloise, siden de var hjemløse killinger. Derudover har jeg en lind strøm af hjemløse killinger, som jeg opdrætter et kuld ad gangen. Så jeg har nok et sted mellem én og otte killinger ad gangen. Jeg prøver på ikke at beholde dem for længe. Jeg tror på, at den bedste måde at redde flest katteliv på er kun at opdrætte dem, indtil de er otte uger. Der er det på tide at bortadoptere dem, tage en lille slapper og så starte forfra med et nyt kuld.

Hvordan har du det med den stereotypiske forestilling om "kattedamen"?
Jeg har kun kærlighed til mine andre kattedamer. Men jeg synes også, at det at elske katte er en af de mange ting, som samfundet helt unødvendigt forbinder med et køn. Jeg kender adskillige mænd, som redder katte og killinger, og hvorfor skulle det være så mærkeligt? Når vi gør katteredning til noget kvindeligt, så skader det i sidste ende kattene, fordi halvdelen af befolkningen føler, at det nok ikke er noget for dem. Samfundet føler sig allerede så truet af emaskulation, så lad os tage køn ud af ligningen og bare lade dem, som har lyst til at hjælpe katte, gøre det.

Har du nogle råd til folk, der overvejer at blive killingereddere?
Man skal finde den måde at være redder på, som passer til ens liv. Det er ikke for alle, men alle kan bidrage med et eller andet. Hvis det ikke passer ind i dit liv at opdrætte killinger, så prøv med voksne katte. Hvis du ikke har mulighed for at have katte derhjemme, kan du hjælpe med at transportere, indfange eller kastrere vilde katte. Der er altid en måde at hjælpe på! Og vær indstillet på at skulle sige farvel til kattene til sidst, så du kan blive ved med at redde liv fremover.