Her er fem sætninger, der får mig til at længes væk fra Danmark

Selvom jeg er fuld af kærlighed til mit fædreland, er jeg desværre indrettet sådan, at jeg ikke kan holde ud at bo i Danmark ret lang tid ad gangen. I mine helt unge dage troede jeg, det handlede om min hjemby, så mit første flugtforsøg gik fra København til Fyn, hvor jeg slog mig ned som 16-årig. Men livet er den famøse box of chocolates, og som 16-årig har man ikke spist mange af dem endnu. Det viste sig, at de fynske marker slet ikke var så friske og åbne, som der skiltes med i Fyn er fin-kampagnen. Eller måske er Fyn netop bare det – fin. De åbne marker var lukkede, mættede og gennemsyrede af en tonstung danskhed, jeg hørte om, men aldrig forstod, så jeg måtte længere væk. Derfor valgte jeg som 20-årig at flytte til Italien, og året efter rykkede jeg videre til Argentina, hvor jeg endte med at bo i fem år.

Jeg er selvfølgelig også selv rundet af alle de leverpostejsmadder og al den teenagedruk, der følger med en opvækst i Danmark, men mine år i udlandet har også givet mig en vis erfaring med at betragte danskerne udefra. Og i den forbindelse er der nogle sætninger, der kommer ud af munden på os, som man først for alvor studser over, når man kommer hjem igen efter mange år i udlandet.

Det er de sætninger, jeg vil dele med jer her. For mig opsummerer de her fem citater danskheden, når den er mest…dansk.

1. Undskyld, men du taler altså meget højt.
At den her sætning har forfulgt mig personligt hele mit liv, er givetvis på grund af min dybe stemme. Den rejser gennem vægge. Parret med min dårlige hørelse gør det mig selvfølgelig til en forfærdelig sidemand. Men essensen i kommentaren må være, at det forstyrrer os at overhøre en samtale mellem to fremmede mennesker.

I den forbindelse har jeg nogle spørgsmål til dig, der beder mig om at dæmpe mig. Handler det om, at det er generende for dig at overhøre, hvad du anser for at være private ting om mit liv? Eller er det bare almen, dansk etikette, at man taler lavt i det åbne rum?

Jeg kunne fortsætte mine gætterier, helt til det stegte flæsk bliver koldt, men det har altid sendt mig direkte i armene på mere varmblodige folkeslag, når jeg får at vide, at jeg taler for højt eller gestikulerer for voldsomt. Der var seriøst ikke én person, der påtalte det i de fem år, jeg boede i Argentina, og selvfølgelig heller ikke i Bologna, hvor jeg bor nu. Sidst, jeg fik det at vide i Danmark, var i forgårs.

2. Her i Danmark går vi til højre.
Vi kender allesammen at lave dansen fra højre til venstre, og tilbage igen, når vi skal passere hinanden på gaden. Det er ikke en dansk ting. Hvad der så åbenbart er meget dansk er at oplyse hinanden om at 'her i landet går vi til højre'. En helt igennem god løsning på et lavpraktisk hverdagsproblem. Hvis vi kan kalde det dét. Men er der virkelig behov for at have udtalte regler om, hvordan vi passerer hinanden på gaden? Det er sgu ret dansk.

En anden løsning kunne være at kigge hinanden i øjnene og med vores blikke aftale, hvem der træder hvilken vej. Jeg er godt klar over at kigge 'en fremmed' i øjnene er intimiderende for os danskere, i hvert fald i ædru tilstand, men af og til virker det.

3. Øh… der sidder min ven faktisk.
Jeg har været bartender i København i tre år. Og – indrømmet – jeg har også tilbragt meget tid på barer i min fritid. Og ikke altid med venner. Jeg kan godt lide at gå alene på bar, men den slags er virkelig op ad bakke i et land, der topper listen over de mest umulige steder at få lokale venner, når man er udlænding.

Det, der er så slående ved den danske kultur i min generation (jeg er 30 år) er, at vi ikke er interesserede i at møde nye mennesker, når vi går ud. Derfor sætter ingen (unge) sig længere i baren, alene, medmindre de er plørefulde eller ude på at score personen, der sidder på stolen ved siden af. Og så er de sjovt nok altid så sanseløst berusede, at samtalen har svære kår.

Jeg kender det godt selv. Man er der med sine gode venner og foretrækker, at det forbliver sådan. Men ikke alle, der i ædru tilstand opsøger et andet menneske, er ensomme eller liderlige. I hvert fald ikke i udlandet. Og tænk på det venskab, det kunne blive til. Jeg mener det sgu. Jeg tænker lige nu på alle de venskaber, det er blevet til for mig – i udlandet. Det lyder lidt frelst, men hvis vi begyndte at lukke hinanden ind, os dansktalende individer, kunne det være, at det var mindre skræmmende at lukke resten af verden ind.

4. Det bliver skønt at komme lidt væk.
Danskere rejser. Vi rejser rigtig meget. Vi tager på weekendture, charterferier, dannelsesrejser, vi trekker og vandrer, vi tager på Erasmus-ophold, og vi benytter generelt enhver anledning til at komme lidt væk – ligesom jeg har gjort. Men jeg rejser faktisk ikke særlig meget, jeg flytter, og det siger jeg ikke med stolthed – mit liv havde været meget nemmere, hvis jeg havde affundet mig med at bo i Danmark.

Men jeg synes, der er noget ironisk i, at så mange danskere knokler for at tjene en masse penge, de så fyrer af på ferier i udlandet. Bor man så overhovedet det rigtige sted? Når folk taler om, hvor meget de glæder sig til at komme lidt væk, så er det underforstået, at det er en luksus, de tillader sig selv, det der med at få et afbræk fra hverdagen.

Jeg flytter fra Danmark, fordi jeg ikke føler mig hjemme her. Det er ikke Danmarks skyld, det er bare en kendsgerning. Når nu den uundgåelige respons kommer: Så kan du da bare finde dig et andet sted at bo, så svarer jeg trodsigt: det er jo så det, jeg gjorde og stadig gør. Så kan samtalen dø der.

5. Hos os køber vi kun økologisk.
Selvfølgelig er det ikke en dårlig handling i sig selv. Men når den kommer ud af munden på snart sagt alle Vesterbro-typer, man møder på gaden, så begynder det at irritere. Og når så endda en dreng på seks år underholder de andre børn på fritidshjemmet med at gentage sætningen ud i det uendelige (ja, det har jeg oplevet), så begynder man at få det stramt. Så bliver det for meget.

Køb økologisk, hvis du vil. Fortæl andre om det, hvis de spørger. Eller hvis det på nogen måde har nogen relevans for samtaleemnet. Jeg kan ikke tale for hele verden, men i Argentina oplevede jeg aldrig nogen snakke sådan om deres indkøbsvaner. Og selvom argentinerne heller ikke behandler dyr ligeså godt, som de burde, så vil jeg påstå, at de fleste dyr har det bedre der, end de har det her i Danmark. Hvorvidt jeg selv køber økologisk, vil jeg lade stå i det uvisse.