At bestige Mount Everest i virtual reality var vildere end noget computerspil

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE UK

Intergalaktiske slag mod krigsliderlige aliens. Vidtstrakte, overnaturlige verdener fyldt med magi og monstre. Alternative historiske action-eventyr med knivstikkeri, skyderi og løberi - og et spring i skjul bag en høstak. Computerspil udspringer af fantasi efter fantasi indtil de, ærlig talt, er en standardiseret form, der går igen i alle afarter af genren. Den samme opbygning i forskellige scenarier. Jeg kan flygte ind i en overjordisk verden hver eneste aften, indtil det bliver kedeligt. Men ægte indfrielse af en fantasi, at gøre drømme levende, er en anden historie. Og det er noget, jeg har fået smag for efter at have stået på toppen af Mount Everest – Sagarmatha, Chomolungma – i virtual reality.

For er det i virkeligheden ikke den ultimative opfyldelse af en drøm? At klatre til det højeste punkt på planeten er en bedrift kun en eksklusiv elite nogensinde opnår. Millioner af mennesker over hele verden spiller Grand Theft Auto, Halo og Mass Effect hvert år, men i 2015 var der ikke en eneste person, der besteg Mount Everest. Det er første gang, det er sket siden 1974. Der lå tragiske omstændigheder til grund for de manglende bestigninger: Jordskælvet i Nepal d. 25. april dræbte 21 mennesker på Everest, som dermed blev den blodigste dag i bjergets historie. Der blev aldrig lukket for adgang, men den øgede risiko gjorde, at alle aflyste deres ture. Normalt når omkring 500 mennesker om året toppen, hvilket lyder af mange, men det er ikke flere, end de ville kunne være i et enkelt S-tog.

Og her står jeg og planter et flag mellem sne og klippe, næsten ni kilometer oppe i himlen. Jeg træder hen til afgrunden og ser ned, ned, ned, og mine knæ er lige ved at give efter, før min hjerne træder til: Det er okay, det går nok, du er i London, og du står på et gulvtæppe. Det er alt sammen inde i dit hoved. Men mit hoved har aldrig haft det så vildt over et computerspil, ikke engang dem i virtual reality.

VIDEO: Everest VR

"Det føles, som om man hacker sin egen hjerne, når man laver sådan noget her," siger Reynir Hardarson, medstifter af det islandske studie Sólfar, som er holdet bag den ufattelige virtual reality-oplevelse Everest VR. "Vi ved ikke rigtig, hvad vi vil opdage med VR, men det føles, som om vi pirker til hjernen."

Selvom jeg ved, at det jeg ser ikke er ægte (forstået på den måde, at det skam er realistisk nok - baseret på 300.000 billeder af bjerget, der er sat sammen i Unreal 4 og kørt gennem en computer med flere lange tal tilknyttet, end jeg kan forstå, og det hele er lavet i partnerskab med RVK fra Reykjavík, special effects-firmaet bag filmen Everest fra 2015), imponerer det mig på et fysisk niveau, som ingen andre VR-spil, jeg har haft fornøjelsen af, har formået. Jeg har været Batman, der efterforsker et mord ved hjælp af mine mange gadgets. Jeg har været pilot på adskillige rumskibe og været tankfører, og har udraderet fjender både i luften og på jorden. Jeg har scoret masser af point, men disse typiske spilscenarier kan slet ikke sammenlignes med, hvordan Everest VR fik mig til at føle. Da jeg forlader bjerget, er jeg oprigtigt rørt. Jeg har det som om, jeg har været i berøring med noget sjældent og meget særligt, selvom mine hænder kun holdt om controllere, og de bjergbestigere, jeg kæmpede med, gav hånd til, og hvis skuldre jeg støttede mig til, var ikke andet end spøgelser i en maskine.

"Der er noget, der bliver vakt i din hjerne," siger Hardarson. "Det er en kraftig, følelsesmæssig fornemmelse. Og den er meget stærkere, end jeg troede, jeg ville se, før folk havde prøvet det. Man kan mærke tilstedeværelsen af mennesker og objekter i oplevelsen; du fornemmer, at de er tæt på dig."

Hardarson fortæller mig om folk, der har kravlet rundt på hænder og fødder, mens de har været inde i simulationen, som er en demo skabt for pressefolk som mig på Royal Geographical Society ved hjælp af HTC Vive-udstyr. Nogle mennesker har nægtet at gå videre på visse tidspunkter i simulationen. De er overhovedet ikke i fare, og de ved, at det ikke er ægte, men når man stirrer ned i en 70 meter dyb afgrund, og der er intet andet end en rebstige mellem dig og faldet (der aldrig kommer, selvfølgelig), kan øjnene begynde at spille de små grå et puds.

I min demo skal jeg klare den lodrette klippeoverflade kendt som Hillary Step på vejen til toppen, og efter jeg har klaret det, udpeger Hardarson en hemmelig afsats et stykke til venstre. Jeg teleporterer derhen – man kan ikke bare gå, hvor man vil, for simulationen er begrænset af det fysiske sted, jeg befinder mig i, som er en firkant på tre gange tre meter. "Kig ned," siger han, og det gør jeg. Alting begynder at svaje igen. Jeg ser tilbage på adgangen til afsatsen, en smal højderyg, hvor vi kun kan passere én af gangen. Nogle af mine ikke-tilstedeværende venner er der. Jeg vinker instinktivt. Men det er okay, de har tralvt. Travlt med ikke at dø.

Vi har alle prøvet at dø i drømme, men den risiko er der ikke i Everest VR. De kunne ganske vel have gjort oplevelsen mere computerspil-agtig, men det gik hurtigt op for Hardarson og hans kollegaer, at bare det at være der, var rigeligt.

"Da vi begyndte på det, tænkte vi, at det skulle være mere som at game," fortæller han mig. "Men det er tættere på en drøm, end det er på et spil – det giver dig muligheden for at kontrollere en drømmeverden. Det handler om at interagere med den verden, at røre den verden, at flytte rundt på den. Det handler om at lege med den, men ikke om at score point. Så jeg tror, vi allerede ser, at spil, som f.eks. first person shooters, ikke vil være det største til virtual reality. Det handler mere om eksperimenterende software, de drømmelignende kvaliteter ved oplevelsen."

Jeg fordyber mig i "luksusudgaven" af Everest VR, men det er lavet til også at kunne bruges med siddende VR-udstyr. "Den virkelig fængslende oplevelse er nu engang at gå på klippeafsatserne," siger Hardarson. "Det er bedre, når man træder ud til afgrunden og kigger ned. Det virker også når man sidder ned, men det er ikke det samme."

Fleksibiliteten ved de forskellige typer VR-platforme og opsætninger gør Everest VR attraktivt for museer, universiteter, biblioteker og mange andre uddannelsesinstitutioner. "Vi har vist det til folk her på Royal Geographical Society, og de er helt vilde med det," siger Hardarson. "Vi har fået mennesker, der rent faktisk har været oppe på det virkelige Mount Everest, og deres reaktioner… De har svært ved at beskrive det. Det er meget surrealistisk for dem. De siger, at det er meget tæt på den ægte vare."

Det er nu engang en romantiseret version af det virkelige Everest: Der er ingen kø, når man skal påbegynde sin opstigning, der ligger intet skrald på bjergsiderne og virtual reality-bjerget er ikke den iskolde grav for 280 afdøde bjergbestigere, som det ægte bjerg er. (Man kan lede alt det man vil, men man finder ingen lig i simulationen, hvilket er en "bevidst beslutning" fra udviklernes side: "Vi vil gerne respektere bjerget.") Men for en person, som aldrig kommer til at være der i virkeligheden, er det så realistisk, som toppen af verden nogensinde bliver det.

Jeg mener, at det netop er her, den umiddelbare fremtid for virtual reality ligger. Spil vil altid være der, og vil blive bedre og bedre i takt med, at VR forbedres. Men at se sine drømme udspille sig for sine øjne, at tage til et sted, som på samme tid er både meget ægte og fuldkommen uden for rækkevidde, er noget helt andet. Det er universelt, det er noget folk i alle aldre og med en hvilken som helst baggrund kan og vil opleve. Det er virtuel turisme, der udfrier sit mest episke potentiale, og det er et projekt, der ikke kun er for gamere, men for folket.

Læs mere om virtual reality på VICE:

Man kan dø af at spille computer, og det bliver kun mere sandsynligt med virtual reality

Verdens første virtual reality bryllup fandt sted i Atlantis

Jeg anmeldte Porn Hubs nye virtual reality porno