Vi stalker hinanden vildt meget på nettet, og det kan faktisk være et problem

Du er på date. Fyren eller kvinden, der sidder over for dig, har du mødt på Tinder. På forhånd har du gjort din research: Du har fundet vedkommendes efternavn ét eller andet sted på nettet og har googlet the shit ud af det. Du har tjekket hans eller hendes Facebook-profil og været nede på selv de allermest nederdrægtige Instagram-billeder. Du har fundet alt, hvad der måtte findes af hele og halve sætninger om den person, du har aftalt at drikke en øl med, og nu sidder du med flere informationer, end du ved, hvad du skal gøre med.

Pludselig sidder du fanget i en form for slalomsamtale, hvor du skal forsøge at navigere mellem det, du ved, at din date har fortalt dig, og alt det, som du selv har gravet frem. Bare for ikke at afsløre, hvor meget du egentlig har stalket den person, du sidder overfor.

Det er ikke kun på dates, at det her sker. Det er i alle mulige situationer, at vi undersøger hinanden på kryds og tværs. I takt med, at mere og mere af vores liv ligger offentligt tilgængeligt på nettet, og vi selv afgiver flere og flere digitale fodaftryk, er det, som om selve det at stalke hinanden har fået en helt anden betydning. Det er noget, der er helt okay at gøre – hvad enten det er venindeflokken, der i fællesskab gransker en potentiel date, eller det er drengene, der lige skal se det nyeste skud på stammen.

"Der er ingen tvivl om, at hele den her social medie-kultur har rykket vores naturlige grænse omkring privatliv til et egentlig ret unaturligt sted, hvor vi både mener, at vores eget privatliv skal udstilles alle mulige steder – og at det er i orden at invadere andres privatliv," siger Jill Byrnit, der er evolutionspsykolog og ph.d. i komparativ psykologi ved Syddansk Universitet.

Hun forklarer, at vi mister noget i vores møde med en anden person, hvis vi på forhånd har undersøgt alt for meget om vedkommendes liv.

"I virkeligheden er det jo udtryk for en form for grundresearch, og den viser, at vi er interesserede i at vide mere om den anden. Men du har ikke nogen glæde af at vide noget om en person, som vedkommende ikke selv er komfortabel med at fortælle dig. Meget af relationsopbygningen handler netop om, at vi starter med at være meget langt ude i hinandens cirkler, og så bevæger vi os langsomt ind mod kernen. Du kan ikke bare springe alle de led over og gå direkte til indercirklen. Det er at forsøge at snyde, og det virker ikke," siger hun.

Jeg har selv prøvet det. At sidde på en date over for en pige, som jeg på forhånd vidste alt for meget om. Hvor det eneste, jeg kunne tænke på, var den underlige og relativt småracistiske kommentar, hun havde skrevet i 2014 (som lige så vel kunne være ironisk), og det billede fra en gymnasiefest en række år tidligere, som jeg på ingen måde havde behøvet at se. Jeg behøver nok ikke at sige, at jeg ikke så hende igen.

Jeg har siddet på barer med venner, hvor vi allerede få sekunder efter ankomsten havde fundet bartenderen på Facebook, og jeg har været i situationer, hvor vi har brugt timer på at finde én eller anden, som én eller anden havde mødt i byen. Ikke fordi vi skulle bruge det til noget. Bare fordi vi kunne, og fordi vi var nysgerrige.

Og der er da også situationer, hvor det kan være meget godt at have undersøgt tingene på forhånd, understreger Jill Byrnit. Hvis nu den anden person viser sig at være morder, for eksempel. Eller hvis han er en bedrager, der kun er ude på at snyde dig. Men som udgangspunkt kan vi ikke bruge alle de informationer, vi finder, til noget som helst, forklarer hun.

"De ting, folk skriver på sociale medier, er jo som udgangspunkt ting, som de tror, at andre gerne vil høre om dem – eller som andre mennesker har lagt op. Der ligger selvfølgelig også alt muligt andet alle mulige andre steder på nettet – men du kan hurtigt komme til at tillægge en person nogle egenskaber eller kompetencer, de måske slet ikke har. Eller komme til at frasortere nogle personer, bare fordi der ligger noget på nettet, som ikke passer ind i dit værdisæt," siger Jill Byrnit og fortsætter:

"Hvis det virkelig virkede at matche med hinanden på den måde, ville vi givetvis også have stor succes med det. Men der er noget, der tyder på, at det er en meget lidt effektiv måde at gøre tingene på – bare se på antallet af singler. Det er bare ikke sådan, klaveret spiller."

I stedet er det nogle helt andre ting, der spiller ind, når vi møder et andet menneske og skal opbygge en relation – uanset, om det er et venskab eller et parforhold. Helt fra menneskets oprindelse har evolutionen lært os at udsende nogle signaler – både bevidst og ubevidst – som vi kropsligt og mentalt reagerer på.

"Når vi vælger en partner, sker det ud fra alle mulige subtile fysiske ques. Det er ikke noget, vi selv har kontrol over. Uden nogensinde at have talt med hinanden har vi en instinktiv fornemmelse af, om det er nogen, vi kunne blive venner med eller komme til at danne par med. Det sker alt sammen inden for de første få sekunder, og først derefter giver det mening at lære hinanden bedre at kende. Det er også derfor, at så mange finder sammen, selvom de egentlig ikke har så mange ting tilfælles," siger Jill Byrnit.

Hun sammenligner de ting, vi finder om hinanden på nettet, med de ting, der bliver sagt i en brandert til en julefrokost.

"Vi har alle sammen prøvet at drikke os fulde sammen med folk, hvor de så begynder at fortælle dig nogle meget intime ting. I situationen kan det være vældigt hyggeligt, for det virker enormt tillidsskabende. Men når I så bliver ædru, kan I ikke længere se hinanden i øjnene, fordi der er nogle naturlige grænser, der er blevet overskredet," siger hun.

"Det samme kan godt ske, hvis man undersøger for meget om hinanden på nettet, og man får noget information, som man ikke burde have. Det kan hurtigt have den modsatte effekt."

Men hvorfor gør vi det så? Hvis vi godt ved, at det ikke giver mening at stalke andre på nettet, og hvis vi i virkeligheden ikke får andet ud af det end ubehagelige dilemmaer – hvorfor synes vi så, at det er okay?

Ifølge Jill Byrnit handler det om kontrol. Vi lever i et samfund, hvor vi er så forhippede på at kontrollere hvert aspekt af vores hverdag, at vi ikke kan lade noget som helst ske helt spontant. Det viser sig i børneopdragelse lige så vel som i pardannelse, venskaber og alt muligt andet. Vi har så meget tid og så meget hjerneaktivitet, siger hun, at vi ikke kan eller vil overlade noget til tilfældighederne. Og slet ikke noget så ukontrollerbart som mødet med andre mennesker.

"Det er jo i virkeligheden en form for forretningstilgang, som sikkert ville fungere rigtig godt, hvis man nu var forsker og i gang med et forskningsprojekt. Og som vi nu har taget med os over i vores egen helt personlige tilgang til andre."

Og måske er det også okay. Måske er det bare en del af at leve i 2017, at vi må finde os i at blive stalket på nettet, og at de ting, der ligger om os derude, i stigende grad danner grundlaget for de førstehåndsindtryk, vi får af hinanden.

Under alle omstændigheder er det måske en god idé at tænke over det. Bare så vi ikke sidder der og tror, at det kun er os, der har undersøgt alt om hendes tur til Nepal i 2007 eller gransket de der venner fra Enhedslisten, som hun vist nok bruger lige lovligt meget tid sammen med. Eller har siddet og haft en grundangst for at komme til at like et billede eller trykke på en forkert knap, der ville afsløre, hvad vi havde gang i. For hun har formentlig gjort nøjagtig det samme.

Og så skal vi måske til at redefinere ordet stalking. Bare så det ikke bliver helt udvandet.