Jeg er i et åbent forhold med min kompostbunke

Mit forhold til kompost begyndte den dag, vi åbnede Amass. Det var den aften, vi producerede det allerførste køkkenaffald. Jeg hældte bare hele lortet ned i en trækasse, og det var så det.

Jeg lavede ikke noget foregående research. Og det begyndte at lugte. Slemt. Min tilgang til kompostering var ret naiv, og eftersom jeg ikke havde læst nok om det, før jeg kastede mig ud i projektet, gik det ikke helt som ventet. Jeg fandt ud af, at årsagen var manglende luft. Manglen på ilt medførte, at alle de gode bakterier døde, og kompostbunken gik i forrådnelse.

Det var dér mit forhold til kompostering - på godt og ondt - tog fart.

Nu har jeg fundet ud af, at man skal rode i komposten ofte – en eller to gange om ugen. Det gjorde jeg ikke til at starte med. Det var slet ikke i mine tanker. Og når man roder i bunken, skal man huske at tilføje kulstof. Man skal opretholde en balance: 50 procent kulstof og 50 procent kvælstof. Men til tider sker det, at hun ikke vil have 50 procent. Hun er en moody bitch.

Der var en periode på to uger, hvor jeg slet ikke rodede i hende, fordi jeg var sur på hende. Det er utroligt så meget, det kan stresse mig ud, hvis ikke jeg får hende vendt. Jeg tænker faktisk på hende hver eneste dag.

Fuck. Nu er jeg nødt til at vende hende.

Føj, hun rådner. Sommetider vil hun ikke varme op som hun skal, selvom man vender hende. Man går rundt og taler med sig selv: "Jeg gider ikke vende dig igen. Jeg har lige vendt dig. Hvorfor fungerer du ikke bare?"

Det er skruen uden ende.

Læs hele artiklen på MUNCHIES

Mere MUNCHIES:

David Lynch fortalte mig om den perfekte kop kaffe

Jeg skraldede med en gruppe friganere

Friture fingre og andre makabre historier fra køkkenet