FYI.

This story is over 5 years old.

danmark

Vi kan takke vores evindelige lortevejr for, at Facebook lagde sit datacenter i Odense

I går var en stor dag for Danmark, en endnu større dag for Odense, og en kæmpe-fucking stor dag for byens borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

På et pressemøde stod han med strittende tommelfinger og en stor, blå Facebook-spade i den anden hånd og bekendtgjorde, hvad der har været vidst i noget tid: At Facebook har planer om at smække et stort datacenter op i et industrikvarter i Odense.

- Som I kan se, er mit kropssprog ét stort "like", jublede Peter Rahbæk Juel, og TV2-reporteren var klar på at lege med: Hvor glad en borgmester taler vi med i dag?

Advertisement

"Det er jo happy-mayor-emoji, hvis der findes sådan en, og så er det jo et stort Facebook-like", svarede Peter Rahbæk Juel kækt.

Og det er sgu da også også fedt for ham og resten af byens indbyggere, at en enorm amerikansk virksomhed slår sig ned på deres breddegrader med et 55.000 kvadratmeter stort monstrum af en bygning, som jo først skal bygges og dernæst drives.

Det er måske det største (og eneste?) som er sket for Odense, siden H.C. Andersen blev født og skyndte sig væk.

Og hvad betyder det så for byen ud over masser af arbejdspladser og lidt stjernestøv fra Silicon Valley?

Jo, det "blåstempler Odenses erhvervsindsats" mener borgmesteren, og nu handler det om at surfe videre på den bølge af international succes, som utvivlsomt er skyllet ind over Danmarks tredjestørste ø. Fyn er ikke (kun) "fin", Fyn er fremadstormende, fremgangsrig, fremtidssikret, Fyn er on fire, og borgmesteren ved det:

"Vi skal være knalddygtige til at udnytte mulighederne. Nu vil jeg kalde de parter sammen, som skal være med til at skaffe den fornødne arbejdskraft i forbindelse med opførelsen og driften af det store datacenter", udtalte han videre til TV2.

Men scroller man forbi tv-interviewet og læser, hvad der ellers står i artiklen, begynder den triste virkelighed at gå op for en. Facebooks kærlighedsaffære med Odense skyldes noget så banalt - og dansk - som koldt vejr.

"Vi kan bruge det her klima til at køle vores servere," sagde Facebooks direktør for datacentre, Niall McEntegart, på pressemødet.

Aha. Men for at være fair så ændrer det jo ikke på, at Fyns Facebook-scoop er en realitet, og mon ikke borgmesteren er kold i røven over for, hvad andre tænker om den bagvedliggende årsag.

Han er som bekendt ét stort happy-mayor-emoji-strålende omvandrende facebook-like, og det skal han have lov til at være i lang tid frem.

Men lad os håbe for ham og resten af de heldige bysbørn, der bliver en del af det her moderne H.C. Andersen-eventyr, at lortevejret fortsætter i mange år frem, så Facebook ikke finder på at rykke deres datacenter længere nordpå.