Vi fik en forkælet generation-y type til at prøve at overleve i vildmarken

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Til alle jer, mine smarte gen-y medmennesker, der har vanvittigt travlt med jeres vigtige storbyjobs - så travlt, at i hverken har tid til at ringe til jeres kære moder, der bar jer i 9 (!) måneder, eller læse artikler, der ikke er propfyldt med billeder -, jeg skal gøre det kort. Ville jeg kunne overleve i vildmarken? Svaret er med stor sandsynlighed nej.

Det fandt jeg ud af, da jeg deltog i et Bear Grylls Survival Academy, som blev afholdt i forbindelse med premieren på filmen The Revenant, hvor Leonardo DiCaprio grynter og bløder sig hele vejen igennem staten Dakota i midten af 1800-tallet. Det er god film - se den, hvis du har råd.

Kurset var i bund og grund en udflugt for pressefolk, så hvad der var tænkt som en test af min evne til at overleve i naturen endte med at blive en lettere akavet team-building øvelse med nogle mennesker, som jeg aldrig havde mødt før og formentlig aldrig kommer til at se igen. Sådan er det altid med pressearrangementer, der dog sjældent inkluderer noget så sexet som tomahawk-kastning.

Jeg har i øvrigt rangeret min ret deprimerende formåen i de forskellige discipliner, dels fordi kvantificering jo som bekendt er det nye sort, og dels fordi jeg havde lyst. Lad os komme igang.

Hvis man smører mudder i hele krydderen, er det åbenbart sværere for myg at lugte dig og pumpe din krop fuld af malaria. Jeg er ret sikker på, at jeg blev vaccineret mod malaria som barn, så det var egentligt mere end æstetisk øvelse. Arrangementet blev ledet af en gruppe venlige fyre, som allesammen havde været i militæret i en eller anden funktion. Eftersom jeg ikke nåede at få en makker, tilfaldt det en af militærmændene at klaske blandingen af grævlingebæ og regnvand i ansigtet på mig. Ikke desto mindre tog jeg det som en mand.

Som det næste skulle vi lære at forsvare os mod angreb fra glubske bjørne. I filmen The Revenant bliver hovedpersonen Hugh Glass flået halvt til døde af en bjørn efter at have forsøgt at blæse knoppen af to små bjørneunger. Vi blev rådet til at sætte os på hug og daske rundt med armene på jorden. Men hvis jeg nu skal være ærlig - og det skal jeg -, så kan jeg ikke udelukke, at jeg giver op, det øjeblik bjørnen har punkteret mit bløde maveskind så mine små, glinsende organer titter frem. Måske jeg er super duper macho og kæmper videre, hvem ved. Jeg skulle også prøve at angribe den samme frømandstype, der smurte mudder i hovedet på mig. Det var akavet, og jeg var heller ikke særlig god til det. Ingen af dyrene i hakkebakkeskoven har noget at frygte, når det kommer til mine evner på det område.

Bagefter var der tre udfordringer, som blev fordelt internt i gruppen: at lave bål, at finde ly og at finde vand. Jeg synes ild er ret svedigt, så jeg forsøgte at lave et bål sammen med en af mine journalistiske brødre. Som forventet var mine evner til at tænde og vedligeholde et lille bål af fugtige kviste virkeligt begrænsede. Min militærmakker endte med at være nødt til at tage over, mens han guidede os igennem processen på samme måde, som tålmodige børnehaver pædagoger lærer de små pussenusser at tørre dem selv.

Det her opgave knækkede mig. Det var en unødvendigt ubarmhjertig påmindelse om min vanvittigt dårlige form. Jeg er en forkælet lille og buttet prins af den kreative klasse. Min e-mail indbakke er fyldt med Uber-kvitteringer. Jeg er et forfærdeligt menneske, og jeg ville dø meget hurtigt i den virkelige verden. Vi skulle lave en båre af træ og reb og bære min makker op ad en bakke. Han var efterhånden blevet en fast bestanddel af mit liv i vildmarken, og jeg begyndte at overveje, hvordan tilværelsen ville være uden ham. Kold og ensom? Utryg og skræmmende? Vi løftede ham op på båren og blev beordret til at løbe afsted med ham. Mine arme og ben smertede. Mine lunger var frosne, og min krop var parat til at give op. Alle andre lod til at have det fint, hvilket kun gjorde min præstation desto mere patetisk.

Mens jeg kom til hægterne efter at være blevet udsat for en selvudslettende omgang let motion, blev en ny udfordring præsenteret. Vi skulle simpelthen øve os i at stalke ved at bevæge os lydløst gennem skoven for at fange vores bytte uden at blive opdaget. Vi lærte fire forskellige stalkingmetoder. Min yndlings var "aben", fordi jeg ikke skulle ligge på jorden ligesom i "ormen" på billedet. Vi skulle snige os ind på militærgutterne uden at blive opdaget, og jeg kan stolt sige, at jeg klarede udfordringen med bravour (omend jeg ikke så mindre patetisk ud end ved den foregående udfordring).

At bruge en tomahawk er ligesom at smide en knivblok efter noget og håbe på, at knivene falder ud på det rigtige tidspunkt. Ikke desto mindre stillede det næste indslag skarpt på denne angiveligt essentielle overlevelsesdisciplin. Mine træningskast var relativt ufrugtbare, men da det kom til selve konkurrencen, blev jeg fyldt af en dyrisk kraft, der kun kan sidestilles med den vildskab, der overgår veganere, når de går forbi McDonalds. Jeg nakkede to tomahawker direkte ind i svinet og vandt konkurrencen. Her er et billede, hvor jeg smiler smørret, mens de andre journalister koger af jalousi:

Som præmie vandt jeg en Bear Grylls Survival Academy instruktør T-shirt. Det var fantastisk, og det fik mig et øjeblik til at glemme, at jeg ville dø hurtigere i vildmarken end en panda i kørestol.

Da vi kom tilbage til hotellet, var det tid til at spise nogle insekter. Jeg spiste en vandbille (et meget salt, ildelugtende og dødt insekt) og en levende melormelarve, der splattede ud i munden på mig. Der er åbenbart nok proteiner og kulhydrater i de her basser til at holde en i live i flere dage. Jeg kom ikke igennem græshoppen, nok primært fordi jeg er på nytårskur og prøver ikke at overspise, men nok i virkeligheden mere fordi, det var fucking klammo.

Hvis overlevelse i vildmarken består af andet end at ramme et lamineret A4-ark med bjørnemotiv med en tomahawk, så ville jeg dø hurtigere, end du kan stave til Vlogger.