At lave ingenting er blevet en sport i Sydkorea

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE US

I juni samledes omkring 70 mennesker i Ichon Hangang Park i Seoul i Sydkorea for at lave absolut ingenting. Der var ingen smartphones, ingen sms'er eller selfies, ingen, som havde travlt med at komme videre.

Flokken deltog i Sydkoreas årligt tilbagevendende konkurrence i at zone ud – en kamp om, hvem der kan stirre ud i ingenting i længst tid uden at miste fokus. Den visuelle kunstner WoopsYang, der skabte begivenheden i 2014, gjorde det klart, at formålet var at sætte fokus på, hvor meget folk presser deres hjerne, og hvor meget man kan få ud af at tage en pause fra det hele.

"Jeg var fuldstændig udbrændt på det tidspunkt, men jeg blev totalt stresset, hvis jeg ikke lavede noget, hvis jeg ikke var produktiv på en eller anden måde," fortæller hun. En dag gik det op for hende, at hun ikke var alene. Jeg kom til at tænke på, at vi alle sammen ville have det bedre med at lave ingenting, hvis vi lavede ingenting sammen."

Siden konkurrencen blev afholdt første gang for to år siden, har den udviklet sig til en omfattende omgang med et dommerpanel og strenge regler – ingen telefoner, ingen samtaler, ikke noget med at kigge på sit ur, ingen søvn. WoopsYang fortæller, at over 2000 mennesker meldte sig til de 70 pladser, der var i konkurrencen i år, og hun var nødt til at afvikle kvalifikationsrunder for at finde de bedste kandidater.

Under den 90 minutter lange begivenhed må deltagerne ikke lave noget som helst andet end at stene. Hvis man falder i søvn, begynder at grine eller benytter sig af teknologi, bliver man diskvalificeret. Deltagernes hjerteslag bliver tjekket hvert kvarter for at sikre, at de er afslappede – personen med den mest stabile hjerterytme vinder. Der er en live-kommentator, som leder publikum gennem konkurrencen. Hvis deltagerne får brug for noget – hvis de bliver tørstige eller skal på toilettet – kan de række et af flere forskellige kort i vejret. I år blev det Shin Hyo-Seob, en lokal rapper, som kalder sig Crush, der tog guldmedaljen. Han var blandt de sidste deltagere og havde den mest stabile hjerterytme af alle. Dermed var det ham, der stenede mest.

"Jeg var virkelig opsat på at vinde," fortæller han. "Jeg øvede mig hjemmefra."

Konkurrencen er en del af en større diskussion om vigtigheden af at slappe af – ikke bare i Sydkorea, men også i resten af verden. Forskning har gang på gang vist, at hjernen har brug for at stå på stand-by engang imellem for at kunne behandle information og skabe minder, men også for at nedsætte risikoen for stress, der følger med at være konstant forbundet til både vores arbejde og vores sociale liv. Sydkorea har én af de mest stressede befolkninger i verden, og New York Times beskrev dem engang som "en nation på kanten af et nervøst sammenbrud."

Lidelser, der er forbundet med stress, angst og en hjerne på konstant overarbejde, er ikke kun et problem i Seoul, så WoopsYang håber at kunne udvide konkurrencen til andre steder i verden. Sidste år blev der afholdt en tilsvarende konkurrence i Beijing, som havde omkring 80 afslappede deltagere.

Udover at være en konkurrence siger WoopsYang, at hun også ser begivenheden som et performance-kunstværk. Konkurrencen bliver afholdt på et travlt tidspunkt af dagen (i år var det mandag morgen) i en travl del af byen (den første blev holdt på Seouls rådhus, i år er det i en stor, offentlig park) for at sætte fokus på kontrasten mellem en gruppe mennesker, der ikke laver en skid, og byens kaos, der omringer dem.

"Den bedste måde at observere konkurrencen på er fra én af de høje, omkringliggende bygninger, så man ser det oppe fra," siger WoopsYang. "Så kan man se en lille plet med ro midt i al den hektiske bevægelse."

WoopsYang opfordrer også deltagerne til at komme i beklædning, der repræsenterer deres profession – jakkesæt, kittel eller uniform – så den forsamlede gruppe ligner "en miniatureudgave af hele byen," siger hun. Pointen er at demonstrere, hvordan alle kan blive udbrændt, men at alle også kan få noget ud af at lave ingenting. "Jeg gør også mit bedste for at udvælge den mest mangfoldige forsamling af mennesker i den sidste fase af kvalifikationen i håb om, at vi kan have alle byens grupper repræsenteret," siger hun.

Det er ikke alle, der ser det som "kunst", men det bekymrer ikke WoopsYang.

"Jeg er tilfreds med, at det bliver set som en slags underholdning," siger hun. "Jeg tror, at jeg har formået at skabe en underholdningsform, der hverken involverer teknologi eller penge" - eller noget som helst andet, egentlig.

Læs mere på VICE:

Oscarshowet viste, at folk stadig synes, det er sjovt at gøre grin med asiater

Så elendigt er livet for de fabriksarbejdere, der fremstiller Beyoncés nye tøjkollektion

Kampen for at blive kåret som Zimbabwes grimmeste mand